Tradition og forandring er lig med kirke i vor tid

Selv freden, etableret i Europa efter 2. verdenskrig, synes at vakle. Store institutioner, som vi har sat vores lid til igennem mere end tre fjerdedele af et århundrede, rystes i deres grundvold. Spilleregler, som vi måske tog for givet, pludselig ikke længere danner grundlag for de politiske udtalelser, der finder sted. I sådan en tid er det væsentligt at holde fast i traditioner, vi kan læne os ind i og finde tryghed i. Og samtidig er det også en tid til refleksion: Hvordan kunne det nå hertil? Hvorfor forhindrede vi ikke konfliktniveauet i at eskalere på denne måde?

I medierne har der været skrevet og talt om åndelig oprustning. Så sent som den 8. april var statsministeren i Roskilde, hvor hun talte om behovet for netop dette. Hun pegede på Folkekirken som et sted, hvor danskerne kan søge hen, og hun fremhævede behovet for dannelse – herunder evnen til at læse.

Jeg blev for nylig spurgt til kirkens beredskab – i forhold til krigens ofre og kriser i hverdagen i kølvandet på konfliktoptrapning. Hvad kan vi som kirke bidrage med i en tid, der føles så dyster? Er kirken gearet til de udfordringer, vi står overfor?

Jeg svarede bl.a., at det glæder mig, at der er fokus på, hvordan vi kan bidrage i Folkekirken. Vi er sjælesorgens kirke, og vi kan rumme det hele – ånden, glæden, sorgen – det hele menneske.

Interviewet mundede ud i en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor der blandt andet var en, der brugte udtrykket håbs-prepping. En menighedsrådsformand her fra stiftet, Anne Mau fra Syv-Ørsted-Dåstrup Sogne i Roskilde Domprovsti, sagde følgende:

”At et beredskab ikke kun handler om at stå klar, når lokummet brænder, men også om at bidrage med eksistentiel førstehjælp – lige nu og her.”

(Læs hele artiklen her)

Ved kriser og større hændelser skal vi ikke opfinde noget nyt. Det kan være, det skal ske i større skala, men i Folkekirken skal vi fortsætte med at gøre det, vi allerede gør til daglig og hver uge – og som vi er gode til: at være i åndeligt beredskab og stå til rådighed som lokal folkekirke med sjælesorg, fællesskab, nærvær og samtale – både i kirken og udenfor.

Vi har en lang tradition for værnspræster i Forsvaret og en solid uddannelse af feltpræster, orlogspræster og flyverpræster, som alle også er sognepræster, når de ikke er udsendt.

Dertil kommer Folkekirkens Katastrofeberedskab (FKK) med politikontaktpræster og udlandsberedskabspræster. De modtager undervisning og træning i at kunne rykke ud ved særlige hændelser, hvor det lokale beredskab ikke slår til. Vi indgår som Folkekirke i det regionale beredskab og er dermed klar til at bidrage – også ved ekstraordinære situationer.

Det gælder også på sygehusene og hjemme i sognene, hvor de lokale kirker spiller – eller kan komme til at spille – en vigtig rolle.

Måske er det allervigtigste netop lokalt, at vi genbesøger beredskabet. Jeg har derfor opfordret alle menighedsråd, der deltog i årets stiftsdag, til at sætte det på dagsordenen – og den opfordring gentager jeg her.

Hvad gør I, hvis der bliver brug for at åbne kirken? Afholde en mindegudstjeneste? Eller bare give folk mulighed for at komme og tænde et lys? Hvem gør hvad?

Der er masser af god inspiration og hjælp at hente – følg linket herunder:
Læs mere om Folkekirkens Katastrofeberedskab.

Det er en vigtig samtale. Lad os være dem, der holder den i gang.

Kirken som frirum – et pauserum

I en tid som denne er kirkens opgave ikke alene at håndtere de kriser, der måtte opstå – eller alene at forberede os på det, som kunne ske. Vi skal også arbejde for kirken som et frirum, et beskyttelsesrum – et sted, hvor vi kan tale åbent om frygt for verdens tilstand, men også stå sammen i bøn for fred og forsoning. Vi skal insistere på håb og handlekraft – også når det ser umuligt ud.

Kirken skal være et rum for ethvert menneske – uanset politisk eller religiøs baggrund – hvor vi kan søge håb i fælles bøn.

Dette vil jeg gerne markere ved en freds- og bønsgudstjeneste i Roskilde Domkirke på Bededag (læs mere her). Jeg ved, at mange kirker rundt i stiftet gør det samme – enten aftenen før eller på selve dagen. Jeg ønsker, at vi sammen markerer Bededag som en central tradition. Et vidnesbyrd om, at vi i bønnen henvender os til Gud – fordi hans magt er større end noget menneskes. Og fordi Guds ånd virker i os og imellem os.

I en tid, hvor kriser og politiske uenigheder splitter, kan bønnen samle. Derfor vil jeg opfordre jer til at bidrage til en fælles bøn for Roskilde Stift i 2025 - Vores bøn.

Send os jeres bønner – fra hele stiftets menigheder. Ud fra dem vil vi udforme én fælles bøn. En bøn, der rummer både afmagt og håb.
Det er nemt at gå til – læs her. Deadline for indsendelse er d. 1. maj.

Om nadver og tradition

Påsken står for døren, og mange af jer er i fuld gang med forberedelserne. Der er så meget i påskens budskab, der giver stof til forkyndelse – ikke mindst i en verden præget af konflikter. Et naturligt fokus kunne være vores behov for tilgivelse – både fra hinanden og fra en kraft udenfor os selv.

I de seneste måneder har jeg beskæftiget mig med nadverritualet og vil gerne dele nogle tanker. For mange er nadveren helt central – som en kilde til frimodighed og som et sakramente, der rækker os forbindelsen til Kristus. Vi har ikke stærk tradition for skriftemål i Danmark, og derfor bærer nadveren ofte ekstra meget betydning.

Rundt i stiftet har jeg bemærket, at nogle menigheder – i ønsket om lavere adgangstærskel – kun anvender tynd saft til nadveren. Det er forståeligt, men ikke helt i overensstemmelse med ritualbogen, hvor vin er foreskrevet. Man kan supplere med alkoholfri vin eller druesaft, hvis menighedsrådet godkender det – og det har jeg selv praktiseret i Domkirken. Men helt at udelade vin fraråder jeg. Jeg mener, vin bør forblive førstevalget – ikke et fravalg.

Hvis du vil vide mere om min holdning og baggrunden, så læs med her, hvor jeg sætter ord på den debat, som også har fyldt i pressen den seneste tid.

Med disse indledende ord om den tid, vi lever i – og hvordan vi bidrager til at være kirke i vores tid – vil jeg opfordre jer til at læse hele nyhedsbrevet. Det rummer mange indlæg med relevans for forskellige dele af kirkelivet.

Rigtig god påske til jer alle.