Seneste nyheder
Nyheder

Liturgiudvalget: Så er navnene på plads

Stiftsrådet satte på det seneste møde i Stiftsrådet navn på medlemmerne af det nye liturgiudvalg.

Af Rasmus Birkerod

Roskilde Stiftsråd besluttede tidligere på året at nedsætte et liturgiudvalg. På rådets møde onsdag den 31. oktober blev der sat navne på.   

- Vi ville gerne have spredning i udvalget, både geografisk og fagligt. Det vil sige, at vi har folk i udvalget, som har det som interessefelt at udvikle gudstjenestelivet. Samtidig ønskede vi et medlem, som kan se kirken udefra, som ikke nødvendigvis har en kirkelig baggrund, men som alligevel har lyst til at bidrage med refleksioner over gudstjenesten, siger sognepræst Lone Balle Olesen, der sidder i stiftsrådet og i sin tid fik ideen til at nedsætte et liturgiudvalg.     

Hun mener, at det nye udvalg ligger helt naturligt i tiden. 

Læs hele referatet fra stiftrådets møde her.

- Der er meget grøde i arbejdet med liturgien lige nu. Der er for eksempel mange nye præster med nye ideer, landets biskopper har nedsat tre liturgiske arbejdsgrupper, vi har fået en tredje tekstrække, og der er kommet nye bønner og salmer. Derfor er det naturligt, at vi også her i Roskilde Stift er med på vognen med at debattere liturgi, siger Lone Balle Olesen.

Liturgiudvalget holder sit første møde i Roskilde Stift i slutningen af november.

 

Udvalgets medlemmer:

Præster

Domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen, Roskilde

Sognepræst Lone Balle Olesen, St. Heddinge

Sognepræst Marianne Pedersen, Roskilde

Organist 

Signe Bech Schnedler, Nørrevangskirken, Slagelse

Stiftsrådsmedlem

Kirsten Vej Petersen, Haslev

Menighedsrådsmedlemmer:

Marianne Overgaard Jensen, Finderup

Per Rasmussen, Ringsted

Bo Marschner, Magleby-Stevns

Lægmand

Kunstner Lisbeth Jacobsen, Odden