Seneste nyheder
Nyheder

Påskebudskab efter Sri Lanka: Den tomme grav er et løfte om, at mørket ikke er det sidste

Roskilde-præst Sarah Ziethen belyser tragedien med evangeliet.

Af Sarah Ziethen, sognepræst Roskilde Domkirke

"Himlen skal glæde sig, og jorden juble,

og hele verden, synlig, som usynlig, holde fest:

For Kristus er opstanden."

Sådan skriver Johannes fra Damaskus (byzantinsk teolog, ca. 650 - ca. 750) om oplevelsen her i påsken. Følelsen i hele kroppen af, at glæden står tilbage, at håber fylder fortvivlelsens mørke i hver eneste af os og genopliver glæden ved livet, sådan som det sker for disciplene på vej til Emmaus.

Og må de ord også fylde os, der i dag står med fornemmelsen af, at mørket stadig skærmer for lyset verden over, at håbet og glæden trues af frygten. Tænk i går, på glædens største dag, bombedes 3 kirker på Sri Lanka, tre kirker fyldt af mennesker, der ønskede at tage del i opstandelsens glæde og lys, som ønskede at fylde deres liv med det håb og det livsmod som vi rækkes her.

Glæde afløst af sorg

Det var også under festligheder at Jesus blev dømt. Jøderne var samlede til fest, de fejrede Pesach, alle var hos deres kære og så mange som muligt i Jerusalem. Men for dem der fulgte Kristus endte festen ligeså ulykkeligt, som for de mange, der i går blev berøvet de mennesker der holdt at, alle dem, der i dag sidder ved bordet med den tomme stol. Festen endte med fortvivlelse!! Glæden blev afløst af sorg, håb blev erstattet af tvivl. Vi kan næsten mærke disciplenes mismod i deres tunge skridt.

Men vi, som er samlede i dag i en fælles sorg over menneskelig ondskab og uretfærdige tabte menneskeliv uanset om det er nogen vi kender eller mennesker langt fra os, vi ved – eller rettere – vi tror noget, hvad disciplene ikke havde mulighed for at tro. Vi tror, hvad intet menneske kan sige sig selv. Vi tror, hvad vores forstand aldrig kan acceptere – nemlig at døden ikke er det sidste der bliver sagt om et menneske. Jesus forblev ikke i graven, håbet gik ikke fortabt, sorgen står ikke alene tilbage.

Derfor bliver råbet, der endnu lyder fra de ortodokse kirker påskenat og som vi hilser hinanden med her i dag, og som har lydt gennem tider og steder de sidste snart 2000 år til vores fælles håb. Som et ekko har ordene lydt gennem generationer af kristne over hele verden, fra den koldeste del af Nordnorge til de varmeste dele af Afrika, fra Sri Lanka til San Francisco. Et råb, en hilsen, en hvisken, en overraskelse. Kristus er opstanden!

Disciplene på vejen har også hørt rygtet, men de forstår det ikke. De tror det ikke, de er helt tomme for ord. Hvad er det for noget de har hørt. Graven er tom!! Kvinderne siger det – kan man nu stole på det?

Sorg afløst af glæde

Men ja, graven er tom – og mens de går der, slutter der sig en fremmed til dem og da de har fortalt det hele, da de har delt deres sorg og afmagt og han har lyttet til dem (og sikke en glæde – en der lytter, uden at gøre andet), oplever de, at det at han bryder ind i deres fortvivlelse med sit nærvær. Og de invitere ham med til bordet og ved at række ud fra dem selv og invitere et andet menneske til at træde ind i deres verden – oplever de hvordan han bryder brødet og viser sig for dem.

Og i samme nu bliver fortvivlelsen vendt til glæde, de trætte ben kan atter vandre, de tunge skridt bliver lette fjed.

Disciplene vender tilbage til Jerusalem – de 11 km, der havde taget dem det meste af dagen at gå med deres fortvivlede skridt, tilbagelægge de på så kort tid, at de uden problemer finder de andre forsamlede – og de hilser dem med de samme, håbsfyldte ord: Herren er virkelig opstanden.

Dermed bliver den tomme grav et tegn på nye muligheder, en protest mod uretfærdighed og håbløshed. Den tomme grav står også i dag tilbage som en protest mod alle, der bruger deres magt – politiske eller religiøst – for at tvinge andre. Den tomme grav bliver tegnet på, at retfærdighed, håb og livsmod står tilbage hvor Kristus lå. Døden er overvundet.

Jesus åbnede teksterne for disciplene, gav dem en ny forståelsesramme mens de vandrede mod Emmaus. Den tomme grav giver dem – og os – en ny forståelsesramme om vores liv nu og her og engang – som giver os håb og mod til at turde leve i en verden, hvor ondskab desværre indimellem bryder ind.

Gud er med i lidelsen

Hvem der end smed de bomber i kirkerne, troede de måske, at de ved at skænde påskedagens lys ville få mennesker til at vende sig fra Gud – men jeg tror at de overså, at det som kristendommen kan til forskel fra alle andre religioner er at insistere på, at Gud er med i lidelsen – at selv om Jesus hang på korset og spurgte Hvorfor? – så svarede Gud ham ikke med det samme, men lod smerte være smerte, for sådan er livet – men han svarede ham og os med opstandelsen. Med håbet. Med lyset. Med den tomme gravs løfte om, at mørket ikke er det sidste.

Må afmagten over verdens ondskab ryste os en stund, sådan som disciplene også var rystede – men derefter erstattes af det, som korset giver os, og som den fremmede viste disciplene: Kristi nærvær, håbets sejr, livsmodets mulighed.

Når vi går ud af kirken i dag går vi ikke ud af våbenhuset som vi plejer – nej, lad våbnene blive derude og lad os i stedet vandre ud i verden af kongeporten, fulgt af disciplene, der bøjer sig for os og viser os vejen ud i verden – ikke med tung, mismodige skridt, men med håbefulde, livsmodige og lette fjed der sender os i verden for at vidne om det sande lys, Guds kærlighed, Kristi nærvær.

Amen.

Ovenstående fungerede som prædiken 2. påskedag i Roskilde Domkirke.