Seneste nyheder
Nyheder

Præst før Alle Helgens Dag: De døde føles nærværende lang tid efter

Søren Fahnøe fra Næstved skriver denne uges optakt til prædikenen på søndag.

Hvilken sætning i teksten er den vigtigste/mest centrale, mener du?

Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?

Hvorfor er den det?

På en Allehelgens søndag kommer mange i kirken og på kapellet for at mindes de døde. Nogle føler sig modløse, uden kraft og måske trampet ned af livets lov og døden.  Sætningen om saltet kan for dem give mening som et spørgsmål, der på dette sted i deres liv lyder således: Mit liv er som salt uden kraft, hvad skal det så saltes med? Det må gudstjenesten så prøve at svare på.

Hvordan forestiller du dig, at prædiken på den baggrund skal gribes an?

Jeg vil gribe det an ved at nævne to konkrete ting, som forhåbentligt let kan huskes, når man går derfra: 

Mange efterladte har erfaringer med, at de døde føles som nærværende i lang tid efter. Nogle kan fortælle om eksempler, der ligger op ad det okkulte og parapsykologiske. 

Jeg synes, man i en prædiken skal lade disse blandede erfaringer blive stående som de private oplevelser de er, men til gengæld opfordre til at man ikke fortolker oplevelserne som noget bestemt. Hvad disse fænomener end måtte være eller ikke være, så er det ikke klogt at sætte begreber på dem. Lad det være og vend opmærksomheden væk fra det. Kort og godt må man holde sig til, at de døde er, hvor Gud er, og tro, at det er en happy ending i sin egen ret.

Dernæst: Det er forståeligt, at man som sørgende ikke har kræfter hele tiden til at være salt for andre. Men her må vi huske, at ifølge ny viden om sorg så er den som to rum eller to spor. Sorgens to rum, siger man. Man kan gå fra sorg til glæde og tilbage til sorg igen. Så lad da de gode øjeblikke være de tidspunkter, hvor vi er salt og lys for andre, i sorgens pauser, sagt kort. Det er to pointer, som skal pege i retning af tro og salt til saltet.

Evangelietekstens samlede budskab er, at vi skal være forbilleder. Være næstekærlighedens kraftkarle til Guds ære. Det budskab passede godt til en Allehelgenssøndag, dengang den dag mest handlede om helgener. 

I dag er Allehelgen blevet en dag, hvor mange mindes deres døde. Man kommer ikke i kirken eller på kapellet for at høre, at man skal være forbillede, eller at de døde skulle have været det. Snarere er situationen den, at livsappetitten kommer og går, fordi man er ked af det. 

For nogles vedkommende går tankerne også på, hvor den døde mon er nu? 

Det ligger i de traditioner, der hører til Allehelgens, at de døde befinder sig et bestemt sted, kaldet Himlen. Så det er ikke underligt, at tilhørerne forventer at høre om to ting, nemlig hvordan deres liv får kraft igen, og også gerne vil trøstes med et håb om, at de døde ikke er helt væk, men er et andet sted. Hvordan kan gudstjenesten svare både på modløshed, tale om hvor de døde er - og også som det tredje sige så højt, at det kan høres, at vi trods sorg ikke slipper for selv at være salt og lys for verden og for andre?


 

Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: 

»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«

Matthæusevangeliet 5,13-16