Håbets puls banker i vores blod

Påskens mange farver og kontraster

I disse dage siger kalenderen påske. Påsketiden er for rigtig mange danskere lig med påskeæg, påskefrokoster og påskebryg. Mange forbinder påsken med familiehygge og forår.

For den, der er blevet alene og i år måske må fejre påske uden sin elskede, kan påsken dog også være forbundet med en længsel efter netop familiehygge og fællesskab. Kender du en, der har det sådan, eller har du det måske selv sådan, så skal der herfra lyde en opfordring til at gå i kirke. 

For benytter du muligheden for at gå i kirke i påsken, så vil du opdage, at påsken er en dramatisk fortælling, der fortæller om både glæde og sorg, død og frygt, liv og opstandelse. Og du vil forhåbentlig også erfare, at du er del af et levende fællesskab. At livets Herre – og ikke døden har det sidste ord at skulle have sagt om dig og dine kære.

Påsken er, hvad man kan beskrive som et drama i flere akter med mange farver og kontraster – først bevæger vi os fra palmesøndagens hyldest og skærtorsdagens fodvask og nadvermåltid.

Men så til noget helt andet, som journalister ynder at sige. Efter skærtorsdag følger langfredag, hvor vi hører om langfredagens piskninger af Jesus, kroning af ham med en tornekrone og Jesu blodige korsfæstelse mellem to røvere på Golgata.

Efter langfredag følger en påskelørdag og derefter påskemorgen. Der er tale om, hvad vi kan kalde håbets lysegrønne mirakel. Dagens liturgiske farve er dog ikke grøn, men hvid eller gul, som er festens farve – opstandelsens farve!

Jesus er opstået – som han opstod skal vi opstå

Påskens opstandelse indledes med de sørgende kvinder, der leder efter den korsfæstede. De er de første på pletten og opdager den tomme grav. Jesus er opstået!

Det er dét budskab, de sendes ud i verden med: Kristus er sandelig opstanden. Og som han opstod, skal vi og vores kære opstå. Men kan vi virkelig tro det?

Lige netop dét spørgsmål stiller en af vores salmedigtere i salmen: ”Det er påske! Alting springer ud” (Holger Lissner 1993) – i vers 4 lyder det:

”Kan vi tro det? Det er aldrig set, at de døde rejser sig fra deres grave”

I salmen svarer salmedigteren på spørgsmålet ved at konstatere, at vi har hørt, at det trods alt er sket engang, at en sten er blevet væltet i en have. Og lige netop dét giver os mod og gør, at vi kan leve her i livet med døden – med ”håbets puls, der banker i vort blod”. Når vi synes, at vi må segne under nøden, så lyder påskens glædesbudskab – Kristus er sandelig opstanden!

I min prædiken på stiftsdagen den 16. marts formulerede jeg det sådan her: Han (Kristus) kan den dag i dag med sine Ord virke opstandelse og nyt liv, hvor alt håb menneskeligt set er ude. Påskens budskab er, at frygt aldrig må forhindre os i at leve.

Med disse ord, vil jeg af hjertet ønske alle en glædelig påske!

Ulla Thorbjørn Hansen

Biskop over Roskilde Stift