MIN MOR
VAR PRÆST

Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg kan faktisk næsten kun huske, hvilket tøj, jeg havde på, da min mor blev indsat som præst i Randers. Jeg var jo kun seks år. Men jeg kan trods alt huske, at jeg syntes, det var noget særligt, at min mor var præst.

Der er dog en forside af Randers Amtsavis, der står lysende klart for mig. I forbindelse med hendes første ansættelse som præst, var der et billede af hende, hvor der stod noget i stil med ”I midi til hverdag, i maxi om søndagen” (midi er en kjole, der går til knæet -red.). 

Artiklen handlede ikke en kæft om, hvad hun mente om teologi, men derimod om at hun var kvinde og hvilket tøj hun havde på. 

Da vi boede i Randers, vidste alle, at min mor var præst.

Og fordi hun var kvinde og arbejdede på fuld tid, var der mange, der prøvede at udfritte mig om, hvorvidt jeg blev omsorgssvigtet. Jeg måtte jo være meget alene, tænkte de sikkert. 

Der var de her gamle damer, der enormt gerne ville have hjemmebesøg af min mor og mig. Måske fordi de tænkte, at jeg trængte til lidt omsorg. De gav mig citronvand ude i deres køkken og forsøgte at få mig til at fortælle om, hvad der skete derhjemme.

Jeg kan huske, at jeg hadede de besøg - de var så kedelige. 

Senere flyttede vi til Åbyhøj, hvor det en dag bankede det på døren til vores hus.

Det var Jehovas Vidner, der ville tale med min mor. Hun var ikke hjemme, men så sagde de, at hvis man var kvindelig præst, så kom man i helvede. Det skulle jeg bare lige vide. Jeg må have været 10-12 år på det tidspunkt.

Selvfølgelig har min mor været en rollemodel for mig, for jeg er selv blevet præst.

Hun og de andre kvindelige præster før mig har taget nogle kampe på vegne af os alle. Det har været med til at give mig en selvfølgelighed omkring ligestilling.

Det er jeg taknemmelig for.