Seneste nyheder
Nyheder
j

Skabelsesgudstjeneste i Domkirken

Stiftet indbyder i samarbejde med Roskilde Pilgrimsforening og Folkekirkens Nødhjælp til en eftermiddag med fokus på klimaforandringer  


Kirker i hele verden markerer i disse dage den periode i kirkeåret, som kaldes skabelsestiden. Her sætter man fokus på Gud som skaber og på skabelsen.

Roskilde Stift indbyder sammen med Roskilde Pilgrimsforening og Folkekirkens Nødhjælp til en eftermiddag i klimaforandringernes tegn søndag d. 20. september 2020. 

Arrangementet begynder kl. 14.00 med en pilgrimsvandring fra Vikingeskibsmuseet til Boserup skov, hvor der holdes en kort andagt med fløjtenist Gertie Johnsson. 

Vandringen ender uden for domkirken, hvor biskop Peter Fischer-Møller byder på en bid hjemmebagt rugbrød og der vil være mulighed for at smage på Herslev Bryghus økologiske varer.

Kl. 17.00 begynder gudstjenesten, der byder på eftertanke, skønhed og håb. 

Til gudstjenesten vil generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, prædike. Herudover medvirker Domkirkens Pigekor, biskoppen, og lokale præster. 

Sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde, Martin Ishøy, er tovholder for gudstjenesten: 

”Vi gør alvor af det daglige brød som alt det, der nærer og opbygger. Både fysisk, åndeligt, socialt og moralsk. Pilgrimsvandring og gudstjeneste er åndelig næring. Rugbrød og øl er fysisk. Samværet opbygger socialt og prædikenens perspektiver moralsk,” siger han.


Alle er velkomne!

 

Tid og sted: 
Søndag d. 20. september 2020. 
Pilgrimsvandring kl. 14.00 med afgang fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Gudstjeneste i Roskilde Domkirke kl. 17.00