Seneste nyheder
Nyheder

Tag nu samtalen om tro - og vov ikke at have svaret 

Opfordring til konfirmandforældrene fra én, der underviser konfirmander. 

Af Anne Obeling Kring, kateket, Solrød Strandkirke

Tør du tale om tro?

Konfirmation er i stigende grad blevet til en sag mellem den enkelte unge og kirken, og det er en skam. Konfirmation bør ikke kun være en sag mellem den enkelte og kirken. Det involverer hele familien, nu hvor de unge mennesker er i fuld gang med at finde deres ståsted i livet. 

Jeg underviser konfirmander og har gjort det i efterhånden 10 år.

Det betyder, at jeg hvert år er så heldig, at jeg får lov til at snakke om tro, liv, død, tvivl, håb og drømme med omkring 70 teenagere, og det er fantastisk. Det kræver ganske vist lidt tid nogle gange at få dem til at åbne op og deltage i snakke, der ikke nødvendigvis har konkrete svar.

Noget af det første jeg fortæller mine konfirmander, er, at undervisningen for mig ikke handler om at lære dem, at mene det samme som mig, men at de begynder at overveje, hvad de selv mener og tror.

Kort sagt, det vigtige er ikke, hvad de tænker, men at de tænker – så kan vi nemlig begynde en samtale.

Det er mit job at give dem input og plads til at tænke nye tanker. Jeg forsøger at lære dem at reflektere over livet, og hvordan vi ser på det og at inddrage dem i åbne samtaler. Jeg stiller spørgsmål og udfordrer dem – også selvom jeg måske er enig med dem. 

Jeg tror på, at det kan være sundt for os alle, hvis vi deler vores mellemregninger med hinanden. Hvis vi deler spørgsmål, tvivl og usikkerhed og de svarmuligheder, der kan være.

Rigtige svar

Forestil dig 25 konfirmander, der har set en kortfilm, arbejdet med at stille spørgsmål til den og nu, efter at have valgt et spørgsmål ud, sidder i en stor rundkreds for på skift at byde ind med svar på spørgsmålet og hvad, der ellers dukker op af emner i en sådan samtale.

Vi er godt i gang, da en af pigerne lige skal stille mig et spørgsmål, inden hun kommer til selve sagen: 

”Anita, jeg skal bare lige høre, er der ét rigtigt svar på det her?” 

Det forsikrer jeg hende om, at der ikke er. Jeg gentager, at vi er ved at undersøge, og jeg har heller ikke et endegyldigt svar på vores undersøgelse.

Samtalen fortsætter. Efter 5 minutters tid skal den samme pige lige stille mig et spørgsmål igen. 

”Anita, er du sikker på, at der ikke er ét rigtigt svar på det her?”

Jeg kan godt fornemme hendes ”utryghed” ved situationen. Hun er vant til at have de rigtige svar på spørgsmål og det er utrygt for hende, ikke at have det svar. Hun er lidt ude at svømme.

Vi runder stille og roligt samtalen af, og alle får lov til at kommentere både på samtalens indhold og på formen.

Da konfirmanderne går ud ad døren, stopper jeg pigen og spørger, hvordan hun nu har det – både generelt og med måden vi arbejder på. 

Hun svarer ærligt, at det til at begynde med, ikke var let for hende, at der ikke var ét rigtigt svar, men da hun vænnede sig til det, kunne hun godt lide måden at arbejde på. Det gav plads til, at hun kunne begynde at danne sin egen mening – men først da hun holdt op med at lede efter ”det rigtige svar”.

Uvant ikke at have svar

Konfirmanderne er vant til, at der er spørgsmål, og der er svar – og de er ikke de eneste. Hvis vi står med et spørgsmål, vi ikke lige kan svaret på, skynder vi os at google det. så vi nu har svaret. Vi samler på brugbar viden, og vores samtaler bliver oftest praktiske. Vi skal kunne, klare og ordne – der er ikke meget plads tilbage til ikke at have svaret.

Religionspædagogisk forskning viser, at ”tro udvikles i dialog”, men udenfor kirkens rum lader vi de unge stå alene med opgaven. Det er ikke af ond vilje, men som forældre prioriterer vi det ikke, og måske mangler vi også selv sproget og ikke mindst rummet til at begynde en samtale om tro med vores børn og ægtefælle/ partner. For hvordan gør vi det? Vi skal overskride en usynlig grænse og opfinde et sted i vores familieliv, hvor vi kan rumme en sådan snak.

Tro er blevet så privat, at vi ikke længere tør tale om den, og på den måde overlader vi samtale om tro til de markante stemmer i tiden – om det så er ateistisk selskab eller den kirkelige højrefløj.

Det vil være forkert at sige, at der ikke er plads til de åbne samtaler om tro i vores privatliv og i samfundet, men af flere grunde byder vi ikke ind.

Bjørnetjeneste

Vi kan være bange for at såre andre, bange for selv at blive såret eller misforstået eller tænker, at vores mening ikke er vigtig. Vi kan også være bange for at pådutte vores børn en holdning. Vi ønsker, at de selv skal tage stilling til tro og religion, men vi gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at tale med dem om det.

Tænk hvis vi på samme måde overlod dem til at træffe en beslutning om politik, rygning, stoffer, alkohol eller ubeskyttet sex.

De mangler input, når det kommer til at tale om tro. Vi kan godt sige, at tro ikke er vigtigt for en samfundsdannelse eller for os som mennesker, men vi vil lyve for os selv.

Vores samfund er i høj grad bygget på kristne værdier og reformationen, og en nylig undersøgelse (fra magasinet Science) viser, at selv for knap 70.000 år siden tænkte mennesker på andet end mad og overlevelse. De reflekterede og udtrykte sig igennem kunst, og den religionshistoriske forskning viser, at netop kunst er et udtryk for religiøse forestillinger og en fornemmelse af en åndelig verden. Det betyder, at som menneske ligger det dybt i os at reflektere over vores plads i verden og meningen med livet.

Det er kæmpestore emner, og vi skylder vores unge mennesker og os selv at give plads til de tanker, der dukker op og at hjælpe dem med at sætte ord på deres oplevelser og tanker.

Jeg siger ikke, at vi skal fortælle dem, hvad de skal tro, men vi kan give dem en væg at spille bold op ad – et sted, hvor de kan dele deres tanker og blive mødt med vores tanker – et åbent rum uden fordømmelse.

Opfordring

Og her kommer så min opfordring til dig: snak med din konfirmand og vov ikke at have svaret. Leg med tanker og ideer sammen, grin over mærkværdigheder og lyt til dit unge menneske, som du gerne vil lyttes til.

Begynd med noget enkelt.

Mine børn og jeg slutter vores dage sammen af med at snakke om det værste og det bedste fra dagen – på deres opfordring har vi nu også det mest fjollede. Her tænker jeg, at der også kan være plads til et stort spørgsmål eller dagens tanke.

Stil spørgsmål sammen om det I oplever, ser og hører.

Hvad er det med den youtube-video, der gør, at vi ser og deler den igen og igen?

Skal vi give penge til nødhjælps-indsamlinger og hvorfor?

Er det ens egen skyld, hvis man er hjemløs?

Vær modig, vov ikke at have svaret og giv det tid. Snak med din konfirmand om alt det, der er vigtigt.

- rabi