Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder fra Stiftet 2023
Nyheder

Kom med, når Roskilde Stift fejrer 75-årsdagen for ordinationen af de første kvindelige præster i Danmark

Den 28. april 1948 er en historisk dag – ikke kun for folkekirken, men for hele Danmark. Her blev Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen ordineret i Odense Domkirke af biskop Hans Øllgaard. Det fejrer vi med en særlig andagt i Roskilde Domkirke samt et foredrag af Lisbet Foss, der blev ordineret i 1963, og som vil fortælle om at være kvinde og præst i en brydningstid.

Den 28. april 1948 blev Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen ordineret som de første kvindelige præster i Danmark. (Foto: Pressefotograf Arne Bloch, Odense Stadsarkiv)

Den 28. april kl. 12.00 kan du i anledningen af 75-årsdagen for ordinationen af de første kvindelige præster komme med til en særlig fredagsandagt i Roskilde Domkirke, hvor pastor emeritus Lisbet Foss vil medvirke sammen med biskop Ulla Thorbjørn Hansen.

Lisbet Foss blev selv ordineret i 1963 og vil efter andagten fortælle om sine oplevelser som kvinde og præst i en brydningstid. Det foregår i Landemodesalen i Det Gule Palæ kl. 12.30. Vi går sammen via Absalonbuen.

Arrangementet er gratis, og du kan tilmelde dig ved at sende en mail til kmros@km.dk

Det historiske rids

Det er kun 75 år siden, at kvinder fik retten til at virke som præster. Baggrunden var en ihærdig menighed i Nørre Ørslev på Falster, der trodsede Kirkeministeriets afvisning af deres ønske om at få den lokale Johanne Andersen som sognepræst. De pressede på og fik Rigsdagen til at vedtage loven om kvinders adgang til præsteembeder.

Men her var modstanden ikke slut. Biskoppen på Lolland-Falster nægtede at ordinere kvinder, 514 mandlige præster skrev under på en protest, hvori de argumenterede for, at det kunne have alvorlige konsekvenser for folkekirken, hvis der kom kvindelige kolleger. Men biskoppen på Fyn, Hans Øllgaard, gik imod strømmen, og derfor blev Odense Domkirke rammen om den historiske begivenhed.

Roskilde Stift ordinerede sine første to kvindelige præst i august 1963 og i 2002 var stiftet det første til at have flere kvindelige præster end mandlige. Roskilde Stift var også stedet, hvor den første kvindelige provst blev valgt. Det skete i 1981, da Karen Horsens blev domprovst.

I september 2022 blev Ulla Thorbjørn Hansen indsat som den første kvindelige biskop i Roskilde Stift.

Tid & Sted:

Dato: Fredag den 28. april 2023

  • Andagten starter kl. 12.00 i Roskilde Domkirke.
  • Foredrag ved Lisbet Foss starter kl. 12.30 i Landemodesalen, Roskilde Stift, Stændertorvet 3a.
  • Tilmelding: send mail til kmros@km.dk.