Seneste nyheder
Nyheder

Optakt til 2. søndag i advent

Sognepræst Kristian Gylling ser frem mod søndagens tekst fra Lukasevangeliet og deler sine tanker om prædikenen.

Hvad er den vigtigste sætning i teksten?

"Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen."

Hvorfor er den det?

Her får vi konkret vejledning om hvordan vi skal leve, - at vi skal våge og bede, om at få styre til at holde fast i det væsentlige, selvom livet giver mange trængsler - at vi skal stille skarpt på, at vi skal møde Gud, - nu og her, hvor vi står og går. 

Det er mødet med Menneskesønnen/ Gud, der er det egentlige også her i livet. 

Hvordan vil du på den baggrund gribe teksten an?

Først at spørge lidt polemisk:

- hvad bruger vi december til?

- hvad er juleræset egentlig til for?

Dernæst repetere:

- adventstiden er en tid - hvor vi skal forberede os.... til jul.

- en tid hvor vi skal stille skarpt på håbet for vort liv, for verden.

Derefter vil jeg gøre håbet nærværende for kirkegængerne:

- hvad håber vi?

- hvad ønsker vi af livet?

Til slut vil jeg udkrystalisere det kristne håb:

- at finde ro og fred i livet.

- at få styrken til at undslippe trængslerne i livet.

- at slippe af med bl.a. julens stress og forventninger, glitter og hulhed.

- at komme ind til kernen i julen, til livet - og at prøve at hvile i juleevangeliet om Gud, som blev menneske for at passe på os.

- at få styrke og finde ro til at møde Gud/Menneskesønnen i vores hverdag, der hvor vi står og går.

- at turde at stoppe op og mærke efter, når det store titter frem i det små- når Gud i hverdagen giver os glimt af det guddommelige i vort liv - ja, giver os et glimt af evigheden.

 

Teksten

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: 

»Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« 

Og han fortalte dem en lignelse: 

»Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Lukasevangeliet 21,25-36