Menighedsrådsordningen og sognepræsternes lokale forankring og valg er vigtig for folkekirken, siger biskop Ulla Thorbjørn Hansen i denne måneds hilsen.

Hvad er folkekirkens vigtigste rolle i dag?  

Det var et af de gode spørgsmål, jeg fik tilsendt som optakt til en paneldebat, som fandt sted i Sct. Nicolai Kirke den 26. juni. Anledningen til debatten var det kommende menighedsrådsvalg den 17. september og det blev en god debat, hvor vi nåede vidt omkring i både spørgsmål og svar.  

Sagt med ord fra Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge: 

”En fin, varm, aften som både fik de smukkeste danske højskolesange med på vejen, og rundede de svære spørgsmål: Forholdet mellem stat og kirke. Det bedste og værste ved folkekirken. Bygningerne som vi elsker, men som også koster. Præsterne som vi ikke kan undvære, men har for få af. Og selvfølgelig vigtigheden af, at folk vil engagere sig den 17. september og komme med i menighedsrådsarbejdet !” 

Med i panelet var: kirkeminister Morten Dahlin, formanden for landsforeningen af menighedsråd Anton Pihl, præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge, borgmester i Holbæk kommune Christina Krzyrosiak Hansen, forfatter Jens Christian Grøndahl og jeg. 

Men tilbage til spørgsmålet: Hvad er folkekirkens vigtigste rolle i dag? 

Et kort svar på det spørgsmål er at sige, at folkekirkens vigtigste rolle i dag er at give håb. Vi lever i en tid, hvor nogle mister håbet og bliver nærmest desperate. Og opfordringen fra Beredskabsstyrelsen til at sørge for at have vand og mad nok til tre dage i hjemmet gør ikke en eventuel bekymring og desperation mindre.  

Ordet ’desperat’ betyder at være uden håb. Men kirkens opgave er at bringe håb, som giver styrke til at holde ud og fatte mod i gode tider – men også i svære tider.  Kirkens vigtigste rolle er at være en sjælesørgerisk kirke med sans for det individuelle menneskes længsler og behov. Kirkefaderen Augustin skrev i sin tid følgende: ”For du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”  

Tro, kultur og identitet hænger sammen. Identitet handler om det individuelle – når man bliver døbt får man en Kristus identitet, man bliver givet en gave og behøver derefter ikke at opfinde sig selv. I dåben får det enkelte menneske at vide, hvor det hører til, at det tilhører Kristus. Du får som døbt samtidig at vide, at du hører til i et stort landsdækkende – ja, verdensomspændende – fællesskab.   

Troen kiler sig ind i det hele. For tro handler om tillid og det er vigtigt, at vi holder fast i troen på Gud – og troen – dvs. tilliden til hinanden. Det er vi kendt for i Danmark, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. 

I en salme fra 2014 siger Iben Krogsdal det på denne måde: 

“Vi fyldes op i kirken 

et sted hvor ingen ensom er alene 

hvor kærlighedens veje aldrig ender 

og når vi mangler mening 

og glæde og forening 

et sted der lægger håb i vores hænder” 

Vi kunne alle blive bedre til at leve i tro og håb og ikke mindst kærlighed 
Et andet spørgsmål, som jeg og de andre paneldeltagere fik, var: Folkekirken har gradvist faldende medlemstal, men er alligevel mere afholdt end længe: Hvad gør folkekirken rigtigt? Og hvad kan den gøre bedre? 

Hertil vil jeg svare, at vi gør ret i at fortsætte med at bygge på traditionen og have sans for vores fælles historie – og vi gør ret i at fejre evangeliet og dets tale ind i hvert enkelt menneskes og vores fælles liv. 

Jeg tror, at sognepræsternes lokale forankring og lokale valg og menighedsrådsordningen er nogle af de ting, folkekirken gør rigtigt. Folkekirken beror på relation, og den er mulig pga. strukturen. 

Jeg tror, at folkekirken hele tiden skal gøre sig umage for at gøre ting bedre og alligevel aldrig kan gøre det godt nok. Folkekirken er summen af medlemmerne. Vi kunne alle blive bedre til at leve i tro og håb og ikke mindst kærlighed. 

Om tidsregistrering 
Jeg har netop skrevet et brev til alle sognepræster og funktionspræster i Roskilde Stift, hvor jeg siger tak for deres store indsats i kirke og sogn med alle de mange opgaver, de udfører – det synlige såvel som usynlige præstearbejde. Det arbejde, der let lader sig tidsregistrere og det arbejde, som kun vanskeligt eller slet ikke lader sig tidsregistrere. 

Tak til præsterne – men tak også til alle de mange menighedsrådsmedlemmer, som udfører et stort arbejde for vores fælles folkekirke. Et stort og meningsfuldt arbejde. Uden den frivillige indsats fra jer ville vi ikke have en folkekirke. 

Sognepræstens lokale forankring er vigtig. Vores kirkeminister har på årets stiftsdag i Køge sagt, at der mange steder kun er to gårde tilbage på landet – kirkegården og sognegården, men mange steder er der også præstegården. Og det er vigtigt. Så meget desto mere kan det forekomme mærkeligt, at alle præster nu skal til at tidsregistrere.  

For hvordan tidsregistrerer man det faktum, at en sognepræst på landet bor i sognet 24/7 og har til opgave at være tilgængelig 24/7 og i praksis er på kald døgnet rundt og i øvrigt som en del af sit arbejde har til opgave at tænke på og bede for de mennesker, der bor i sognet før, under og efter gudstjenester og kirkelige handlinger?  

Hvordan tidsregistrerer man det faktum, at præster som sognepræster er et symbol på håb og sammen med de valgte medlemmer af menighedsrådet har til opgave at sørge for, at der bydes gode kår for kirkens liv og vækst i det område, hvor man selv bor?   

Uanset hvad, må vi sørge for at finde en pragmatisk løsning, så der ikke bliver tale om et tidsregistreringstyranni for præster, som i al væsentlighed er ”selvtilrettelæggere”. Præsters fleksible tilgang nyder folkekirken jo godt af.  

Ved årets Landemode talte provsterne og jeg om, at vi vil gøre, hvad vi kan for, at tidsregistreringen ikke tager arbejdsglæden fra præstestanden i Roskilde stift. 

Allerede i 1675 var der en præst -den kongelig hofprædikant og sjælesørger Chr. Scriver, der foretog en form for tidsregistrering – han har i bogen Sjæleskat skrevet følgende: 

6 timer til ro og til søvn 

4 timer til bøn, læsning i den hellige skrift og andre opbyggelige bøger, til stilhed og hellig eftertanke  

2 timer til måltiderne  

2 til fornøjelser, men deriblandt må regnes Guds lovprisning, åndelig musik, gudelig samtale og kærlighedsgerninger imod næsten 

9 timer til embedsforretninger og  

1 time til gudelig forberedelse til en salig død. 

Dette blot som inspiration og til eftertanke ved tidsregistrering af præstearbejdet eller for den sags skyld andet arbejde.  

Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer og sommerferie, når I når dertil med både tid til ro, søvn, bøn, læsning, musik, gudelig samtale og kærlighedsgerninger mod næsten. 

Ulla Thorbjørn Hansen 

Biskop over Roskilde Stift 

Læs flere hilsner fra biskoppen i arkivet her