Der er brug for flere præster – både kvinder og mænd

Den 28. april kan vi fejre, at det er 75 år siden, de første tre kvinder blev ordineret som præster – nemlig Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen. Det fejrer vi med en særlig andagt i Roskilde Domkirke kl. 12 samt et foredrag af Lisbet Foss kl. 12.30. Lisbet Foss blev ordineret i 1963 og vil fortælle om at være kvinde og præst i en brydningstid. Læs mere om arrangementet her.

I begyndelsen af april var jeg inviteret til Præstø for at fortælle om kvinder i Den Danske Folkekirke. Kvinder fik valgret i Danmark i 1915, og i 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister Nina Bang, og endelig i 1947 blev det så politisk besluttet, at kvinder kan blive præster i folkekirken.

Det hele begyndte dog ikke med en politisk beslutning. Det begyndte med, at der var menigheder, der kaldte de tre kvinder til at være deres præst.

Det var menigheden i Nørre Ørslev på Falster, der tilbage i 1946 kaldte på den lokale Johanne Andersen som deres præst. Hun var nyuddannet cand.theol. Menigheden fra Falster indstillede til Kirkeministeriet, at de ønskede sig Johanne Andersen som deres præst. Men Kirkeministeriet afviste i første omgang menighedens indstilling.

På Falster lod de sig dog ikke slå ud af svaret fra ministeriet. De var stædige og vedholdende. Der blev skabt debat, så kvindelige præster kom på agendaen, også før det ellers var moderne hos vores naboer mod syd og nord. Og allerede året efter i 1947 vedtog Rigsdagen loven om kvinders adgang til præsteembeder.

Menigheden i Nørre Ørslev kaldte fortsat på Johanne Andersen som deres præst – og nu burde der vist ikke være flere forhindringer. Men det var der. Juraen var på plads, men ifølge den daværende biskop i Lolland-Falster Stift var teologien ikke på plads. Han nægtede at ordinere den kvindelige præstekandidat. Men en bispeeksamen og præstevielse skulle der jo til. Og gudskelov var der en modig biskop på Fyn. Så for præcis 75 år siden den 28. april 1948 kunne Hans Øllgaard ordinere Johanne Andersen sammen med Ruth Vermehren & Edith Brenneche-Petersen i Odense Domkirke. Han var iført den bispekåbe, som den nye biskop i Odense, Mads Davidsen, ved bispevielsen palmesøndag blev iført. Og sådan kommer fortid og nutid til at hænge så forunderligt fint sammen.

På sin vis er 75 år ikke længe siden – og samtidig føles det som en evighed. For meget har jo ændret sig siden 1940’erne. I dag er 58% af folkekirkens præster kvinder. Der er en del kvindelige provster, og i dag er tre ud af landets ti biskopper kvinder. Tæller vi Grønland med, så er der endnu en kvindelig biskop.

Den første var Lise-Lotte Rebel, der var biskop i Helsingør stift fra 1995-2021. Mindre kendt i dag er nok domprovst Karen Horsens. Tilbage i 1957 blev hun den første kvindelige teolog, der modtog Aarhus Universitets guldmedalje. Hun var også den første kvindelige formand for Præsteforeningens bestyrelse. Og så var hun den første kvindelige provst og domprovst her til lands, nemlig her i Roskilde stift fra 1981-98. Karen Horsens var også den første kvinde, der stillede op som bispekandidat. Det gjorde hun tilbage i 1992 i Københavns Stift.

Selv tillagde Karen Horsens ikke sit køn nogen særlig betydning. Ej heller dét at være den første. Det er ikke kønnet, der skal være afgørende men teologi og faglighed, sagde hun. Og det kan man kun være enig med hende i.

Vi kunne godt bruge flere præster i Folkekirken, og om de er kvinder eller mænd, det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at de præster, provster og biskopper, der bliver udnævnt, forkynder Evangeliet. De bør være dygtige teologer og sjælesørgere, der vil stræbe efter at blive ved med at dygtiggøre sig til embedet ”ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellig lærdomme”, som der står i præsteløftet.

Der er et mindretal af provster og biskopper, der er kvinder, så det ville ikke gøre noget, hvis flere kvinder turde søge disse embeder. Måske kan mit eget og andres eksempler bidrage til, at flere kvinder overvejer at søge provsteembede og sidenhen bispeembede. Det håber jeg. Men vi skal ikke have kvinder for enhver pris. Og i Folkekirken er det nu engang sådan, at det er sognemenighederne, der kalder deres sognepræst. De kalder ikke på et køn. De kalder på en præst.

Det skal selvfølgelig være tydeligt for enhver, at folkekirken ikke tillader diskrimination eller chikane på grund af køn eller andre forhold. Samtidig er det vigtigt for mig, at menighedsrådene i ansættelsessituationer har valgfrihed - både hvad angår teologisk ståsted og personlighed.

Menigheden bestemmer - sådan var det dengang og sådan er det fortsat. Og det er helt i folkekirkens ånd, at det netop var et sogn, der kaldte på en bestemt præst, der satte hele lavinen omkring kvindelige præster i gang. For det var ikke staten med sit Kirkeministerium, ej heller biskopperne eller de mandlige præster, der kæmpede for at få kvindelige præstekolleger. Heller ikke pressen eller kulturverdenen førte an. Nej, det var og er en lokal menighed på Falster, der kaldte på en præst. Tak for det.

Tillykke med de 75 år til folkekirken med sine mange menigheder, der kalder præster, provster og biskopper af mange slags – både kvinder og mænd!