Ulla Thorbjørn Hansens prædiken i Køge Kirke på Stiftsdagen 2024

Prædiketekst: Bespisningen af de fem tusind

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Johannesevangeliet 6,1-15

Drengens madpakke

Det lyder af så lidt: Fem brød og to fisk.

Men Jesus takkede og velsignede drengens madpakke, og pludselig var der mad nok til alle.

Ja, der blev endda rigeligt brød til overs – i alt 12 kurve, som blev samlet sammen – så intet gik til spilde.

Det er en god historie – en historie, som giver håb – håb for enhver, der som disciplen Filip hører sig selv sige: Det slår ikke til! Det går ikke – vi klarer det ikke.

Disciplen Andreas fik øje på den lille dreng med de fem bygbrød og de to fisk. Også han tvivlede. Hvad er det til så mange? Men Jesus tog imod drengens madpakke - og underet skete.

Brug for gode madpakkehistorier

Det er en god historie – og vi har brug for gode historier. Det har vi vidst i kirken i 2000 år. Vi har brug for at høre evangeliet, det gode budskab. Det forkyndes derfor i landets kirker hver søndag og i de fleste af ugens øvrigt dage.

Jeg læste i går på journalisten.dk, at vi har brug for gode nyheder og ikke kun dårlige nyheder. Det lyder meget genkendeligt.

Resultatet bygger på en videnskabelig undersøgelse. Man har fundet ud af, at folk stopper med at læse nyheder, når der bliver for mange historier om alverdens ondskab som kynisme, brutalitet, levebrødspolitikere og distanceblænderi.

Hvis der derimod i højere grad er nyheder om folk, der hjælper hinanden, giver hinanden en chance, folk der prøver at forstå hinanden, folk der tager sig tid til hinanden selvom man ikke har tid, så bliver vi opmuntret. Ja, så får vi lyst til at følge med i nyhedsstrømmen, fordi det ikke kun er dystre, barske eller frustrerende nyheder. Som sagt er der tale om en videnskabelig undersøgelse.

Madpakkehistorier – også i kirken

Og det samme gælder for kirkens verden. Vi mister lidt af motorkraften på kirkeskibet, når de dårlige historier bliver fortalt igen og igen. Vi har også brug for at blive mindet om alle de gode historier, hvor folk tager sig tid til hinanden og hjælper hinanden. Det gælder i Folkekirken og alle andre steder. Vi har brug for at høre dem fortalt.

Sådan en undersøgelse kan minde os alle om, at det er vigtigt at huske på, at det ikke er så galt alt sammen. At der også er gode historier at fortælle. Om vi så også kan få journalisterne til at tro på, at der også er brug for gode nyheder, ja, om man kan sælge aviser med gode nyheder, det kan vi jo håbe og bede til.

Ikke dermed sagt at journalister skal stoppe med at dække grusomheder og problemer i samfundet. Men psykologen, der har ansvaret for den videnskabelige undersøgelse, konkluderer, at det er vigtigt, at journalister bliver bedre til også at fokusere på, hvad mennesker gør af gode ting for hinanden. Ellers får vi et forvrænget billede af, hvordan verden er, siger hun, og det giver os lyst til at holde os væk fra medierne. Her vil jeg tilføje, at det imod sin hensigt også kan give os lyst til at holde os væk fra hinanden. Men vi har brug for hinanden og vi har brug for at fortælle og høre de gode historier – de gode nyheder, der kan give os håb.

Nutidens unge og madpakkerne

Den engelske historieprofessor Timothy Ash er bekymret for, at den unge generation giver op. At de unge ikke tror på fremtiden, for de kan ikke se nogle karrieremuligheder. Men de skal forstå, siger professoren, at vi lever i interessante tider. Vi lever i en tid, hvor vi er nødt til at tænke sikkerhedspolitisk og geopolitisk. Vi er nødt til at holde øje med, hvordan gamle stormagter som Rusland, Tyrkiet, Indien og Kina spiller med musklerne. Derfor må de unge begribe situationens alvor og se sig selv i det store billede. For der er brug for dem.

Ash siger også, at man skal have både forestillingsevnen og viljen til at løse problemerne. Og det er netop, hvad mange unge har.

Det ser ud af så lidt, men tag ikke fejl…

Og det var hvad disciplen Andreas og den lille dreng havde.

Hvis man kun ser det store billede – de mange mennesker, så nytter en enkelt madpakke jo ingenting. Men hverdagen er gudskelov fuld af madpakker. Med andre ord: Det store billede af en verden i forandring og det nødvendige overblik må ikke tage fokus fra miraklet, og det vi lever af, dét der kan opstå i en situation, hvor de voksne står og siger: Det slår jo ikke til!

Nogle gange begynder de gode forandringer og de gode historier med en lille madpakke – fem brød og to fisk. Det er måske ikke så geopolitisk og sikkerhedspolitisk interessant, men det er dér evangeliet lyder. Det lyder i det nære, i fællesskabet mellem mennesker. I dét som ser ud af ingenting, dér kan kærlighed, tro og håb komme til os, ligesom lyset der kommer til os ud af virkelighedens sprækker.

Det så ud af så lidt med de fem brød og to fisk. Det kan også se ud af så lidt – det brød og den vin, som vi om lidt skal modtage, når vi deler nadver sammen. Men med et Ord af Guds mund - med Guds velsignelse - bliver det til liv i overflod for enhver som tager imod det. Ja, vi samles den dag i dag omkring ham, som kan gøre det umulige muligt. Han, der sørgede for, at fem brød og to fisk pludselig blev mad nok til mange. Han kan den dag i dag med sine Ord virke opstandelse og nyt liv, hvor alt håb menneskeligt set er ude.

Og deler vi i taknemmelig til Gud det, vi har med hinanden, så vil vi også opdage, at der mirakuløst nok kan vise sig at være mad nok til alle. Som én engang har sagt: Så længe der er kærlighed imellem os til at dele det sidste stykke brød, er vi alle rige og har intet at frygte.

Eller sagt med ordene fra dagens episteltekst: Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt.

Amen

Salmer: 10 – 294 - 457- 849 -11