Seneste nyheder
Nyheder

Ordination på 30 minutter

I går blev Karina Lynge Christiansen og Christian Canu Højgaard ordineret i Roskilde Domkirke

 

Af Sidsel Drengsgaard
Foto: Ulla Thorbjørn Hansen

På trods af corona-restriktioner skal der ordineres præster til embeder i Roskilde Stift.

I går blev Karina Lynge Christiansen og Christian Canu Højgaard ordineret af Biskop Peter Fischer-Møller i Roskilde Domkirke. 

Biskoppen indledte sin tale til ordinanderne med at fortælle, at han i sine 13 år som biskop aldrig havde holdt ordination uden nadver. Som kompensation herfor var omdrejningspunktet for talen en af apostlen Paulus' helt centrale udtalelser om nadveren:

”Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” 
Første Korintherbrev, kapitel 10, vers 15-17

Læs hele biskoppens tale her. 

Ordinand Christian Canu Højgaard sammen med provst i Slagelse, Ulla Thorbjørn Hansen, der næste søndag indsætter ham som præst i den nyoprettede Vestsjællands Valgmenighed.  

Karina Lynge Christiansen blev ordineret til et embede i Nyvang-Tømmerup Pastorat i Kalundborg Provsti. Hun indsættes søndag den 25. april klokken 10.30 i Nyvangskirken og klokken 14.00 i Tømmerup Kirke af provst Jørn Noe.

Christian Canu Højgaard blev ordineret til et embede i den nyoprettede Vestsjællands Valgmenighed i Slagelse Provsti, der fejrer gudstjeneste i Slagelse Missionshus, der i søndags blev indviet som kirke. Han indsættes søndag den 18. april klokken 15.00 af provst Ulla Thorbjørn Hansen.