DA KØGE SKØD MENIGHEDSRÅDSVALGET I GANG

Parkeringspladsen var mere end fyldt da 200 lokale medlemmer af folkekirken var mødt op for at deltage i en stemningsfuld aften på Lillesyd i Herfølge. Rasmus Botoft og Anne Dorte Michelsen indtog podiets røde sofa til en samtale om tro og kirke inden tilhørerne selv skulle bidrage til debatten.

”Folkekirken driver ikke sig selv. I Køge kommune er der 12 menighedsråd som med engagement og dygtighed sørger for både aktiviteter og gudstjenester i kommunens kirker og sognegårde og for driften af de mange kirkebygninger og kirkegårde.” 

Med de ord bød Jens Elkjær Petersen, provst i Køge Provsti, velkommen til godt 200 mennesker som torsdag den 29. februar 2024 var samlet på Lillesyd i Herfølge til en aften som var det officielle startskud på menighedsrådsvalget i Køge kommune. 

Mennesker af ord og billeder

Det er ikke helt let at bespise 200 mennesker på en time, men kokkene fra Lillesyds gildesal Ingrediensen, havde tryllet med både menu og logistik. Øl, vin og vand stod på bordene kl. 18.00, og på under 25 minutter havde alle efter tur hentet en tallerken med fire slag slags hjemmelavet stegt gris, grillede grøntsager, salater og dejligt brød. 

Efter middagen indtog Anton Pihl, der er formand for Landsforeningen af menighedsråd, scenen sammen med skuespiller Rasmus Botoft og sanger/sangsangskriver Anne Dorte Michelsen. Sammen skulle de drøfte, hvad kirke og tro betyder for os alle sammen.

Anton Pihl indledte: ”Rasmus og Anne Dorthe I er mennesker af ord og billeder. Nogle gange, så er det jer, der sætter ord til billeder. Andre gange så skaber jeres ord billeder for os. I kan sætte ord på tingene. Og nogle gange er det jer, der er billedet, eller I bliver billedet. I aften skal vi tale om kirke og tro og folkekirken, og jeg kunne godt tænke mig at spørge jer, hvilke billeder kommer frem på jeres nethinde, når vi siger folkekirken?”

Rasmus Botoft er vokset op med folkekirken, selvom hans familie ikke var decideret religiøs. Men han har gennem barndommen besøgt utallige kirker og kigget på kalkmalerier og kirkekunst. Rasmus fortalte: ”Jeg kunne aldrig drømme om at melde mig ud af folkekirken, og jeg synes det er en meget vigtig institution i vores land og en meget vigtig del i vores samfund, som gør os til dem vi er, de danskere vi er. Jeg får mange billeder, når du siger folkekirken, og jeg får mange billeder af mange forskellige kirker, fordi jeg virkelig godt kan lide at gå ind i kirkerummet. Og bare det at man kan gå ind sådan et sted, hvor der er ro og stille og ingen biplyde, det er meget vigtigt for os alle sammen”.

Anne Dorte Michelsen er modsat ikke vokset op med kirkebesøg. Hun måtte ligefrem insistere på at få lov til at gå til korsang i kirken som barn. 

”Gud er kommet til mig gennem sange, og jo flere gange jeg har sunget salmerne, og jo flere gange jeg har taget dem i min mund og taget dem i min krop, jo tættere er jeg kommet på Gud. Det er ikke noget, jeg har fået med mig fra mine forældre,” fortalte Anne Dorte Michelsen.

En kedelig fordom

Rasmus Botoft pointerede undervejs i samtalen at ”mange vælger folkekirken fra, fordi de har en fordom om, at den er kedelig, at den er tyngende og holder én nede. Men jeg synes, at troen skal sætte os fri, sætte dig fri og sætte mig fri og ikke tynge os. Troen skal holde os oppe. Religionen må aldrig blive sådan, at der er en masse regler, der tynger os, og giver os skyld og skam og gør, at vi ikke tør noget og gør, at vi ikke tør danse og sprede vingerne ud og hoppe og gå amok. 

Det, at folkekirken for nogle er forbundet med noget kedeligt og tungt, er en fordom, som holder mange væk fra folkekirken, og det er synd og skam, fordi kirken kan jo alt muligt. Når nogle snakker om, at folkekirken er død, så kan de jo bare komme her til Lillesyd.  For det er da helt imponerende hvor mange dejlige mennesker, der sidder her i aften.”

Det sidste fik salen til at bryde ud i klapsalver!

Et uenighedsfællesskab

Anton Pihl spurgte nu, om Rasmus og Anne Dorthe havde indtryk af, at den der frihed står klart nok. Han uddybede: ”Der var der engang en, der beskrev folkekirken som et stort uenighedsfællesskab. Et stort trossamfund med millioner af medlemmer som er rygende uenige om det meste, og som alligevel insisterer på, at det er et fællesskab, der en gang imellem manifesterer sig til en gudstjeneste eller noget andet. Er det så lykkedes at sælge den der frihed tydeligt nok?”

Rasmus Botoft replicerede: ”Jeg synes, det er fedt, hvis vi er dybt uenige, og der så faktisk er et sted, hvor vi kan gå hen og synge salmer sammen og lytte på en præst. Og hvor der er nogle ritualer, der bliver overholdt, som vi er fælles om. Folkekirken skal kunne samle os, så vi har et sted, når der sker voldsomme ting i livet som dødsfald og også vidunderlige begivenheder som bryllupper og dåb. Det er vigtigt, at man har et sted, der kan stå for de ritualer. ”

Anne Dorte Michelsen gik fra kirkens ritualer og videre til højmessen. 

”Jeg sidder og tænker på, at når man går i kirke til en ganske almindelig højmesse, så tror jeg, at der er mange, der er der, der ikke er der. Jeg tror, at der er mange som egentlig har en stor glæde ved en forvisning om, at nu er det søndag, og nu er der en højmesse. Man kommer så ikke lige derhen, men er der på en eller anden måde alligevel. 

Når jeg skriver en sang, har jeg et program der hedder 2 vers og et omkvæd. Der er nogle ret strikte regler for formen, men inden for den form, er der mange muligheder. Sådan har jeg det personligt også med højmessen. Jeg sætter utrolig stor pris på det konservative. På hele ritualet, liturgien, velsignelse og nadver. Det alt sammen. Og nu har jeg efterhånden fundet ud af, hvornår jeg skal rejse mig. Learning by doing altså. Og det jeg elsker er, at jeg kan bare komme i kirken. Der er ikke nogen der noterer det eller spørger: Hvorfor var du der ikke i søndags. Og så elsker jeg lyset, som det falder ind igennem kirkens vinduer søndag formiddag, og man sidder der. Og man ved, at der sker vitterlig ikke noget som helst, men så samtidig sker der så meget. 

Samtale ved bordene

Efter samtalen fra podiet skulle tilhørende selv på arbejde og drøfte, hvad tro og kirke betyder lokalt, hvad der er vigtigt i kirken og hvad der er vigtigt i de lokale menighedsråd. Folk sad blandet så drøftelserne ikke drejede sig om de konkrete sognekirker, men om kirkerne i Køge kommune set i et helikopterperspektiv. 

Snakken gik da også livligt ved alle borde, hvor bordværterne – en præst og to menighedsrådsmedlemmer tog noter. De mange input benyttes af provstiet til det videre oplysningsarbejde frem mod de lokale orienteringsmøder omkring menighedsrådsvalget den 14. maj og valgforsamlingsmøderne den 17. september. Disse møder afholdes lokalt i alle kommunens sogne. (Kun i pastorater med flere sogne kan det komme på tale at have en ekstra dag udover den 14. maj til et orienterende møde).

Ved flere af bordene handlede samtalen om, hvad man hver især ville kunne bidrage med i et menighedsråd. Der blev nævnt egenskaber som ordentlighed og samarbejdsvilje eller kompetencer som ledelseserfaring, erfaring med økonomistyring, organisationsevner, viden om lokalsamfundet og slet og ret holdninger til sin lokale kirke.

Mange var desuden positivt overraskede over, at Anne-Dorthe og Rasmus var så engagerede i kirkens rolle og funktion, og der var gode samtaler om, hvad der er kirkens vigtigste opgaver.

Stemningsfuld andagt i skoven

Aftenen sluttede med næsten magisk vandring fra Lillesyd gennem mørket og op til den oplyste granskov, hvor man samledes omkring en døbefont, som Peter Aalbæk har opstillet.

Sognepræsterne David Varming Winsløw fra Ølsemagle Kirke og sognepræst Lars Ulrik Jensen, Herfølge Kirke stod for en kort andagt – en lille gudstjeneste - og på denne vinterens sidste aften sluttede man under stjernehimlen med at synge Dejlig er jorden.