Seneste nyheder
Nyheder

Sommerferielæsning: Provsterne anbefaler

Hvilken bog skal med i rejsetasken? Stiftets provster kommer her med deres forslag. Se listen. 

TEKST & FOTO: Rasmus Birkerod

Sommerferiesæsonen er over os og med den også det årligt tilbagevendende spørgsmål: Hvilken bog skal med i rejsetasken?

Vi har bedt stiftets 12 provster om at komme med et bud på den bedste bog, de nogensinde har læst – og som de vi anbefale andre til god sommerlæsning. Se listen og provsternes begrundelse herunder.

 

ANNA KLUGE, NÆSTVED PROVSTI:

”Forføreren” af Jan Kjærstad

Det er en trøstebog – god at læse i perioder, hvor livet er svært. Både form og indhold kredser om bogens grundlæggende spørgsmål: Hvordan hænger et liv sammen? Læseren får lov til at forestille sig, at der er en meget fin, skjult sammenhæng mellem livets mange begivenheder, som sprænger tiden kronologisk forstået. Det er en religiøs bog, som undgår fundamentalisme, fordi den formår at holde spørgsmålene åbne. Meget karakteristisk indleder den med: ”Men lad mig fortælle en anden historie”.

 

ANNE BREDSDORFF – GREVE-SOLRØD PROVSTI:

”Haren med de ravgule øjne” af Edmund de Waal

Det er fortællingen om en samling af småbitte udskårne figurer – japanske netsuker – der rejser med slægten generation efter generation og fra land til land. Her følger forfatteren sin jødiske slægts historie fra begyndelsen af 1800-tallet i Rusland til vores tid. Han rejser i slægtens fodspor til bl.a. Paris og Wien. Han leder, læser, lytter, ser, dufter og lugter sig ind i slægtens og Europas historie. Slægtens parisiske tid blev ekstra nærværende for mig, fordi jeg er vokset op i Paris og under læsningen opdagede jeg, at jeg hver dag på vej til skole har passeret slægtens villa.

 

DETLEF VON HOLST, HOLBÆK PROVSTI:

„Undersåtten“ af Heinrich Mann ( „Der Untertan“, 1918. På dansk i 1966.)

Det er en beskrivelse af mit fødeland Tysklands vej ind i mørket. Da jeg læste den, blev jeg slået af, at jeg nu forstod kernen i det uforståelige: Hvordan en europæisk kulturnation med en stolt tradition af ”digtere og tænkere” kunne degenerere til det værste barbari, verdenshistorien har set med et stort flertal af befolkningen som medløbere. Mann skrev bogen i 1914 og spåede Tysklands nederlag i 1. verdenskrig – men fik først lov til at publicere den umiddelbart efter krigen.

 

ERHARD SCHULTE WESTENBERG, TRYGGEVÆLDE PROVSTI:

”Humlen ved det hele” af Dave Goulson, 2013

Jeg fik bogen af min svigermor i fødselsdagsgave for et par år siden. Hun blev sikkert inspireret af bogens omslag, hvor der er afbildet nogle forskellige humlebier. Og da hendes svigersøn en gang har været biavler, har hun nok tænkt at bogen måtte være noget for ham.

Bogen beskriver på en underholdende og oplysende måde biologen Dave Goulsons mangeårige arbejde med at studere humlebiernes biologi og betydning for landbruget og biodiversiteten i almindelighed. Dave Goulson er biolog og professor ved University of Sussex i det sydlige England. Der er ikke tale om en fagbog som sådan. Bogen er letfordøjelig men meget oplysende læsning. Ideelt til et par timer på liggestolen i sommerhuset. Samtidig er den et godt bidrag til diskussionen om klimaændringer og miljøbeskyttelse. Med andre ord: God læsning, hvis man synes at ’Grøn Kirke’ er et godt initiativ.

 

JENS ELKJÆR, KØGE PROVSTI:

Mich Vraaes trilogi: ”Håbet” – ”Peters Kærlighed” og ”Faith”

Mich Vraaes fortælling rummer både gru, spændende skæbner og en egen skønhed. Den er dertil velskreven og et vigtigt memento om, at vi ikke bare kan lade vores tid som slavemagt være glemt. Jeg tror ikke på undskyldninger for andres tidligere handlinger, men jeg er overbevist om, at det er vigtigt også at huske den side af dansk historie, som har sat sig så mange spor både her og der.

 

JØRN NOE, KALUNDBORG PROVSTI:

”Et liv, en tid, et menneske” af Morten Albæk

Normalt falder jeg ikke i den fælde at se Aftenshowet. Men en ganske almindelige hverdagsaften klappede fælden. Og godt for det, for i studiet var filosoffen og lederen Morten Albæk, der skulle præsentere sin nye bog ”Et liv, en tid, et menneske”. Det var dybt fascinerende og spændende at høre ham tale om, hvorledes vi er faret godt og grundigt vild i forskellen på tilfredshed, lykke og mening - samt høre ham tale om, at det er en vildfarelse at tale om ”arbejdstid”, ”fritid” og ”familietid”. Der er vel blot én tid og ét liv. Vi fødes jo som et menneske og dør som et menneske. Der var kun én kiste i kirken, da jeg begravede min far, og der blev kun holdt én begravelse.

 

ULLA THORBJØRN HANSEN, SLAGELSE PROVSTIi:

”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij

Denne bog handler om noget så væsentligt som kærlighed og had, striden mellem tro og tvivl og spørgsmålet om menneskers frihed.  Bør menneskers frihed rumme friheden til at fejle? Bogen er godt slidt. Jeg holder især af afsnittet om storinkvisitorens forhør af Kristus. I det hele taget holder jeg af persongalleriet og Dostojevskijs menneskekundskab.

 

LARS POULSEN, RINGSTED-SORØ PROVSTI:

”Rødder” af Alex Haley

Jeg var en af de 3 millioner danskere, som lørdag efter lørdag i 1978 fulgte med i TV-serien om afrikanske Kunta Kinte og hans amerikanske efterkommere. Nu 40 år senere har jeg genlæst bogen og husket, hvad det var, som betog os ved den grufulde skildring af sorte slavers behandling som en handelsvare: Man skal læse bogen, fordi den giver en nødvendig indsigt i USA’s historie. Og historisk indsigt er væsentlig for alle de valg, vi træffer.

 

LARS MUNCH, LEJRE PROVSTI:

”Ned til hundene” af Helle Helle

Jeg synes, det er den bedste af dem Helle Helle har skrevet. Bogen foregår i det, man ville kalde, Udkantsdanmark, og hovedpersonerne kommer på en eller anden finurlig måde til at redde hinanden. Desuden fortæller romanen om meget stor generøsitet blandt udkantsdanskere. Hovedpersonerne er gode mennesker, men yderst sårbare, der lever i et lokalsamfund, hvor der stort set ikke sker en skid. Det giver en indsigt i almindelige menneskers liv på en måde, så vi kan genkende os selv.  Og så muntrer jeg mig over Helle Helles sprog. Hun skriver noget af den tomgangssnak ud på skrift, som vi har med hinanden til daglig. Når vi for eksempel ikke ved, hvad vi skal sige til hinanden ender med en lyd á la ”så, deeet”.

 

ANNE-SOPHIE OLANDER CHRISTIANSEN, ROSKILDE DOMPROVSTI:

”Sorgens Grundstof” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Det er en af den slags romaner, man bærer med sig lang tid efter den er færdiglæst. Vi følger tre meget forskellige mennesker gennem 200 års europæisk historie. Romanen udspringer af en helt grundlæggende undren over, at vi som menneskehed ikke lærer af vores historie. Som oftest benægter vi, at det der foregår nu, overhovedet kan sammenlignes med noget, der er foregået tidligere. Det er et spørgsmål som er rystende i sin aktualitet. 

I romanen kommer sorgens grundstof ind, som en præmis og en vej; at sorgen knytter menneskeheden sammen gennem medlidenheden. Gennem det at vi lider med hinanden, kender til at lide og derfor træder til, når der er nogen som lider. 

 

METTE MAGNUSSON, STEGE-VORDINGBORG PROVSTI:

”Mirakler – møder mellem Himmel og Jord” af Niels Christian Hvidt

Emnet er interessant. Verden er forunderlig. Gå ud og oplev den i stedet for at sidde inde og læse i sommerferien. Ja, jeg tror, der sker undere og mirakler. Vi er bare tilbøjelige til ikke at opdage dem.

Forfatteren er dr.theol. og underviste på udgivelsestidspunktet på et universitet i Rom – nu underviser han på Syddansk Universitet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Dvs. jeg finder ham troværdig.

 

KARIN BUNDGAARD NIELSEN, ODS OG SKIPPINGE PROVSTI:

”Karitas-bøgerne” af Kristín Marja Baldursdottir

Det er storslåede bøger, sanseligt og malerisk beskrivende. De tager med den selvstændige og stærke Karitas livtag med livets spændvidde fra fødsel til død med alle de velsignelser og forbandelser det medfører. Jeg læste bøgerne forud for en sommerferierejse til Island, og da vi var i Akureyri tog jeg mig selv i at lede efter hendes grav på kirkegården. Men fiktive mennesker får jo sjældent en gravsten…