Seneste nyheder
Nyheder

Roskilde stift ansætter ny kommunikationskonsulent

Journalist og foredragsholder Rasmus Birkerod tiltrådte pr. 1. maj  2018 jobbet som kommunikationskonsulent for Roskilde Stift.

  
Rasmus Birkerod er i kirkekredse først og fremmest kendt som ophavsmand, redaktør og studievært på det prisvindende tros- og eksistensprogram Præstens Lektie på TV ØST, der nåede at udkomme 164 gange over en periode på 4 år.
 
Tidligere var han nyhedsvært og sportsredaktør på tv-stationen.
 
 
Og nu er han altså også en del af kommunikationsholdet i Roskilde Stift.
 
- Jeg brænder for at arbejde professionelt med tro og eksistens. Jeg har de sidste fire år arbejdet i krydsfeltet mellem journalistik og teologi, og jeg må bare sige, at dér trives jeg, siger Rasmus Birkerod og uddyber:
 
- Det er et spændende felt, fordi jeg oplever, at der ofte er meget stor kommunikationsmæssig afstand mellem afsender og modtager. Store dele af folkekirkens medlemmer føler sig fremmed i forhold til kirkens sprog og terminologi. Store dele af kirkens folk risikerer nemt at overvurdere almindelige menneskers viden om for eksempel evangeliet.
 
- Her er journalistikken min hjælp. Det er ligesom at stå med en god ven ved bredden af en sø. I første omgang er vi nødt til sammen at kunne se søen, hvis vi senere skal have en samtale om, hvad der mon befinder sig under overfladen. Journalistikken er et stærkt redskab til at kunne forstå det umiddelbare - teologien giver os nøglen til at forstå, hvad der er under overfladen", siger 43-årige Rasmus Birkerod, der privat bor med sin familie i Haslev.
 
Han er gift med Susanne, og sammen har de børnene Silke, Mille og Emil på 15, 13 og 10 år.
 
Biskop Peter Fischer Møller, Stiftsrådet og de ansatte ved Roskilde stiftsadministration ser frem til samarbejdet.