Du skal vide, at du er altid allerede elsket

Fremtiden tilhører de unge, men hvad kan de bruge tro og kristendom til i en verden, hvor mulighederne er uendelige for dem, der præsterer, hvor stress og angst er en folkesygdom, og hvor den store klimakrise hænger som en sort sky over vores hoveder? Vi har spurgt fem præster under 30 år om, hvordan de fandt troen på Gud, og hvorfor folkekirken måske er mere relevant for unge nu, end den har været i mange generationer. 

Stemningen er løssluppen i de slidte, højloftede lokaler i Roskilde Palæ, som danner baggrund for dagens fotografering af fem præster fra Roskilde Stift. 

Noget de alle fem hurtigt bliver enige om, når det gælder folkekirken anno 2023, er, at den altid har været relevant. For det grundbudskab, at man er elsket, ligegyldigt hvad man har præsteret - eller ikke præsteret - har altid været det samme. Men den udvikling, som samfundet og verden har bevæget sig i de sidste mange årtier, har pludselig skabt nogle udfordringer for det at være menneske, der især rammer unge hårdt.

Og dermed kan man godt tale om, at folkekirken måske er mere relevant for unge, end den har været i meget lang tid.

“I en verden med stor omskiftelighed, tror jeg, at styrken ved folkekirken er, at budskabet altid har været det samme. At der rent faktisk findes en orden i universet, og at vi alle har en plads her i livet. At vi ved, at der altid er et sted, hvor du er velkommen og at, uanset hvor du er i livet, så er du elsket. Det, tror jeg, er en mangelvare i vores tid”, siger Christian Dyrvig Wendelboe, sognepræst i Sankt Mortens Kirke i Næstved. 

Nora Charmati, der er sognepræst i Herfølge Kirke, fortsætter:

“Det er så tydeligt, at mange mennesker har det dårligt i dagens Danmark. Det er et paradoks, for vi er et velhavende samfund, hvor mulighederne i udgangspunktet er uendelige, og alligevel er vi rigtig ulykkelige.

I vores kultur er vi rigtig optaget af os selv. Det har vi nok altid været, men i dag bliver vi i særlig grad opfordret til at fokusere på os selv. Til at vurdere os selv i forhold til andre. Vi har samtidig fået en masse elektroniske fællesskaber, der er med til at dyrke idealerne, hvilket får mange til at føle sig dømt ude og ensomme.

Og her kan kirken være en modvægt, for den handler jo om fællesskab. At se på andre før sig selv”, siger hun.

Det er Mille Bang, sognepræst i Himmelev Sogn, enig i: 

“Der var en sociolog, der talte om, at unge mennesker især havde brug for præstationsfrie rum i dag. I skolen handler det bl.a. om at få gode karakterer, og i mange fritidsaktiviteter handler det jo også om at dygtiggøre sig, skille sig ud og blive set.

Mange unge føler sig enormt utilstrækkelige, og der tror jeg helt klart, at kirken kan være det præstationsfrie rum, hvor du ikke skal være den bedste. Her får du at vide, at du er altid allerede elsket – ikke for det, du præsterer, eller gør, men for det menneske, du er”.

Et fællesskab med sprog for det, der er svært at tale om

Ifølge de fem præster findes der i folkekirken et særligt sprog og rum for at tale om det at være menneske. Noget som måske netop kan hjælpe i en verden, hvor der hurtigt skal findes løsninger, tages beslutninger og vælges fra eller til.

For måske glemmer vi ofte at mærke efter og spørge os selv og hinanden, hvordan vi har det som mennesker med hele tiden at skulle præstere, eller at skulle forholde os til de store kriser, som på den ene side er meget konkrete og tæt på, men som også kan føles fjerne og udefinerbare.

Og her kan tro og eksistens spille en stor rolle, fordi det giver os muligheder for at stille de store spørgsmål og tillade en naturlig tvivl.

“Der er mange, der har en opfattelse af, at hvis man er troende, så er man aldrig i tvivl. Men det er helt forkert", siger Steffen Bjerre Nielsen, sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Sogn.

"Tro indeholder jo netop en tvivl og en søgen efter et svar. Man bliver måske aldrig færdig med at søge, og sådan har det altid været i kristendommen. Det er måske derfor, vi har udviklet en måde at tale om det, der er svært. Om det så er angst for klimakrisen, skammen over ikke at kunne leve op til forventninger eller det at føle sig ensom.

Og det er måske netop her, at folkekirken kan give mennesker et særligt sprog til at snakke om det at eksistere som menneske. No-get, der kan være svært at gøre andre steder”, siger Steffen Bjerre Nielsen.

Mille Bang bekræfter, at der i kirken er højere til loftet. Noget, hun selv lagde mærke til, da hun var ung og gik til konfirmationsforberedelse:

“Altså, i skolegården, i klassen eller derhjemme ved spisebordet, der talte man jo om lektier og ting, man nu ellers gik op i. Praktiske ting, man gjorde eller gerne ville. Men i kirken var der ligesom meget højt til loftet, og du kunne stille spørgsmål, som ”hvad det vil sige at være menneske”?.

Det åbnede verden for mig, og den blev på en måde meget større”.  

Lasse Thorman Madsen, der er sognepræst i Herlufmagle Sogn, fortsætter:

“Vi har været igennem meget de seneste år. Den ene krise afløser den anden samtidig med, at der er tilbud på alle hylder – det handler bare om, at du bestemmer dig for og rækker ud efter det, du vil med livet. Det skaber måske en dybereliggende eksistentiel rodløshed, for hvad er vi, hvis vi ikke lykkes med det, vi rækker ud efter?

Og hvem er vi egentlig, når vi opdager, at livet kan være skrøbeligt, og vi ikke kan styre alt?”, siger han. 

Folkekirken kan stå på de unges side

Steffen Bjerre Nielsen, sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Sogn, mener, at folkekirken kan stå på de unges side, ikke kun i forhold til at gøre oprør imod de normer, forventninger og fokus, der er på at præstere og opnå status, men også i de unges oprør imod det, der truer hele vores eksistens.

”Min tro er ikke så meget en barnetro, men i langt højere grad en uddannet reflekteret tro. Det er ved at stille spørgsmålstegn ved alt, at jeg faktisk er kommet frem til, at troen har noget at give.

Jeg tror faktisk, at folkekirken netop derfor kan stå på de unges side i deres oprør mod tidligere  generationers samfund og i deres forsøg på at råbe op over det, der truer vores verden – f.eks. klimakrisen.

Gud vil noget med den her verden. Kristendommen er ikke kommet for ingenting at betyde. Den vil have os et sted hen, og vi må alle arbejde for en bedre verden”.

Tiden er fuld af krav til de unge, der konstant skal være på, udvikle og omstille sig. Netop derfor kan kirken virke som en modvægt, slutter Lasse Thorman Madsen af:

”Vi er blot er en lille del af denne verden. Kirken var her, da vi blev født, og den er her efter, at vi dør.

Så selv om Bibelen er en gammel bog, og folkekirken kan virke lidt  støvet, så tror jeg, det er sundt for os nogle gange at møde noget gammelt.

At vide, at det her ændrer sig ikke. Det her kan du altid regne med. 

Og jeg tror faktisk, at det netop  er det, der kan gøre folkekirken relevant for unge i dag".