Fortsæt til hovedindholdet
Magasiner, Årbøger & artikler
Nyheder

1-års dagen for Ruslands invasion af Ukraine markeret i Roskilde Stift 

Fredag den 24. februar var der Fredsgudstjenester og andagter for fred flere steder i Roskilde Stift

Stemningsfuld og bevægende freds- og forbønsgudstjeneste i Fanefjord Kirke i anledning af 1-årsdagen for krigen i Ukraine.

Fanefjord Kirke

Det ukrainske flag foran Roskilde Domkirke.

Sct. Mortens Kirke i Næstved pyntet op med fredsduer i Ukraines farver. 

Også ukrainere bliver inviteret til gudstjeneste. Her fra Sct. Mortens Kirke i Næstved.

Mange steder i Roskilde Stift bliver der tændt lys for fred.

Biskop Ulla Thorbjørn Hansen efter fredagsandagt i Roskilde Domkirke

Det ukrainske flag foran Roskilde Domkirke.

Salme nr. 784, Altid frejdig, når du går, synges i Domkirken

Fredag den 24. februar var en helt særlig dag, hvor man vil kunne se det ukrainske flag vaje på flagstangen, og i mange kirker i Roskilde Stift samledes menigheden for at tænde lys og bede for fred og håb.

”Der er en del præster i Stiftet, som har god kontakt til ukrainere i deres sogn. Jeg ved, at der flere steder i stiftet arrangeres mindegudstjenester på årsdagen for invasionen, og nogle præster har de sidste måneder hjulpet ukrainske flygtninge med f.eks. at finde tøj og overnatningsmuligheder. Der gøres meget for at tage godt imod de mange flygtninge fra Ukraine, så de så vidt muligt kan føle sig hjemme her i Danmark.

Vores kirkefar Martin Luther har engang sagt, at gode gerninger gør ikke et menneske kristent. Men et kristent menneske gør gode gerninger”, sagde biskop Ulla Thorbjørn Hansen før hun selv skal holdt fredagsandagt i Roskilde Domkirke kl. 12.00.

Her er nogle af dagens arrangementer:

I Halskov Kirke inviterede Anne Kathrine Pontoppidan Clausen til komme og tænde et lys for fred.

I Roskilde Domkirke holdt domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen fredsgudstjeneste.

I Fanefjord Kirke var der ligeledes fredsgudstjeneste, hvor præsterne Therese Nielsen, Vordingborg Kirke og Tina Preus Hansen, Fanefjord og Bogø Kirker, tændte lys og spiste en let anretning sammen. Nyt håb at leve videre på, skriver de.

I Sct. Mortens Kirke var der fra fredsgudstjeneste arrangeret af bykirkerne i Næstved. Præsterne Thomas Horneman-Thielcke, Laura Daphne Jensen, Christian Wendelboe og Anna Kluge var til stede.

I Sankt Nicolai Kirke, Køge, var der gudstjeneste for fred og håb på både dansk og ukrainsk.

I Sankt Mikkels Kirke, Slagelse, holdt sognepræst Simon Buchwald Prædiken og provst Stefan Lamhauge Hansen andagt for fred.

I Årby Kirke var der natkirke med andagt for Ukraine

Biskop Ulla Thorbjørn Hansen opfordrer til, at det ikke kun er på en dag som denne, at der arrangeres gudstjenester eller andet for ukrainere eller andre, der er flygtninge fra et krigsramt land.

”Jeg vil som tidligere opfordre alle, der har gode ideer til, hvordan din lokale kirke bedst kan hjælpe til, at man tager kontakt til sin lokale sognepræst eller migrantpræst”, slutter biskoppen.

Har det vækket din interesse, så kontakt David Varming Winsløw, sognepræst i Ølsemagle, der også er migrantpræst i Køge og Roskilde stift - og koordinator for netværket af migrantpræster i Roskilde Stift.