Seneste nyheder
Nyheder

Prædiken-tip: Afslut med spørgsmål

40 præster fra stiftet var fredag formiddag samlet til inspirationsstund arrangeret af homiletisk netværk. Fokus på Johannes-teksterne.

Tryk 10 præster på maven og mindst et par stykker af dem vil med sikkerhed vånde sig over prædikenteksterne fra påske til pinse. 

For her er det Johannes-teksterne, der skal udlægges relevant, nærværende og forståeligt for menigheden. Nogle teologer elsker teksterne, andre ikke. Men fælles for de fleste er, at teksterne er en udfordring. Derfor havde homiletisk netværk fredag formiddag inviteret stiftets præster til inspirationsdag.

Det kom der flere meget konkrete ideer ud af. 

Sognepræst Birgit Svendsen fra Rye og Kirke Sonnerup fortalte forsamlingen, at hun for nylig fik det råd at afskrive prædikenteksten i hånden. Og at det har været en stærk oplevelse at gøre det. 

- Jeg blevet næsten helt chokeret. For jeg så, at den tekst, jeg havde læst så mange gange, nu pludselig trådte frem på en helt ny måde, sagde Kirke Sonnerup-præsten og opfordrede til meget langsom læsning af Johannes-teksterne.  

Et andet konkret forslag til stiftets øvrige præster kom fra Erik Kempfner fra Faxe Ladeplads, der havde fået til opgave at fortælle om sine tanker om teksten til 3. søndag efter påske. 

Han indviede sine kollegaer i, at han gerne slutter sin prædiken med spørgsmål direkte henvendt til menigheden.

Prædiken som optakt

- Jeg kan godt lide at gøre det. For det er med til at understrege, at prædikenen ikke bare skal være i en lukket verden, men derimod er en optakt til noget, man kan gå videre med derhjemme. Den enkelte tilhører føler sig måske truffet, og menigheden får noget at gå hjem på, forklarede Erik Kempfner efterfølgende.

Han gav under seancen et forslag til, hvordan et spørgsmål til sin egen prædiken 3. søndag efter påske kunne lyde:

- Hvis man kun måtte bevare et minde fra sit liv, og Gud skulle gemme det – hvad skulle det så være? 

Riller og kæpheste

Sognepræst Morten Pedersen fra Vor Frue Kirke i Kalundborg var meget glad for at være med denne fredag formiddag.

- Det er en kerneopgave at prædike, og jeg holder meget af at se kollegaer prædike. Jeg kan jo for eksempel godt have min ”riller” og mine kæpheste, som kan have godt af at blive udfordret. Derfor er det vigtigt og inspirerende at være med til en formiddag som den her, sagde Morten Pedersen. 

Maria Harms fra homiletisk netværk præsenterede de 40 præster for den bog, der for mange teologer har været nøglen til at forstå Johannes-teksterne. Nemlig Mogens Lindhardts ”Ikonen med et evige liv”. 

TEKST & FOTO: Rasmus Birkerod