Seneste nyheder
Nyheder

Nu kan man samles flere til menighedsaktiviteter

Fra i morgen må man samles flere personer i kirken – både indenfor og udenfor


Af Sidsel Drengsgaard

Der er netop indgået en politisk aftale om at åbne yderligere som led i den gradvise genåbning af Danmark. Eksempelvis er der aftalt en plan for afholdelse af større forsamlinger og arrangementer, hvilket også omfatter menighedsaktiviteter.    

Få her et overblik over de regler, der gør sig gældende fra i morgen torsdag den 6. maj:


Forsamlingsforbuddet lempes

Forsamlingsforbuddet lempes efter planen, hvilket betyder, at man må samles 25 personer indendørs og 75 personer udendørs.

Det betyder også, at man nu må samles op til 75 personer udendørs i forbindelse med bisættelser og begravelser. 

Til menighedsaktiviteter kan man nu mødes op til 25 personer indendørs. Der skal stadig holdes én meters afstand og to meter, hvis der skal synges. Ligesom der også fortsat er et arealkrav, der hedder to kvadratmeter per person, når man sidder ned og fire kvadratmeter, hvis man står op.

Det bliver altså muligt igen at samle op til 25 deltagere til aktiviteter i sognegården som eksempelvis sorggrupper, korsang og lignende.

Lempelsen af forsamlingsforbuddet betyder, at den særlige regel om aktiviteter for børn og unge under 18 år forsvinder.   
  

Justitsministeriet offentliggjorde i april denne plan for udfasningen af forsamlingsforbuddet. Indtil videre følges planen, og fra i morgen torsdag den 6. maj må man mødes 25 personer indendørs og 75 personer udendørs. 


Gudstjenester og kirkelige handlinger

Her er der ingen ændringer - antallet af deltagere i kirkerummet er fortsat bestemt af areal- og afstandskravet.


Større forsamlinger og arrangementer: Menighedsaktiviteter for 25 til 500 personer

Det bliver muligt at holde menighedsaktiviteter for store forsamlinger under særlige regler. 

Man må samle mellem 25 og 500 personer til en menighedsaktivitet som for eksempel koncerter eller foredrag. Alle skal fremvise corona-pas/gyldig negativ coronatest. Alle skal sidde ned og have ansigtet vendt i samme retning. Samtidig skal areal- og afstandskrav stadig overholdes. Reglerne gælder både indendørs og udendørs arrangementer. 

Ved arrangementer med flere end 500 deltagere skal der laves en særlig sundhedsplan. Vi afventer stadig mere information om dette tiltag.

Kirkeministeriet har endnu ikke offentliggjort bekendtgørelsen eller opdateret FAQ'en, men så snart det sker, vil der blive linket til begge i denne artikel.