Seneste nyheder
Nyheder

Sygehuspræst: Håbet om helbredelse kan true med at splitte et menneske

Under svær sygdom kan det være "frisættende" at opgive håbet, mener Thomas Gudbergsen.  

KRONIK: Thomas Gudbergsen er i Kristeligt Dagblad udkommet med en kronik, hvor han beskriver det forløsende ved at opgive håbet under en svær sygdomsperiode. Læs uddrag af kronikken her.

Af Thomas Gudbergsen

Den uafvendeligt døende patient gør bedst i at ofre håbet om at blive rask, for til gengæld at samle sig om kærligheden med sin nærmeste. Det er i sagens natur hjerteskærende for de fleste at opgive troen på det fysiske helbreds tilbagevenden. Men når muligheden ikke er der, så er overgivelsen frisættende.

Det kan dog i mange tilfælde også være de pårørende, der i virkeligheden er mest ihærdige med at foreslå behandlingsmuligheder, som de har googlet sig til i nattens løb. De pårørende vil ikke give slip på trods af at patienten selv har givet slip. Det er i og for sig smukt og igen er det yderst forståeligt. 

Men prisen for at der skal behandles for enhver pris i håbet om overlevelse er en meget høj pris. Det betyder, at ikke få mennesker på danske sygehuse dør på intensivafdelinger med slanger i de fleste af kroppens åbninger næsten ukendelige for pårørende. 

Nærhed, kærlighed og stilhed må vige for det nyeste og mest avancerede hospitalsudstyrs bip- og skrattelyde. Der bliver i nogle af disse tilfælde i virkeligheden tale om dødsforlængende behandling og ikke smertelindrende støtte. Den der skulle have haft lov at dø mere værdigt, får mange gange ikke lov til det. 

I håbets navn.

Menneskelige begrænsninger

En dag skal vi dø. Indtil da skal vi leve. Og de fleste vil mene, at vi gerne skal leve så fuldt ud som muligt. Det er jeg enig i. For at nå dertil, er vi nødt til at gøre os den nøgterne eksistentielle erkendelse, at selv vores stærkeste håb om, at vi aldrig skal blive alvorligt syge og en dag dø, ikke kan overstige den menneskelige begrænsning, at det skal vi. 

Ellers kan vi igen risikere at skabe en underliggende angst, som kommer af at dødens virkelighed aldrig kan tilsidesættes. Og den energi jeg bruger på at fortrænge virkeligheden, kan jeg ikke bruge på at leve livet. 

De fleste mennesker tror indirekte, at ved ikke at tale om døden, endsige nævne den som mulighed, fremmer de livet. Det er omvendt! 

Argumentationen her og undersøgelser viser, at det er lige omvendt. Af studierne fremgår det, at man rent faktisk lever lidt længere og ikke mindst lever bedre, hvis man kan tale om sin død og sætte ord på de ønsker, man har til ens sidste levetid. Det er ikke et oplæg til svælge i menneskelig dødelighed og sygdom, men til at betragte, registrere og anerkende, at håbet om aldrig at blive alvorlig syg, faktisk kan komme til at stå i vejen for en del gode ting. I kedeligste fald. Kærligheden. Vi må indse, at begrænsningen er betingelsen for at få det største.

Et godt forbillede

På Holbæk Sygehus er der for nyligt, som udløb af en af ledelsen nedsat arbejdsgruppe (Arbejdsgruppen for alvorligt syge og døende) udgivet retningslinjer, der skal forsøge at sikre, at læger og andet sundhedspersonale, i god tid får taget sig tid til den nødvendige samtale med den alvorligt syge patient. 

Ikke med det formål at tage livsmodet fra patienten, men for at klargøre alvoren og af det vægtlægge vigtigheden af, at patient og pårørende får muligheden for så godt som muligt at vælge til og fra i forhold til den tid, der er tilbage. 

Vi kunne tilføje, for bl.a. at give kærlighedsbåndet de allerbedste betingelser i den sidste levetid. Det er et rigtigt godt og livsvigtigt tiltag fra sygehusledelsens side af.

Læs hele kronikken i Kristeligt Dagblad her.