Tak og tillykke til menighedsrådene
Tak til jer, der har siddet i menighedsråd i den forgangne valgperiode. Tak til jer, der tager endnu en omgang, og tak til jer, der har sagt ja til at overtage stafetten fra de gamle.
Inden længe udkommer Stiftsårbogen 2024 for Roskilde Stift. Årbogen er spækket med glimt fra det forgangne år og indeholder inspiration til det videre arbejde.
Et vigtigt budskab i årbogen er at sige tak! Tak til jer, der har siddet i menighedsråd i den forgangne valgperiode. Tak til jer, der tager endnu en omgang, og tak til jer, der har sagt ja til at overtage stafetten fra de gamle.
Tak og tillykke - for der venter jer et spændende og vigtigt arbejde. Ja, jeg har hørt nogle sige, at de synes, det er både sjovt, spændende og lærerigt at sidde i et menighedsråd.
Årbogen sendes ud til alle alle menighedsråd, enten via menighedsrådsformanden eller kirkekontoret, som står for uddeling blandt sognets menighedsrådsmedlemmer. Inden 1. søndag i advent vil nye og gamle menighedsråd således forhåbentlig sidde med årbogen i hånden.
Julehilsner til menighedsrådene - digitalt i år
Sidste år satte jeg mig for at skrive en personlig hilsen til alle stiftets menighedsråd og sognepræster. Da portoen desværre er steget betragteligt, og jeg sidste år oplevede, at nogle breve kom flere måneder for sent frem til modtageren, har jeg i år besluttet, at skære ned på antallet af fysiske breve sendt fra Roskilde Stift. I stedet vil jeg sende jer alle en digital hilsen, når vi nærmer os jul - og jeg håber at møde en del af jer allerede i løbet af december måned.
Adventsgudstjeneste i DR
Højmessen i Roskilde Domkirke søndag den 1. december – 1. søndag i advent - vil blive radiotransmitteret på P1. Her vil mine tanker gå ud til jer rundt om i Roskilde Stift, men også til landets øvrige stifter, som er med til at sikre, at vi fortsat har en folkekirke. Af hjertet tak!
Nytårsgudstjeneste i Domkirken
Igen i år står jeg for nytårsgudstjenesten i Roskilde Domkirke. Den begynder kl. 23.30 og slutter lidt over midnat. Jeg glæder mig til at møde nogle af jer på tærsklen til 2025, hvor vi kan ønske hinanden et godt nytår.
Tak til teologisk stiftskonsulent Birgit O’Sullivan
Jeg begyndte med at sige tak til menighedsrådene. En anden, der også skal have en stort tak, er min teologiske konsulent Birgit O’Sullivan, som stopper med udgangen af året. Jeg havde meget gerne fortsat samarbejdet i længere tid, men Birgit har nu valgt at stoppe for at hellige sig arbejdet i sit firma, O’Sullivan Consulting.
Birgit har blandt andet været med til at sætte KURS akademiet og KURS saloner i gang – hun har deltaget i alle møderne og vil blive savnet. For at sikre, at arbejdet kan fortsætte, har vi slået en 25%-stilling op til KURS-arbejdet, og vi håber at kunne ansætte en ny allerede pr. 1. januar.
Det samme gælder stillingerne som 50% teologisk stiftskonsulent og stillingen som 50% teologiske stiftskoordinator, som er slået op med ansøgningsfrist i begyndelsen af december.
Her finder du information om at sidde i et menighedsråd
1. Landsforeningen af Menighedsråds hjemmeside
På Landsforeningen af Menighedsråds hjemmeside kan du som nyt eller erfarent menighedsrådsmedlem finde en guldgrube af information. En af de første opgaver i jeres menighedsråd bliver at fordele opgaverne og vælge formand, næstformand, kontaktperson, kirkeværge og de øvrige poster. Du kan læse mere om dette på Menighedsraad.dk.
2. Folkekirken.dk
Under overskriften introduktion til menighedsrådet på folkekirken.dk kan du blandt andet høre en podcast om den rummelige folkekirke. Her fortæller Søren Abildgaard, tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd, om vigtigheden af en kirke, der er for alle. Han understreger, at menighederne afspejler befolkningens mangfoldighed med forskellige holdninger og overbevisninger. En af menighedsrådets – og præsternes – vigtigste opgaver er at kunne rumme denne forskellighed. Du kan finde podcasten og kurser om menighedsrådsarbejde under Introduktion til menighedsrådet.
3. Årbog 2024
Roskilde Stifts Årbog 2024 giver information og inspiration fra vores stifts perspektiv. Glæd dig til at modtage årbogen!