Konfirmandtræffet i Roskilde Stift blev første gang afholdt i år 2000. Det var daværende biskop Jan Lindhardt, der sammen med en lille gruppe frivillige fik idéen til at samle stiftets konfirmander og give dem fornemmelsen af at være en del af noget større.
Konfirmandtræffet har været afholdt hvert år lige siden, kun afbrudt af corona i 2021 og 2022.
Herunder kan du læse biskop Ulla Thorbjørn Hansen tekst om temaet i 2025, som var Trosbekendelsen:
Temaet for konfirmandtræf 2025 er Trosbekendelsen, som sætter ord på
det centrale i kristendommen. Vores tema er en rigtig god anledning til
at bruge tid på at tale om tro og den kristne tros indhold med konfirman-
derne. Hvad vil det sige at tro? Hvad - eller rettere hvem tror vi på?
Kan alle mennesker komme til at tro? Eller er det forbeholdt en udvalgt
gruppe mennesker, som har fået en særlig evne eller sans for det religiø-
se?
Anlæg og vilkår
Der er nogle, der siger, at det forholder sig med evnen til at tro som med
den musikalske sans og andre af åndens gaver. Er man ikke født med
dem, får man dem aldrig. Men det er ikke sandt!
Det er sandt, at det ene menneske ikke kan fremtvinge troen i det an-
det menneske. Men det er ikke sandt, at den kristne tro er en evne, som
mennesket enten er født med eller helt mangler. For det ville betyde,
at hjælpeløshed skulle være en evne; men hjælpeløshed er snarere det
modsatte af en evne. At være hjælpeløs er et grundvilkår, en livsbetingel-
se. Der er intet særligt i ikke at kunne hjælpe sig selv. Men der skal af og
til noget særligt til for at opdage det og bede om hjælp.
Det er blevet sagt, at ”der skal to ting til, for at der kan være tale om
tro: et menneske, der ikke kan hjælpe sig selv, og én, der kan hjælpe”.
Ligesom en mor eller far ikke behøver at være særlig indrettet for at søge
hjælp til deres syge barn, lige så lidt behøver et menneske at være særlig
indrettet for at tro på Gud.
”Jeg kan selv”
Kan selv er en vigtig fase i et barns udvikling. Barnet lærer at kravle op
i sengen eller drikke uden en hjælpende hånd ved at kaste sig ud i det.
Det er en sund livsindstilling, der gør børn og unge duelige til at klare
mere og mere selv for en dag at kunne klare sig uden deres forældre.
Men klamrer man sig til den livsindstilling som ungt menneske eller som
gammel for den sags skyld,, at man kan ALT selv, vil det før eller siden
gå op for én, at det kan man ikke. Det er ganske enkelt en vildfarelse.
Undervejs opdager vi, at det ikke er alt, vi er herre over. Livets mure er
af mange slags.
Når vi tager Trosbekendelsens ord i vores mund ved gudstjenesterne, til
konfirmandundervisningen og til selve konfirmationen, så sætter vi ord
på vores afhængighed af og tillid til Gud. Vi sætter ord på, at vi har brug
for Guds hjælp i livet.
Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv
Trosbekendelsen er kort og godt en kondenseret udgave af den kristne
tro. I den bekender vi troen på den treenige Gud, nemlig Gud Fader, Søn og
Helligånd. Den treenige Gud giver kristendommen en unik dynamik, for Gud er ikke
en fjern eller diffus gud. Gud er kendt, da Gud har vist sig gennem sin
Søn af kød og blod, Jesus Kristus. Og efter Jesu død og opstandelse, så
lever Gud i os med sin Ånd.
I trosbekendelsen bekender vi troen på syndernes forladelse, kødets
opstandelse og det evige liv. Og det evige liv, det er ikke kun, som nogle
fejlagtigt tror, et udtryk for et liv på den anden side af dødens grænse.
Det evige liv er liv med Gud allerede nu og på den anden side af dødens
grænse. Det er det kristne håb, at vi mennesker hører Gud til uanset,
hvad der sker i vores liv, om vi lever eller dør.
De helliges samfund
Nogle undrer sig over, at vi går fra at bekende, at vi tror på Gud Fader,
Søn og Helligånd til pludselig at bekende, at vi tror på de helliges sam-
fund. For hvad vil de helliges samfund egentlig sige? Et kort svar er, at
det er de helliges fællesskab. Fællesskabet af mennesker, der tilhører den
Hellige selv – den treenige Gud.
Og når vi tilhører den Hellige, så skylder vi også at leve, som han vil,
at vi skal leve –d.v.s. i og med kærlighed til Gud og næsten. Ja, ifølge
evangelisten Johannes har Jesus engang sagt: ”Deraf kan alle vide, at I
er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”
Det er desværre langt fra altid, at det lykkes for os. Vi bekender at vi
tror, men det er ikke altid, at vi formår at lade troen føre til indbyrdes
kærlighed og gode gerninger. Vi har det med at gøre visse ting, vi ikke
ville, synger vi i en moderne salme af Iben Krogsdal.
I forlængelse heraf giver det fortsat mening ikke bare at bekende troen,
men også at forsage djævelen.
Forsagelsen
Det er næppe tilfældigt, at det var i 1949 efter afslutningen på 2. Ver-
denskrig, at man besluttede at følge Grundtvigs gamle opfordring til, at
forsagelsen skulle med som en vigtig optakt til trosbekendelsen.
Forsagelsen forstår Grundtvig som en form for omvendelse – en venden
sig bort fra alt det onde, som vil ødelægge livet i os og omkring os.
For livet er en kamp – en kamp imellem det gode og det onde, som
Grundtvig skriver:
Godt og ondt og lys og mørke,
sandt og løgn og liv og død
i hvert hjerte prøver styrke,
farligt er det sammenstød…
(DDS 155 v. 3)
Ja, faktum er, at vi lever i en verden, hvor ondskab og mørkets gernin-
ger er en realitet. Og ind i den virkelighed giver det fortsat altid mening
at forsage og sige nej til det onde, som kan hindre os – hver for sig og
sammen - i at vælge og leve det gode liv omsluttet af den treenige Guds
tilgivelse, forsoning og fornyelse. Det giver mening at kalde det onde ved
navn og bede om Guds hjælp til at holde os fast i troen, håbet og kærlig-
heden, og dermed hjælpe os i kampen mod det onde.
Alt dette og mere til er, hvad Trosbekendelsen handler om. Der er noget,
vi siger nej til, og noget vi siger ja-tak til.
På gensyn til konfirmandtræf 2025!
