Undervurder aldrig en god gerning

“Det kan godt se ligegyldigt ud, når man sorterer affald eller vælger klimavenlige løsninger, men vi mennesker er åndelige, og pludselig – måske først om ti år - kan din gerning inspirere andre”, siger Mikkel Vale, sognepræst i Udby

Der er smukt på Tuse Næs, hvor Mikkel Vale er sognepræst. Lammefjorden, Isefjorden og Holbæk Fjord slynger sig om Næssets bakker, der er beklædt med skov og marker. Og ved kirken i Udby, har menigheden ladet den vilde natur overtage tidligere landbrugsjord som et bidrag til den trængte biodiversitet. 

”Fiskens element er vand. Uden vand dør den. Menneskers element er jo skaberværket. Uden det dør vi”, fortæller Mikkel Vale, der har taget magasinet Palladius’ udsendte med ud i naturen under åben himmel. Naturen og klimaet er vigtige for sognepræsten. Det har de altid været. Og det hænger tæt sammen med hans kristne tro. 

"Vi tilbeder egentlig ikke naturen i kristendommen. Vi beder kun til Gud, ikke til træer og sten. Men man kan sige, at naturen er hellig for os, fordi Gud har skabt den, og hver eneste skabning vidner om hans kreative skabermagt. Så som kristen er natur ikke bare en ressource, der giver os mad, ly og varme. Naturen er en medskabning. Hver eneste art og hvert individ har værdi, selvom vi ikke lige kan finde noget at bruge dem til. Vi er dannet af den samme materie, den samme urmasse, som var sammenklemt ved The Big Bang og som nu befinder sig i alt fra kæmpe galakser til spindelvæv – og os”. 

Frygt er fornuftigt og forståeligt når dommedag truer.
Kirken har stor rutine i at tale om dommedag, fortæller Mikkel Vale, mens vi bevæger os ind i den skyg-gefulde skov, der befinder sig på den anden side af blomsterengen på Tuse Næs. Herinde har skoven også fået lov til at passe sig selv, og det gælder om at se sig for, for ikke at snuble over grene og selvsåede buske og træer. 

”I 1900-tallet blev vi ofte latterliggjort, og der er mange vittigheds-tegninger med profeter, der står på gadehjørner og råber, at nu går jorden under. I dag overgår medierne og naturvidenskaben den kristne dommedagsforkyndelse med mange mil.

Men mange af kirkens tekster har det perspektiv, at vi før eller siden går under. Det er temaer, som er omsluttet af en del blufærdighed i samfundet, men i kirken er vi temmelig bramfrie om det – og det kan måske faktisk være frisættende i den krisetid, som vi befinder os i nu. Ikke fordi vi i kirken elsker gys, gru og drama, men fordi vores undergang er forbundet med håb. At Gud, der engang har skabt vores fantastiske univers, kan gøre det igen”, siger han. 

“Vi prøver at følge Gud både i døden, men sandelig også i livet, og så bliver tilværelsen fyldt med håb. Men, om det kristne klimahåb, vil jeg sige meget tydeligt, at jeg ikke kender nogen kristne, der regner med at Gud springer frem og fikser CO2-problematikken, så vi bare kan fortsætte med vores overforbrug og vores køb-og-smid-væk-kultur. Det kristne håb handler ikke om at genvinde fundamentet for komfort og nydelse. Det handler om, at når alt virker håbløst, giver det dig mulighed for at gøre en forskel. Det kan give dig trøst i fortvivlelsen og betydning i tilværelsen.”

Men Mikkel Vale forstår godt, at flere og flere mennesker bliver ramt at angst for fremtiden på grund af det ekstreme vejr, vi oplever og den uforudsigelige fremtid, vi går i møde med klimaforandringerne.  

”Frygt er fornuftigt og forståeligt. Det vil nærmere være et tegn på fortrængning og ligegyldighed, hvis man ikke bliver påvirket, når eksperter taler om klimakrisen og de uoverskuelige følger, som overophedning af jorden har. Men jeg tror også, at frygten især opstår, fordi vi samtidig ser, hvor lidt myndighederne gør. 

Især de unge må blive ramt, for de ser og hører den voksne verdens grufulde nyheder, og samtidig oplever de en forloren og meget lidt offervillig voksengeneration”, siger han. Og det er blandt andet her, at folkekirken ifølge Mikkel Vale kan spille en vigtig rolle.

”Folkekirken er et sted, hvor vi taler om, hvad der er godt og ondt. Vi taler om troskab, uselviskhed og beskyttelse. Vi skal beskytte vores familie, vores medmennesker og selvfølgelig også vores medskabninger. Når vi taler om storhed og betydningsfuldhed, så har det intet at gøre med magt, indflydelse og rigdom. Det er i Guds øjne bagateller.

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper og baptistpræst Martin Luther King sagde: ’Alle kan være store i Guds rige; for alle kan tjene’. Den storhed og betydningsfuldhed, som vi er advokater for i kirken, den kan løfte de fleste af os op til et betydningsfuldt liv. 

For der er brug for dig. Det er et af de allermest glædelige og meningsfulde budskaber i denne krisetid. Der er brug for dig og din indsats. Det, der tæller, er, at du tjener og beskytter andre. Og et sådan liv er der rig mulighed for at leve i denne tid med klimakrise”. 

Vi stopper op i skovbrynet og ser ud over blomsterengen, hvor fluerne svirrer og ukrudtet stråler side om side med farverige blomster.

”Klimakrisen medfører, at vi kaster rundt med skyld og skam, ikke kun på andre, men også på os selv. Det er vigtigt at huske, at ingen af os selv har valgt at blive født i en tid, hvor klima- og biodiversitetskrisen hærger. Og lige så lille en betydning du kan have for, at krisen bliver afbødet, lige så lille har din betydning været for, at den opstod.

Det betyder dog ikke, at du kan slippe for den opgave, der ligger der til din generation. Og du må aldrig undervurdere en god gernings betydning. For det kan godt se ligegyldigt ud, når man sorterer affald eller vælger klimavenlige løsninger, men vi mennesker er åndelige, og pludselig – måske først om ti år - kan din gerning inspirere andre”.

Tag din opgave på dig - beskyt Guds fantastiske og mangfoldige skaberværk 

I midten af den lille skov er der et vandhul. Nærmest som et symbol på den klimakrise, vi står midt i, er vandspejlet, der reguleres af grundvandet, meget lavt. Knudrede grene og stammer, der normalt er skjult i vandet, ligger som en krans omkring det mørke vandhul. 

Ifølge Mikkel Vale er der mange, der bliver fortvivlede, fordi de prøver at gøre alt det rigtige og samtidig ser, at den store forurening og den grådige udnyttelse af planeten fortsætter. Det føles ligegyldigt og som en dråbe i havet. Men her finder han især inspiration i beretningen om Jesus.

”Jesus vandrede rundt og helbredte mennesker velvidende, at han ikke helbredte hele jordens befolkning, og velvidende, at de mennesker, han helbredte, de ville dø på et tidspunkt. Men alligevel fandt han det umagen værd at lindre, helbrede og gøre godt. Sådan kan vi også se på vores handlinger.

Vi skal ikke sige: ”Jorden brænder alligevel ud om nogle millioner år, så hvad forskel gør det, at jeg redder en sommerfugl”. I stedet kan vi sige ”Så længe denne sommerfug-leart findes, så lad os beskytte den, siden nu Vorherre syntes, det var umagen værd at skabe den”. 

Imens Mikkel Vale taler, er vi igen kommet ud af den vilde skov, og vi står foran den rødkalkede kirke i Udby. Men inden magasinets ud-sendte skal videre, får han et godt råd med på vejen af sognepræsten fra Tuse Næs.

”Det er en udmattende kamp at kæmpe for klimaet og naturen. Det er udmattende, når man ser, hvor uretfærdigt klimakrisens skiftende vejrfænomener rammer. De, der har svinet, går fri, mens uskyldige rammes af oversvømmelse og tørke. Det er en udmattende kamp, når man ser kapitalgiganternes grådighed og politikernes frygt for at røre dem. Men tag din opgave på dig som en værdifuld beskytter af Guds fantastiske og mangfoldige skaberværk.

Livet er en gave, og den er værd at kæmpe for”.