Tania Panfilova
I dag er en dag, der bringer mig tilbage til Ukraine. Jeg var derovre lige før krigen begyndte, og det var svært at sige farvel. Men vi var nødt til det. Det, at jeg ikke kan ses med familien, det er en svær følelse at håndtere. ...
I dag er en dag, der bringer mig tilbage til Ukraine. Jeg var derovre lige før krigen begyndte, og det var svært at sige farvel. Men vi var nødt til det. Det, at jeg ikke kan ses med familien, det er en svær følelse at håndtere.
Jeg er dog også fyldt af taknemmelig i dag. Taknemmelig for alt, hvad det danske samfund har gjort det sidste år. Jeg har i løbet af dagen hørt en del radio på mit arbejde, hvor jeg har hørt historier fra danskere, om hvor meget, krigen i Ukraine betyder for dem, og hvordan den har påvirket deres liv. Det er vildt imponerende. Vi står virkelig sammen om det her.
Så jeg er kommet i kirken i dag for at tænde et lys for fred i Ukraine, men også for at sige tak til alle de mange danskere, som jeg har mødt på min vej, og som har hjulpet de ukrainere, der er flygtet herop.
Jeg kunne selvfølgelig bare tænde et lys derhjemme i min vindueskarm, men her i kirken, kan jeg mærke det store fællesskab, og det betyder bare så meget.
Anne Katrine Pontoppidan Clausen
Krigen kom helt tæt på mig en dag i december, hvor jeg med en pose julehjælp under armen, besøgte en ukrainsk flygtningefamilie her i Halskov. Det var lige inden juleaften, og jeg blev inviteret indenfor af en bedstemor og en ung kvinde. ...
Krigen kom helt tæt på mig en dag i december, hvor jeg med en pose julehjælp under armen, besøgte en ukrainsk flygtningefamilie her i Halskov. Det var lige inden juleaften, og jeg blev inviteret indenfor af en bedstemor og en ung kvinde. Vi kunne ikke tale sammen, for jeg kan kun fire ord på russisk, og de kunne hverken engelsk eller dansk. Men jeg fik kaffe, og vi forsøgte med lidt tegnsprog at kommunikere med hinanden.
Jeg kan huske, at solen skinnede ind igennem vinduerne, og der var bare så fredeligt. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de havde lagt bag sig. Hvem de savnede og frygtede for derhjemme. Hvilke tanker de tumlede med. Og jeg kunne ikke spørge ind til det. Det rørte mig dybt, og krigen føltes pludselig meget nær i mødet med dem.
Vi har en del ukrainske flygtninge her i Halskov, og det her møde gav mig idéen til at lave en nytårskur for dem en søndag eftermiddag i starten af året. Der dukkede 40 personer op, primært kvinder og børn. Det var en rigtig festlig dag, og det var rart at kunne hilse på dem, og de kunne møde os. Nu prøver vi at få en cafe for ukrainere op at stå, for vi vil gerne gøre noget, som kan gøre deres liv en lille smule bedre, mens de er her.
Det er en naturlig næstekærlig handling, synes jeg.
Else Johansen
Mine børn er vokset op med at skulle kende den 9. april 1940. De er kun 50 år gamle, men når man som jeg har oplevet følelsen af at være underlagt en besættelsesmagt, så glemmer man det aldrig. Det er vigtigt ...
Mine børn er vokset op med at skulle kende den 9. april 1940. De er kun 50 år gamle, men når man som jeg har oplevet følelsen af at være underlagt en besættelsesmagt, så glemmer man det aldrig. Det er vigtigt at tænke på alle de mennesker, der nu lider. Tænk sig at blive bombet fra hus og hjem. Det er frygteligt.
Da krigen begyndte, havde vi besluttet, at hvis der kom nogle ukrainere til vores dør, og de havde brug for tag over hovedet, så havde vi plads. Men der er ikke kommet nogen endnu.
Jeg tror, at kirken spiller en stor rolle, for de fleste ukrainerne der kommer herop, er jo troende. Og jeg ved også, at der kommer nogen her i kirken. Men det er også et vigtigt sted for os danskere. Det er her, vi kan komme, og hvor der er plads til vores tanker. Rum til tid og refleksion. Også i en tid som denne.
