Undervisning
Gymnasiepræster

Gymnasiepræster

Gymnasiepræsten tilbyder samtaler til gymnasie & HF elever

Man behøver hverken at være kristen eller at tro på Gud for at tale med præsten, og derfor kan unge med anden etnisk eller religiøs baggrund også tilbydes samtaler med præsten.

En præst er vant til at lytte til andre menneskers tanker og udfordringer, en præst har det som en af sine kompetencer, at udøve sjælesorg. Den kristne sjælesorg er en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og praktiserer ubetinget næstekærlighed. Definitionen på sjælesorg er, at den er en særlig omsorg for det enkelte menneske, der har brug for hjælp, ved en afklarende, hjælpende eller trøstende samtale.

I samtalerne handler det om et møde menneske til menneske, og en samtale om de udfordringer der kan følge med, når livet slår gordiske knuder, og man har brug for et menneske som lytter.

Man kan f.eks snakke med præsten om at føle sig ensom, udenfor eller ked af det. Måske har man mistet en kæreste, eller en i familien er død, og nu har man brug for at få sat ord på, fordi sorgen fylder for meget. Eller Måske er man sådan lidt ved siden af sig selv efter at være begyndt på gymnasiet, måske har man prøvet at dumpe til en eksamen, og sidder tilbage med en angst for at det sker igen. Præsten har udvidet tavshedspligt. Præsten kan etablere sorggrupper og samtalesaloner på gymnasierne, og han/ hun kan ligeledes skrives ind i gymnasiernes beredskabsplan.

Derudover kan gymnasiepræsten supplere med viden og faglig kompetence i forbindelse med de etiske og moralske problemstillinger, der måtte  forekomme i undervisningen.