Seneste nyheder
Nyheder

Nyt tilbud: Kursusdag om den meditative gudstjeneste

Roskilde Stift arrangerer kurset, der finder sted i Ringsted. Tilmeld dig allerede nu. 

Den meditative gudstjenestes teologi er knyttet tæt til bønnens holdning, som den kommer til udtryk i længsel og hjertets åbenhed. Den åbner med nærvær og stilhed også mod erfaringen af at være et helt menneske.

Liturgien har grundlæggende præg af enkelhed og stilhed for at vise deltagerne hen til lydhørhed og indre opmærksomhed. Derfor er dens ord få og salmerne korte, mens musikken kan spille en større rolle.

Kursusdagen vil bestå i oplæg, præsentation af elementer til fordybelse og faglig udveksling. 

Underviserne er Peter Ruge, der også er underviser på FUV samt sognepræst Helle Brink fra Raklev i Kalundborg Provsti.

Vi vil på kursusdagen præsentere konkrete redskaber til at understøtte en indre opmærksomhed: f.eks. enkle øvelser til at gøre sindet stille og understøtte nærvær, flere former for bøn og meditation, samt meditativ læsning af bibeltekster.

Deltagernes egne erfaringer med meditative gudstjenester vil blive inddraget i den faglige udveksling. Dagen henvender sig til præster, som allerede har erfaring med meditative gudstjenester, men også til kolleger, som gerne vil i gang.

Hvis der viser sig interesse, kan kursusdagen lede frem til dannelse af et fagligt netværk, ligesom det med henblik på opfølgning vil være muligt at afholde en tilsvarende kursusdag på et senere tidspunkt.

INFO OM KURSUSDAGEN

Tid: Onsdag den 11. marts 2020 - kl. 9.30 - 15.30

Sted: Klostermarkskirken, Ringsted

Målgruppe. Præster

Pris: Gratis

Tilmelding: Uddannelseskonsulent Anita Hansen Engdahl på aen@km.dk

Tilmeldingsfrist: 1. marts 2020