Seneste nyheder
Nyheder

Odsherred-præst kritiserer den russisk-ortodokse kirke i ny bog  

Kirken er med til at skærme Rusland mod Vesten, lyder det blandt andet.

Sognepræst Sten Hartung fra Lumsås er udkommet med bogen "Den ortodokse arv", som går i dybden med den russisk-ortodokse kirkes historie. Bogen perspektiverer blandt andet kirkens indflydelse på den russiske folkesjæl i dag.

- Kirken har formået at sætte lighedstegn mellem det ægte ortodokse og det ægte russiske, således at den ortodokse kristendom bliver lig med den russiske, nationale identitet, siger 51-årige Sten Hartung, der ved siden af at være teolog også er uddannet i russisk fra Københavns Universitet.

Sten Hartung mener, at den russisk-ortodokse kirke dermed både rummer en styrke og et problem. 

- Kirken er i helt ekstrem grad bevidst om at tage vare på "arvesølvet", som er de græske kirkefædres lære og Øst-kirkens oldgamle liturgiske tradition. Det giver kirken en uhørt indre styrke, men kan være skidt, fordi Den russisk-ortodokse Kirke dermed også er med til at skærme nationen Rusland mod Vesten, som man opfatter som moralsk fordærvet, siger Sten Hartung. 

Kirken oplevede voldsomme forfølgelser under kommunismen, men står igen stærkt i Rusland, hvor præsident Putins projekt er at koble nationens og kirkens genfødsel sammen til et fælles projekt, fortæller Sten Hartung. 

Det er Sten Hartungs anden udgivelse inden for kort tid. I 2018 udgav han en kommenteret oversættelse af Den russisk-ortodokse Kirkes standardkatekismus på forlaget Fønix.

Sten Hartung har skrevet bogen i sin fritid, og han har fået et tilskud fra Biskop Axel Rosendals Fond på 10.000 kr. til projektet, som har været fire år undervejs. 

"Den ortodokse arv" udkom 31. januar og kan købes hos forlaget "Eksistensen".

- rabi