Af Mette Andersen,
Foto: Bo Nygaard Larsen
Energistyrelsen har den 1. oktober 2009 udsendt et cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner. Cirkulærets overordnede mål er, at det samlede forbrug reduceres med 10 procent frem til 2011 set i forhold til forbruget i 2006.
Af cirkulærets bestemmelser fremgår det blandt andet., at alle statslige institutioner er forpligtet til at:
- udøve en energieffektiv adfærd
- indberette energiforbrug
- sikre energieffektive indkøb
- sikre energieffektive bygninger og
- offentliggøre og synliggøre energi- og vandforbrug
På stiftskontoret er afdelingsleder Mette Andersen udpeget som kontorets energiansvarlig, og der arbejdes for tiden på at få udarbejdet en energimærkningsrapport for kontorets lokaler samt en energihandlingsplan.
Foreløbig energihandlingsplan
- elspareskinner på alle arbejdspladser (er etableret de fleste steder)
- glødepærer er så vidt muligt udskiftet med elsparepærer
- vinduer er tætnet (2010)
- sørge for at printere, pc'ere osv. der indkøbes fremover er energivenlige
- samme temperatur i alle kontorer
- lufte ud i maksimalt fem minutter ad gangen
- sørge for medarbejderne udviser energirigtig adfærd: husker at slukke lys efter sig, kopiere på begge sider o.s.v.
- slukning af køleanlæg til servere i vintermånederne og udnytte varmen til opvarmning af printerrum
Energimærkning
Roskilde Stiftskontor og bispeboligen bor til leje i et fredet palæ. I fredede bygninger er der ikke krav om energimærkning. Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme, som udlejer palæet, arbejder dog på at foretage en energiscreening. Det kan på nuværende tidspunkt ikke blive oplyst hvornår denne screening vil finde sted.