Seneste nyheder
Nyheder

"Lazarus, kom herud"

Præstens Prædiken: Maria Harms fra Roskilde Domsogn ser frem mod søndagens tekst.

Vigtigste sætning i teksten på søndag:

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Hvorfor er den det?

Det er ord, som står og lyser i beretningen.  Jeg er opstandelsen ikke var eller vil blive, men er, for fra Gud springer livet i hele sin vælde.

Tanker og refleksion om prædikenen? 

Jesus frelse og det evige liv er nutid, det er virkelighed her og nu. Det er det, Martha ikke kan forstå. Hun kan se tilbage på alt det, der var en gang, den bror hun sørgede over, det hun havde delt med ham. Hun kunne se frem, at en gang ville Messias komme igen, som i drømme kunne hun skimte den yderste dag. Hun kendte til det jødiske folk gloværdige fortid og hun så frem mod at folket storhed blev genoprettet.  Der var dog en ting kun ikke kendte og det var nuets virkelighed. Nu stod nuet lige foran hende. Jeg er opstandelsen og livet.

Vi kender Marthas ”dengang”, sorgen over det der skete. Vi kender Marthas ”engang” håbet om det, der skal ske. Det er langt sværere med overbevisning at sige, at vi kender i dag, at vi kender ham som er. Det er ham, som står foran hende og det er ham som råber til den døde, råber ”Lazarus, kom herud”.  Det er ham, som kalder os fra alt det døde og brudte i vores liv og derved kalder os fra døden til livet.

Vi forstår Martha, når hun siger: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død”.  Der er et ekko inden i os selv fra alle de gange mennesker forsvandt fra os. Livet blev alt for virkeligt som den kvalmende virkelighed i Marthas ord, ”han stinker allerede”.  Måske kunne vi også lede i vores erindring efter de tider og steder, hvor angst for at miste blev tegn på vores nærhed til andre. Hvor døre åbnede sig, netop som vi tænkte, at de for altid var smækket i. Hvor vi kaldtes ud fra alt det døde i vores tilværelse og frem til liv.

Der går 6 dage fra Jesus hører, at Lazarus er syg, til han opvækker ham. På samme måde er der 6 dage mellem den ene søndag og den næste. Det er ugens dage, hvor vi ser tilbage. Måske ser vi tilbage med vemod. Var vi heldige, så er det med taknemmelighed. Det er ugens dage, hvor vi også ser frem, arbejder og kæmper og håber på en fremtid. Så kommer søndagen, hvor vi igen til gudstjenesten kan vi opleve dette nu, hvor han kalder på os og kalder os ved navn. Hvor han bliver opstandelse og liv for os. For fortid og fremtid og nutid er én tid hos ham, Guds tid, evighed. Blandt alt det vi skal miste er dette det umistelige, at han er opstandelsen og livet.


Teksten     

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham.

Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«

Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?«

Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«

Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

Johannesevangeliet 11,19-45