Krisers håbløshed besvares altid med tro

Dette citat af den tyske musikgruppe Einstürt-zende Neubauten stammer fra en sang, hvor digteren sidder i en taxa og ser aftenhimlen over Potsdamer Platz i Berlin, ser månen, stjernerne, planeterne.

Er det skønheden, eller blot resterne af den – en afglans, noget vi som mennesker har korrumperet, og som vi ikke formår at gribe eller fastholde?

For vi er begrænset af os selv og vores kroppe, der lever i verden og tidens forfald. Kriserne og forfaldet har altid trængt sig ind på mennesket. Det er også en af grundfortællingerne i kristendommen. 

Først skabte Gud verden og mennesket, og alt var såregodt. Indtil forfaldet indtrådte. Hvad vi mytologisk og teologisk omtaler som syndefaldet, da Adam og Eva forbrød sig mod Guds orden. Kristendommen er historien om overvindelsen af dette fald.Vi håber på en ny skabelse, der kan gøre alting godt igen.

Med andre ord har krisen og undergangen altid været en uadskillelig del af selve kristendommen. Vi længes efter en ny og bedre ver-den. Intet nyt under solen.

Måske vi i vores nutid momentant havde glemt, at kriserne findes? Indtil vi for få år siden atter blev katapulteret ud i menneskets evige grunderfaring: at livet og den verden, vi bebor, er truet af undergang.

Måske der har været noget overmodigt i at tro, at tiden, vi levede i, skulle være anderledes end alle andre tider? At vi var herskere over jorden, vejret, stederne, sygdommene, døden og dermed livet.  

Næsten al stor teologi i kristendommens historie er skabt som reaktioner på kriser i tiden, hvorfor teo-logien og troen er et ressourcerum for menneskers erfaringer. For mon mennesker var anderledes ufrygt-somme i gamle dage?

Nej, også de var bange og bekymrede og længtes efter håbet om det bedre. Igennem tiden har svarene været forskellige, men går vi til middelalderen og renæssancen, da var mennesket måske mere bevidst om sine egne begrænsninger.

Før Martin Luthers reformation af kirken i 1500-tallet herskede der en tro på, at hvis vi dog bare bestræbte os på at leve det rette liv, så ville vi blive beløn-net og kunne gå ind til et bedre liv, når Jesus kom tilbage og dømte levende og døde.

De store epidemier, kriser og krige har altid virket omkalfatrende for os. Den sorte død, pesten i 13- og 1400-tallet, var medvirkende årsag til renæssancens nye menneskesyn: Hvem er jeg, hvem er jeg menneske, der overlevede dette?

Er det Gud, der straffer os?

Denne tanke var også med til at katapultere reformationen frem. Martin Luthers berømte spørgsmål, ”hvordan finder jeg en nådig Gud?”, var også en reaktion på den krise, som sygdomme og ulykker udløste i Vesten i hans tid.

Luther vendte datidens tankegang om. Før hed det, at vi måtte handle og arbejde os ud af krisen for at opnå frelsen. Nej, mente han – først må vi håbe. Vi må have tillid til, at Gud elsker os, før vi overhovedet er i stand til at gøre noget godt her i livet. 

Den nye skabelse var ikke noget, vi selv kunne udvirke, men vi kunne stole på, at Gud mente, hvad han sagde. Det gjaldt, når han i dåben gjorde os til sine elskede børn – eller når han i nadveren rakte os syndernes forladelse og dermed en ny chance for at leve frit og handlekraftigt.

Da første verdenskrigs rædsler i begyndelsen af 1900-tallet kuldkastede datidens tro på, at samfundet var ideelt indrettet, og mennesket levede det moralske liv – ja, da svarede teologerne (bl.a. schweizeren Karl Barth), at Gud var noget helt andet end os. 

Krigen og rædslerne havde vist os, at vi selv var utilstrækkelige og ikke kunne sige noget på Guds vegne. Men vi kunne dog stole på ham og være bevidste om, at trods verdens undergang og død var vi i Guds hånd. 

Står vi nu igen på dette sted?

Kriserne har stået i kø. De er gået fra det abstrakte og fjerne til det nære. Coronaen, hvor sygdommen ‘dansede med os’ - for at bruge et makabert middelalderligt billede, dødedansen, som statsministeren dengang malede frem. Eller terrorkrisen, finanskrisen, migrantkrisen, energikrisen, inflationskrisen og de aktuelle krige.

En teologisk fagterm for denne form for undergangsstemning er ‘apokalyptik’. Det er et græsk ord, der betyder åbenbaring eller afsløring. Og det er sandt: kriserne åbenbarer noget om os – og afslører frygt, længsler og håb.

”Over verden går en mere alvorlig storm. Den sætter sin mund til vor sjæl og blæser for at få tone. Vi frygter at stormen blæser os tomme”. 

Citatet er fra digtet ”En vinternat” af Tomas Tranströmer, den svenske digter, som i 2011 modtog Nobelprisen i litteratur. Selvom ordene har årtier bag sig, rammer de måske manges sorger og problemer med klimakrisen.

For andre er det måske Rusland-Ukraine-krigen, der blæser en storm af magtesløshed gennem sjælen. Ser vi tilbage på middelald-eren, hvis undergangs- og domme-dagsvisioner vælder frem på mange af kirkevæggenes kalkmalerier i Roskilde Stift, havde de også dengang en dyb angst for undergangen – men altid fulgt af en stor tro på, at Jesus i sidste ende ville vende tilbage og gøre alting nyt.

Et berømt kalkmaleri findes i Tuse Kirke ved Holbæk. Her ser vi et voldsomt helvedesgab, straks man træder ind i kirken. Det bemærkelsesværdige er den lighed, som denne dom-medagsscene forkynder. For det er ikke bare bønder og menigmand, der bliver slugt af Djævelen – det er også dem højt på strå, biskopper, præster, høje herrer. Der var dengang en trøsterig lighedstanke i fortabelsen – når dommen kommer, kunne alting blive vendt op og ned: De sidste skal blive de første, de mindste de største. 

I Theis Ørntofts nye roman ”Jordisk” mødes de tre søskende Joel, Rhea og Miriam ved julebordet, og samtalen drejer sig henimod klimakrisen.

Vi skal nok bide mærke i personernes symbolske navne: gymnasielæreren Joel – hans navn er hentet fra Joels Bog i Det Gamle Testamente, der fortæller om en altfortærende og forestående naturkatastrofe.

Kollektivisten Rhea er søgt til Møn for at leve tæt på naturen – hendes navn er afledt af et græsk ord for jord. Endelig er der københavneren Miriam, gift med en aktiehandler, der lever et helt anderledes storbyliv. Hendes navn genkender vi også fra hebraisk – hun er Moses’ og Arons søster, en dobbelttydig figur, der både kan profetere, men også rammes af Herrens straf.

Samtidig er det også det navn, vi kender fra Det Nye Testamente som Maria, Jesu mor – pligtopfyldende og lydig.

Men lad os sætte os til bords i Miriams lejlighed på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Her lufter Joel en tese om, at klimakrisen slet ikke er kilde til undergangsstemningen. ”Hvad nu, hvis klimakrisen som noget af det eneste i vores tid giver mening, fordi den udgør et kollektivt, verdensomspændende projekt? En fælles fortælling?”, spørger han. Anderledes sagt er optagetheden af at redde klimaet blevet en religion, der svarer på, at vi i Vesten har mistet vores ”jordelement”, som Joel forklarer. Der er en fornemmelse af, at noget er rivende galt, men på en alt for abstrakt måde, fortsætter han.

Ørntofts personer er sigende: Klimapolitik og alskens forsøg på at komme tilbage til det jordiske og det simple er i høj kurs i disse år. 

Tænk på den populære ”Ærømanifestet” af Maj My Humaidan, hvor familien går imod samfundsfortællingen om effektivitet og tro på, at arbejde og fremskridt og vækst kan redde verden.

I stedet flytter de til Ærø, dyrker jorden, går hjemme og finder frihed og mening, men bliver også fremmedgjorte, fordi vores tænkning i dag er bestemt af det progressive: At vi hele tiden skal arbejde på at optimere og gøre fremskridt. 

Også denne sidste tanke er i mange henseender noget, vi kan finde i kristendommens historie. I 1700-tallet kom en fromhedsbølge over det protestantiske Europa. Mange troede, at undergangen var nært forestående – derfor gjaldt det om at blive personligt omvendt, individuelt udleve og arbejde på frelsens sag.

Denne tankegang omindividets kolossale magt over egen frelse og forsøgene på at trække Guds kommende ideale rige ned på jorden fik konsekvenser for vores måde at tænke på helt frem til i dag –bl.a. gennem senere vækkelsesbevægelser som grundtvigianismen og missionen.

Jeg har selv skrevet en bog sammen med litteraten Kasper Støvring, ”Breve fra provinsen”, hvis undertitel er sigende: ”Om at finde hjem i en urolig verden”. Heri peger jeg på, at vi over for krisernes håbløshed må svare med tro.

Fordi mennesket aldrig vil komme ud over sin krisestemning alene ved sine handlinger. Fordi vores erfaring af forfald, krise og død må modsiges radikalt af noget, der er højere og større end os. Og det er netop kristendommens centrale budskab: At trods vores afmagt, så er vi alligevel magtfulde,fordi tilgivelsen og kærligheden fra Gud er det allermest frisættende.

Det indgyder os nemlig håb om, at forfald, krise og død altid og allerede er overvundet, også selvom alting for os selv som mennesker og for det samfund, vi lever i, forandres gennem tiden.

Jeg synes, det rimer på en anden og ældre digters tanker, nemlig Ole Wivels. Han skriver i sit digt ”Påske” fra 1948 om det moderne liv i tiden efter anden verdenskrig. Det er som en ødemark, en ensom tid i en gudsforladt verden. Men ”nye tiders tro skyder frem fra kernen af den tro, som er døende, fra dens ursymboler. At skænke disse symboler ny virkelighedskraft er i dag kunstnernes egentlige opgave.”

Det er en opgave for alle – og Wivel tænker på kristendommen. Ud af kristendommens hårde kerne – som et hvede-korn – vil noget nyt kunne spire frem. 

Det er et opstandelsesmotiv: Krisen vil fostre noget nyt. Kirkens og teologiens historie har igennem årtusinder lært os den lektie: at uden krisen, ingen afklaring af, hvem vi er – og derfor heller intet håb om forandring og nyt liv.