Seneste nyheder
Nyheder

Martin Ishøy: Kirken har et ansvar for klimaet

Han er optaget af Guds storhed i naturen og andre steder, hvor den træder frem i naturen. 


Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

Boserup Skov lidt uden for Roskilde tager sig smuk ud denne torsdag i august. Martin Ishøy, sognepræst ved den nærliggende Sct. Jørgensbjerg Kirke, går rundt, som nyder han disse hellige minutter langt fra hverdagens mange gøremål. For ham er skoven og naturen i det hele taget et godt udtryk for Guds skaberværk – et værk, vi ifølge Martin Ishøy har en tendens til at glemme storheden i.

»I sangen Noget om helte skriver Halfdan Rasmussen, at ‘livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor’. Det er ikke kun en poetisk formulering. Det er også en dyb religiøs sandhed. Over for storheden og skønheden i den skabte verden må menneskesjælen reagere med forundring og taknemmelighed, og den taknemmelighed må rette sig mod nogen, nemlig skaberen af himmel og jord,« siger Martin Ishøy og går længere ind i skoven.


Klimarøsten.
Han mener, hvad han siger. Martin Ishøy har gennem de senere år slået sin navn fast som en af de største tilhængere af en kirkelige røst over for klimaforandringerne. Det er blandt andet sket med bogen Klimaklar kristendom, der udkom i 2009.

»Som kirke bliver vi nødt til at forholde os til, at verden står over for nogle store klimaforandringer. Vi har fået ansvaret for forvaltningen af jorden overdraget af Gud, og den opgave må vi tage på os,« siger han.

Spis mindre kød
. For Martin Ishøy handler det om, at det enkelte menneske skal tage ansvar for for både sig selv, næsten og skaberværket.

»Jorden står over for nogle nye udfordringer. Tidligere så man naturen som en uudtømmelig kilde, men i dag ved vi, at ressourcerne er knappe. Derfor ved vi også, at vi skal passe på naturen og tænke i CO2,« siger Martin Ishøy og fortsætter:

»Et godt eksempel er kødproduktionen. Jeg holder selv af at få en god bøf en gang imellem, men jeg ved også, at den massive kødproduktion er med til at ødelægge naturen. Det skyldes, at meget af dyrenes foder er baseret på soya. Og den soya dyrkes på plantager, hvor der før var regnskov. Derfor er
det vigtigt, at vi også ser på vores forbrug af kød.«

Han ved, at udtalelsen vil falde nogle for brystet, men Martin Ishøy vil ikke spænde kristendommen for en bestemt vogn.

»Man må selv finde ud af med sig selv, hvordan man vi leve, og vi har heldigvis ingen spiseregler i folkekirken. Det er altså ingen synd med en bøf fredag aften, men det afgørende er, at man kender konsekvenserne
af sine handlinger og så handler ud fra det,« siger Martin Ishøy.