Margrete den første gæster jubilæum
Sognepræst i Ringsted, Otto Lundgaard, er draget til 1000-års jubilæum i Roskilde, hvor han møder Margrete den første og hendes hof. Det er Rollespilsakademiet, der vækker unionsdronningen, der er begravet i Roskilde Domkirke, til live
Tekst og fotos: Otto Lundgaard
Det er lørdag formiddag i Roskilde. På Stændertorvet foran Roskilde Domkirke og Det Gule Palæ holdes der torvedag. Sådan har det altid været – også tilbage i tiden.
Der er godt med kunder hos de handlende. Smagsprøver bliver indtaget, varer taget i øjesyn. Det er også tilfældet foran en marskandiserbod, hvor en mindre gruppe på otte ejendommelige personer gør deres visit.
En sortklædt, gejstligt udseende herre foretager diskret en ivrig gennemsøgning af en plasticboks med halskæder og vedhæng.
”Jeg søger efter et krucifiks i stedet for det, jeg har tabt,” meddeler han marskandiserbodens indehaver og fortsætter søgningen.
”Se, her er et gudeligt billede, en kristen tavle,” oplyser en yngre kvinde i vissengrøn kjole i et snit fra det forrige årtusinde.
”Arh, den er mig for ortodoks,” svarer den gejstlige og hentyder til, at billedet er en guldmalet ikon.
”Ja, lige nu samler vi alle Rigets rigdomme til at forene Norden,” udtaler en anden yngre kvinde, som er iklædt blå kjole, rød kappe og med en krone sat på sit hvide hovedslør.
”Og så kan man ikke gå rundt og købe smykker.”
Den yngre kvinde med kronen føler sig genkendt, da en af de lokale handlende oplyser, at Dronningen kommer til Roskilde i morgen, og at hun bærer navnet Margrethe den Anden.
”Åh, så hun har vel taget sit navn efter mig! Hvilken ære!”
Med de ord træder Margrete den Første og halvdelen af hendes hof videre ud på Stændertorvet for at møde folket.
Alle otte er de medlemmer af Rollespilsakademiet, som denne lørdag opfører gadeteater foran og i Palæets gård. Margrete og hendes søn, Oluf af Danmark-Norge, er med deres hof rejst til Roskilde for at forlene Stiftets 1000-års jubilæum med en særlig kongelig nimbus. Og det må siges at lykkes, idet de kongelige møder den sommerklædte befolkning med respekt og imødekommenhed.
Rollespilsakademiet vækker en epoke af Stiftets 1000-årige historie til live. Her Margrete den første og hendes hof til torvedag på Stændertorvet i Roskilde.
På marked med Margrete og Drost Podebusk
Deres Majestæt, vi forstår, at De har fundet vej her til Roskilde?
”Ja, der er jo et bymarked, og det er godt, at den unge Oluf kan komme lidt ud i riget,” svarer Margrete den Første og henviser til en yngre herre, klædt i en kongelig dragt i en lysere nuance af kongeblå.
”Se engang, hvor han ligner mig!” erklærer Margrete stolt og tilføjer diskret: ”Ja, han har måske taget lidt mere efter sin far …”
Hvad regner De med at finde på dette folkelige marked?
”Åh! – det er jo nok mest Drost Podebusk, der er ude at betragte, hvad folket kan byde. Og så er det for at hilse på folket. Det er en dronnings pligt. Men de forekommer mig lidt fåtallige. Sig mig, har der været pest for nylig?”
Jeg tøver lidt, idet jeg tænker et par år tilbage i tiden. Imens reagerer Margrete den første prompte med at træde et halvt skridt tilbage.
”Nå, så holder jeg lidt afstand. Den tager jo mange, har jeg hørt.”
”Den kommer nok ikke op i de højere lag,” melder Rigets drost, den høje og rødklædte Henning Podebusk.
Hvem er den sortklædte, gejstlige herre, der virker så søgende ovre ved boden?
”Det er Fader Lodehat,” oplyser drost Podebusk.
”Han er desværre kommet til at forlægge sig sit krucifiks – igen. Ja, det er noget, der hænder i ny og næ.”
”Det er dog utroligt, at han kan være biskop af Sverige og være så glemsom,” indvender den grønklædte kvinde, som vi antager er Margrete den Førstes kammerterne.
”Jamen, han siger jo, at det hjælper ham med at holde kontakt med borgerne og bønderne – så han også kommer ud og kan handle med dem. Købe kirkens velstand tilbage,” svarer Drost Podebusk.
”I grunden en meget kristelig handling,” fastslår Margrete den første.
Jeg bemærker, at Biskop Lodehat har gået ubeslutsomt frem og tilbage gennem længere tid?
”Tvivlen!” påpeger Margrete den Første, og hoffet nikker anerkendende.
”Tvivlen, som her kommer til udtryk, er også en vigtig del af troen! Og den praktiserer han til fulde. Altså troen.”
”Vejledt af Gud gennem den tvivl, han gennemlever,” fuldender Drost Podebusk konversationen.
Audiens i Palægården
Drost Podebusk, jeg erfarer, at Majestæten agter at møde folket i Palæets gård i dag?
”Ja, vi kommer til at have en mindre audiens derinde, efter vi har gået blandt folket på torvet.”
Denne audiens, vil den gentage sig?
”Ja, jeg vil tro, vi har planlagt at gøre det i al fald to gange. Det kan jo tænkes, hvis stemningen er til det, at vi holder flere audienser. Og dette er jo en festdag,” slutter Drost Podebusk.
