Stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud

Hvor ser det ud i verdens ørk,
hvor er den fæl og sur og mørk!
Had, vrede og misundelse
har dækket verden som en sne;
man næppe mer véd at nævne
den broderlige kærlighed.

Brorson sætter her i salme DD689 fra 1734 ord på, at livet ikke altid er en dans på roser – snarere tværtimod. Den broderlige kærlighed har trange kår – og det er ord, som desværre også i dag kunne være en beskrivelse af den verden, vi lever i.

I går var det askeonsdag. Askeonsdag kan minde os om forgængeligheden: kun i Gud har vi liv, for uden Guds ånde ville vi være aske.

Askeonsdag fejres fortrinsvis af katolikker, men også i folkekirken er der sogne, der benytter anledningen til at holde gudstjeneste. Traditionen tro inviteres menigheden undervejs op til alteret for at få tegnet et kors med aske på panden. Asken stammer typisk fra palmegrene, der bliver brændt året før på palmesøndag.

Korstegnelsen i panden, som vi også modtager ved dåben, skal minde os om, at vi hører til hos Gud; at vi både stammer fra Gud før dette liv, og at vi skal vende hjem til Guds bolig igen efter dette liv – fra evighed til evighed.

De ord, der traditionelt siges på askeonsdag, lyder: "Husk, du er støv, og til støv skal du vende tilbage." Det handler altså om at blive mindet om forgængeligheden – at vi ikke lever evigt her på jorden, men at vi bliver lovet evigt liv, det vil sige liv med Gud nu og når vi dør.

For mange år siden deltog jeg i en askeonsdagsgudstjeneste, hvor jeg husker, at korstegningen også blev brugt til at minde os om, at vi er døbt – at vi tilhører Kristus. Det betød: Husk, at du er døbt, elsket og accepteret, og at du har et hjem hos Gud. Det var en stærk oplevelse.

Nogle siger, at fastetiden er en tid til at reflektere over det ondes eksistens. Men jeg vil hellere sige, at vi skal bruge fasten til at give os tid til at erkende, at der er sat en grænse for det ondes magt. Og det er måske især vigtigt at blive mindet om i denne tid. Som Kaj Munk sagde: "Stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud." Et trosudsagn, der måske netop i denne urolige tid kan give håb.

Lad os styrke håbet ved at gå sammen i bøn

Fasten er lige begyndt, og tiden ligger foran os som en lang vandring mod påsken. Mod både død, begravelse og så endelig opstandelse. Trods verdens forgængelighed og det ondes så tydelige væren i verden, så er fasten også en påmindelse om, at der for os i fællesskabet med Kristus er en fremtid, hvor nyt liv med fred og forsoning får plads.

Dette udsyn, dette håb om, at vi i Kristus kan kæmpe for forsoning og fred i verden, vil vi give plads ved gudstjenesten i Roskilde Domkirke på St. Bededags aften d. 16. maj 2025. Mange steder i Folkekirken vil der sikkert netop denne dag og aften fortsat inviteres til gudstjeneste. Lad os derfor i kirkernes rum for en stund opleve fællesskabet med Kristus i bøn for fred.

Kirkens rum er et enestående sted, hvor alle mennesker på det medmenneskelige plan, uanset store forskelle i øvrigt, på lige fod kan dele sorgen over verdens ondskab, se den i øjnene, men samtidig sammen søge fornyet handlekraft og livsmod i håbet om, at vi ikke står alene, og at Gud er med os i kampen for fredelig sameksistens.

Når vi når St. Bededag, har vi vandret fastetidens vej mod påske og fejret opstandelsens dag. Så kan vi markere, hvor vigtigt det er at bære opstandelsens håb og Jesu ord om, at ”Jeg er med jer lige til verdens ende”, med os i en tid, hvor en ellers meget magtfuld tone kan drive frygten og hadet frem i verden.

Jeg vil slutte denne hilsen af med at citere den håbefulde udgang fra den nævnte salme af Brorson, som er en bøn – en bøn om, at Guds rige må komme med fred til alle og kærlighed i fællesskab:

O Jesus, du, som kom herned
at stifte fred og kærlighed,
udbred dit rige vidt og bredt,
forbind os alle ret til ét,
at vi med dig og dine små
til evig tid i samfund stå.

Jeg ønsker dig, der læser dette: Guds fred og en velsignet fastetid!

Ulla Thorbjørn Hansen, biskop over Roskilde Stift