Undervisning
Konfirmandtræf

Konfirmandtræf

Konfirmandtræf er landets største event for konfirmander og afholdes hvert forår i Roskilde Domkirke. I 2019 deltager 3500 konfirmander fra hele Roskilde stift i dagene 5.-7. februar.  Det arrangeres af Roskilde Stifts religionspædagogiske udvalg.

Konfirmandtræf startede i 2001, og indholdet har varieret fra år til år, men de senere år har man fundet en lidt mere fast form: De unge mennesker og deres præst modtages af guider, der i hold fører dem rundt til en række poster, som handler om årets tema. I 2019 er temaet Jesu "jeg-er-ord." På posterne møder konfirmanderne kvalificerede og erfarne fortællere (præster, kirke & kulturmedarbejdere og andre frivillige fra Roskilde stift) , der engagerer dem i en samtale og aktivitet om kristendom, eksistens og tradition.

Det hele kulminerer i en rigtig festgudstjeneste, hvor trådene samles, og hvor de unge får den enestående fornemmelse af storhed og fællesskab, som en gudstjeneste med flere hundrede jævnaldrende kan give.

Ved tilmelding modtager præsten et undervisningsmateriale, der kan klæde   konfirmanderne på til at få endnu mere ud af konfirmandtræffet.

Undervisningsmaterialet 2019