Seneste nyheder
Nyheder

Skabelsestidsgudstjeneste i domkirken satte fokus på biodiversitet.

Nationalparken Skjoldungernes Land og præster fra Roskilde Domsogn stod søndag bag arrangementet.  

En flot sensommerpyntet Roskilde Domkirke dannede søndag ramme om en helt særlig biodiversitetsgudstjeneste i Roskilde Domkirke, hvor biskop Peter Fischer-Møller prædikede og folketingsmedlem Mette Gjerskov (S), fortalte om blandt hendes oplevelse af Roskilde Fjords udvikling. Fra dengang den var decideret sundhedsskadelig at opholde sig i – til nu, hvor fjorden har masser af liv.

Læs biskop Peter Fischer-Møllers prædiken her.

Budskabet var, at selvom noget kan se håbløst ud, så er der en vej, hvis man forstår at handle. Underforstået, udfordringerne med klimaforandringerne kan løses, hvis vi handler. Og det var netop det, der var intentionen fra arrangørerne.

- Det er vigtigt, at vi er med at sætte gang i en mental omstilling, der handler om håb og handling i stedet for frygt og magtesløshed, sagde sognepræst Martin Ishøy allerede, da arrangementet blev offentliggjort.

Sidst i gudstjenesten blev point med håbet understreget, da de 100 kirkegængere blev bedt om at skrive deres håb op på en lille seddel, som de lagde i døbefonten (billedet).

Havnen og provstehaven

Inden søndagens gudstjeneste havde præster og naturvejledere slået biodiversitets-tonen an på Roskilde Havn, hvor naturvejlederne fortalte om livet i Roskilde Fjord. Her var der for øvrigt sørget godt for, at der blev serveret noget for enhver smag. Der stod såmænd både småkager og makrel på et lille anretningsbord gjort klar til begivenheden. 

Kirkegængerne gik efter gudstjenesten videre ned i Provstehaven, hvor fortælleren Annemarie Krarup satte stemmeføring, kropssprog og ord på en fortælling, der tog sit udgangspunkt i Roskilde Fjord. 

Skabelsestiden

Biodiversitetsgudstjenesten falder netop i denne periode her i september, hvor kirker overalt i Europa markerer den periode af kirkeåret, der kaldes skabelsestiden, hvor klima og miljø knyttes særligt til Gud som skaber.

Flere danske kirker afholder i denne periode særlige gudstjenester med fokus på menneskets rolle og ansvar for klodens fremtid. Dette var 6. år i træk, at domkirken har deltaget.

- rabi