Sommeren viste sig fra sin barmhjertige side, da præster og menigheder fra hele stiftet tog del i den traditionsrige Landemode i Roskilde onsdag den 19. juni.

Se billeder fra dagen her og læs den roste prædiken fra Detlef von Holst, Provst for Holbæk provsti.

Er dette univers et venligt sted?

Sådan spurgte Detlef Von Holst, provst i Holbæk provsti, i sin prædiken under årets Landemode. Et interessant spørgsmål i en tid, hvor flere mister håbet for fremtiden.

Mange har spurgt, om vi kunne bringe hans prædiken, så her kommer den i sin helhed:

"Hvad er det vigtigste spørgsmål, et menneske skal forholde sig til i dette liv?

Nogle hurtige bud på svar:

Farisæeren – eller den ældste søn i lignelsen: Hvordan kan jeg undgå at blive en synder?

Martin Luther: Vi er alle syndere. Men hvordan kan jeg finde tro?

Søren Kierkegaard: Hvordan kan jeg blive mig selv? Eller: Finde hjem til mig selv?

Hartmut Rosa, én af vores tids største tænker:

Hvordan kan jeg finde resonans? Dertil mere senere.

Albert Einstein: Det var faktisk ham, som fik stillet spørgsmålet om det vigtigste spørgsmål – i sammenhæng med ”opfindelsen” af atombomben. Hans svar var: ”Er dette univers et venligt sted?”

Jeg vil gerne invitere jer til at starte her, når vi skal tænke over dagens lignelse: Den fortabte søn. Så hvad tænker I: Er dette univers et venligt sted?

Dem af os der har oplevet euforien omkring 1989, med murens fald og en verden, som åbnede sig - os, som sang (eller føjtede) med på sangen ”Wind of change”, os gamle altså – ville for 35 år siden have svaret: ”Ja, universet ER et venligt sted! De gode kræfter har endelig sejret. Mennesket ER blevet klogere. Fred og velstand for alle – det er muligt. Frihed, lighed, broderskab...

Men hvordan er det i dag?

Den verdenskendte sociolog Hartmut Rosa har i sin tidsanalyse udpeget tre fundamentale kriser, vi står i. Der er klimakrisen, som truer livet på hele vores klode – og som er et væsentligt grundlag også for det, vi kunne kalde flygtningekrisen. Der er demokratikrisen, som truer hele den vestlige samfundsmodel, som hidtil har været grundlæg for, at vi kan leve i fred og velstand. Og så er der det, han kalder ”psykokrisen”, som viser sig i, at flere og flere mennesker, ikke mindst unge, mister fodfæste og har svært ved at navigere i en virkelighed, som de oplever som uoverskuelig, alt for hastigt skiftende og dermed truende.

Derfor, siger Rosa, er mange energiforladte – nogle opgivende, nogle oprørte. Både depression og aggression stiger. Og begge dele fører til en splittelse mellem menneskene, som også er ved at blive mærkbar i vores ellers så fredelige land.

Er dette univers et venligt sted? Det er virkeligheden der gør, at dette spørgsmål trænger sig på på ny.

Den yngste søn i dagens lignelse - den ”fortabte”, han har vist fundet sit svar på det store spørgsmål. Han siger: Ja! Jeg skal ud i verden derude! Jeg tror, at jeg finder lykken dér. Jeg finder min plads, den plads der er tiltænkt mig i denne verden.

Hans far og hans bror spørger sig måske: Jamen, er det ikke herhjemme, du har din plads? Her er du sikker og tryg. Verden derude er farefuld – og vi har også brug for dig her….

Men den yngste søn har det omvendt. For ham er verden derude dragende. Han har brug for at løsrive sig.

Teologisk set er han symbolet på synderen: én der ”af-sond-rer” sig, løsriver sig fra sit fundament, fra livskilden i Gud, i familien og den jord, familien ernærer sig ved. Han mener, at han kan selv.

Men det er én af pointerne i lignelsen, at det viser sig til sidst, at den ældste søn er lige så syndig som lillebroren. For han mener, at han med sin trofasthed har kunnet købe sig til Farens kærlighed - ligesom den yngste troede, at hans penge kan købe nye venner.

Er dette univers et venligt sted? - Hartmut Rosa skelner mellem to typer af mennesker. Og kan dermed måske hjælpe os at se på lignelsen med nye øjne. Rosa siger nemlig, at der findes to grundlæggende tilgange til verden, to måder at møde verden på for enhver af os.

Han kalder dem for begær eller angst. Enten har jeg en tilbøjelighed til at kaste mig ud i verden og alt det spændende, den har at byde på. Eller jeg er et menneske, der fra udgangspunktet holder på sig selv og først skal se det an, som kommer mig i møde. Enten ser jeg verden som dragende eller som noget, der truer mig. Det er disse to ”grundtyper”, som vi møder i sønnerne i dagens lignelse.

Angst og begær - den éne ”grundfølelse” er ikke bedre end den anden. De har det tilfælles, at de er dybt menneskelige. Angst og begær er menneskelige vilkår. Og vi har brug for dem begge. Vi skal indlade os på verden (begær) – og vi skal også være forsigtige, så verden ikke opsluger os (angst).

Teologisk kunne vi sige, at der her er tale om, hvad synden egentlig er. Det er synd for et menneske at være offer for sin angst. Og det er synd, bare at følge sit begær – hvis det bliver til et begær, som gør den anden til et objekt, hvis begæret bliver til magtudøvelse.

For Rosa er det tidens problem, at vi mennesker med fremskridtet i teknologi og videnskab er begyndt at tro på, at vi kan undsige os enhver afhængighed af andre magter. At vi kan forme en verden i vores ånd. Vi kan udnytte naturen efter forgodtbefindende – vi oplever bare nu, at naturen er ved at slå tilbage. Vi kan bruge andre menne-sker for at opnå egne mål – som en Elon Musk, som mener, at arbejderne i hans Tesla fabrikker kan nøjes med at tjene 100 kr i timen, så han selv, den kloge visionær, kan øge sin formue, som man mener er på 1500 mia – altså: 1500 x 1000 mio kroner!

Og vi kan med selvsamme Musk være overbeviste om, at vi kan optimere mennesket, ved at indoperere en chip i vores hjerne – alt imens medarbejdere i ”Open AI”, som arbejder med udviklingen af kunstig intelligens, advarer imod, at det teknologiske fremskridt her kan ende med, at menneskeheden kunne udrydde sig selv.

Så – en sidste gang: Er dette univers et venligt sted?

Jeg formoder, at Hartmut Rosa ville sige: Ja, men vi skal genfinde det, han kalder for resonans. Dét i livet, vi alle trøster efter: at blive set, at blive hørt, at blive mødt med nysgerrighed om, hvad jeg mon har at bidrage med. Lykken, som ligger i, at også jeg går ind i verden uden formål, uden beregning, uden tanken: Hvad får jeg ud af det?

Derfor er det godt, at vi har den tredje i dagens ligning. Og det er faren. Et billede på den Gud, som vi tror på er livets kilde, livets holdepunkt og livets endelige formål. Den Gud, som lever i dyb resonans med sin søn, som fortæller os dagens lignelse.

Så jeg vil slutte med at spørge, hvad Jesus mon ville have svaret på spørgsmålet om det vigtigste spørgsmål, vi skal stille os selv?

Måske er det hans sidste sætning: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? For heldigvis fik vi også svaret. Det kom påskemorgen: Det havde Gud slet ikke. Gud forlader aldrig sine børn. Som pant på dette vendte Jesus tilbage som den hellige ånd – ikke længere bundet til tid og sted, og derfor - det tror vi kristne på - også midt iblandt os her i dag.

Han kommer til os med budskabet om det, som også den yngste søn erfarede: at ingen synd, intet brud kan adskille os fra Guds grænseløse og helende kærlighed, som er det eneste der findes, som vil bestå for evigt.

Så ja: Dette univers ER et venligt sted. Fordi denne verden er heldigvis aldrig vores. Men den er Guds. Amen".

Detlef von Holst, Provst for Holbæk provsti