Seneste nyheder
Nyheder

Oplægsholder før Stiftsdagen: Rytmisk musik hører til i kirken 

Kirkemusikeren og efterskole-forstanderen Christian Hougaard-Jakobsen om ”fin” og ”ikke fin” musik i kirken. 

Mød Christian Hougaard-Jakobsen på Stiftsdagen den 30. marts. Husk seneste tilmelding er den 8. marts. 

Se hele programmet her:

Af Christian Hougaard-Jakobsen, forstander Midtsjællands Efterskole

Det er umuligt at forestille sig en gudstjeneste uden musik. Den har afgørende betydning for den samlede oplevelse af at være i kirke. Når Ordet, salmesangen og den øvrige musik supplerer hinanden, går hele gudstjenesten op i en højere enhed. Så går vi fra kirke med fornyet mod og perspektiver på livet.

Når vi holder gudstjeneste, trækker vi på en tradition, der rækker helt tilbage til kristendommens begyndelse. Som kirkegænger kan denne tradition opleves som et befriende helle fra en senmoderne, sekulariseret nutid, der blandt andet er præget af konkurrence, krav om (selv)-optimering og polarisering.

Traditionen kan imidlertid også opleves som fremmedgørende, fordi der er så meget, der er anderledes. Sproget, rummet, ritualerne, forløbet. På den ene side er der altså en stærk tradition, der er værd at holde fast i, og på den anden side er der en nødvendighed i at udvikle traditionen, så den bliver forståelig og relevant i sin samtid.

Højmessen ligger i faste rammer, og ofte skal der søges om tilladelse, hvis den ønskes ændret. Det er således ikke noget, man bare lige gør. Derimod er rammerne for kirkemusikken vide. Imidlertid har der også her været traditioner og bestemte opfattelser, der gjorde, at man ikke bare lige stemte gudstjenesten med et nutidigt tonesprog.

Det klassiske og det rytmiske

Den såkaldt rytmiske musik har haft trange kår i kirken. Måske er der imidlertid ved at ske et opbrud. Der er i de seneste år udgivet nye salme- og sangbøger, der indeholder mange rytmiske salmer. Stillingsopslag vidner om interesse for kirkemusikere, der også kan spille rytmisk musik. Hvad der opfattes som “fin” og “ikke fin” musik i kirken er sandsynligvis under forandring. Hvordan gribes udfordringerne og mulighederne? Det starter med, at vi bruger de nye salmer.

Af og til pointeres det i debatten, at vores brug af kategorier er kunstig. Findes der for eksempel musik, der ikke er rytmisk? Kan der skrives musik i dag, der fra starten kan betegnes som klassisk? Når jeg anvender disse to kategorier, skelner jeg imellem en klassisk tradition, der har rod i en europæisk musiktradition, og som blandt andet trækker tråde tilbage til gregoriansk sang. Denne adskiller sig fra en rytmisk tradition, der er af afro-amerikansk oprindelse, og som præger vor tids almene musikkultur.

Meget groft sagt har man i kirken opfattet den klassiske musikkultur som fin. Den rytmiske musik har været fundet for let og poppet. Det er en skam, og heldigvis er positionerne ikke længere så fastlåste, som de har været. Grøftegravning er afløst af nysgerrighed, åbenhed og anerkendelse af de forskellige kvaliteter, forskellige musikretninger indeholder.

Der har tidligere været stort fokus på at værne om traditionerne inden for kirkemusikken. Det har blandt andet vist sig i måden, man uddannede kirkemusikere på. Man uddannede sig næsten udelukkende inden for den klassiske tradition. Man blev organist, kantor eller kirkesanger. Orglet står helt centralt i denne tradition. Jeg er i en diskussion blevet mødt af et argument om, at orglet var et gudgivet instrument.

Der er blevet rystet på hovedet ad den rytmiske musiktradition, og nogle kirkemusikere har ikke villet spille de moderne salmer. Det kunne for eksempel ske med henvisning til, at disse ikke stod i koralbogen. Det kunne også ske ud fra en opfattelse af, at kirkemusikernes hovedopgave var at overlevere den “fine” kirkemusikalske tradition til menigheden uden plads til at inddrage ny og knap så “fin” musik.

Det monopol har vi kirkemusikere heldigvis mistet, og vi mødes nu med tydelige forventninger om at inddrage rytmisk musik og bearbejde den, så den bliver gudstjenesteegnet. Det betyder også, at vi må tilegne og dygtiggøre os inden for den rytmiske musik.

Det er begyndt at slå igennem på nogle af de institutioner, der uddanner kirkemusikere. Det er slået igennem i stillingsannoncer, hvor disse forventninger ofte formuleres klart. Der findes sammenslutninger, der udgiver nye salmer. Der arrangeres salmemaraton og konferencer over hele landet, hvor der gives gensidig inspiration. Og ikke mindst har en række kirker påtaget sig rollen som forbilleder, andre har kunnet læne sig op ad. Ikke bare i forhold til at synge nye og rytmiske salmer, men også i brugen af andre instrumenter end orglet.

Gudstjenesten som prøvesten

Det har førhen været nemmere at bortdømme moderne og rytmiske salmer, fordi de har været for poetisk og musikalsk tynde. Niveauet er imidlertid steget voldsomt, ligesom antallet af tilgængelige moderne og rytmiske salmer også er det. Inden for de senere år er der kommet vægtige salmeudgivelser, som bruges i mange kirker. Det er godt.

Ingemann og Grundtvig skrev salmer ind i deres samtid. Lissner, Jørgensen, Møllehave, Grotrian, Krogsdal, Rosendal og mange andre skriver ind i vores. Når evangeliet fortolkes, må det nødvendigvis ske på nutidige præmisser. Derfor er det bydende nødvendigt, at der skrives nye salmer med et nutidigt billed- og tonesprog. Der skal mange salmer til, og de må stå deres prøve ved at blive brugt i gudstjenesten. Så vil de fineste af dem indgå i salmetraditionen, imens en masse vil blive siet fra.

En del af det at udvikle gudstjenesten og gøre den relevant i sin samtid er nemlig at synge og spille nye salmer, der dels tager livtag med tilværelsen, som den tager sig ud for os senmoderne mennesker, dels skrives i et genkendeligt musikalsk univers. Dette skal ske under skyldig hensyntagen til og fortsat naturlig brug af vores stærke salmetradition, men denne styrkes blot ved at blive suppleret med nye salmer.

Erkendelsen af, at vi har brug for nye salmer med et nutidigt ordvalg, er således slået igennem. Inddragelsen af et nutidigt tonesprog er til gengæld ikke slået lige så meget igennem. Endnu. Det er for eksempel stadig noget, der bemærkes, når der bruges andre instrumenter end orglet. Jeg holder meget af at spille orgel og mener, at det fortsat skal stå centralt i gudstjenesten, men det behøver ikke at stå alene. Mange af de klassiske salmemelodier spilles desuden fint på andre instrumenter end orgel, og det klæder mange af dem at træde frem i en anden musikalsk dragt. Vil man have syn for sagen, kan jeg for eksempel anbefale en “Bøn og brunch”-gudstjeneste i Brorsons Kirke på Nørrebro.

På samme måde som salmetraditionen styrkes ved at blive suppleret med nye salmer, forstærkes den kirkemusikalske tradition ved at blive suppleret med rytmiske melodier. Ligesom niveauet for nye salmetekster er steget voldsomt, gør det samme sig gældende i forhold til de melodier, der skrives til disse salmer. Willy Egmoses melodier kunne være et eksempel på dette.

Helt andre perspektiver

Der er således meget, der tyder på, at udviklingen går i retning af en øget mangfoldighed i forhold til salmer og musik i kirken. Nogen vil mene, det går for langsomt, imens andre vil mene, det går for hurtigt. Nogen vil mene, det er fantastisk med nutidige sprogbilleder og toner, imens andre vil opleve en forfladigelse af en stærk tradition.

Jeg mener, vi bør tage den rytmiske musik og de nye salmer til os. Og endnu mere end vi har gjort det hidtil. Den rytmiske musik er lige så fin som den klassiske. Den rummer andre kvaliteter og stiller andre krav til os kirkemusikere end den klassiske musik, men de supplerer hinanden fint og kan sammen tjene til, at kirkegængerne går fra gudstjenesten med endnu mere fornyet mod og helt andre perspektiver på tilværelsen.