Seneste nyheder
Nyheder

”Lad os dele!”

Domprovst Anne-Sophie Olander Christiansens prædiken fra gudstjenesten i Roskilde Domkirke, afholdt til indledning på Stiftsdagen, lørdag den 17. marts 2018 kl. 10.00

Foto: Thomas Andersen

Salmer:

402, Den signede dag - 069, Du fødtes på jord - 073, Vi synger med Maria - 439, O du Guds lam - 010, Alt, hvad som fuglevinger fik

Evangelium til Marias bebudelsels dag:

Lukasevangeliet 1,46-55 (Marias lovsang)


Englen kommer til Maria, kalder hende til at blive mor for Jesus, og Maria bryder ud i sang. Så kort kan det siges. Denne smukke historie om kaldelse, om udvælgelse af en ung, uuddannet, ugift kvinde fra udkantsområdet Nazareth. Helligånden prikker den unge på skulderen og siger, du, netop du skal bære den højestes søn. Du skal føde Guds søn og give ham frihed til at udleve sit livs bestemmelse.

I dag har udvælgelseshistorierne en noget anderledes lyd. Mange mennesker, ikke blot unge og uuddannede – og det er ikke kun i udkantsområderne – går i stadig frygt for at blive 'udvalgt', for at være blandt dem, der bliver prikket på skulderen. For de ved, at hvis de bliver prikket, så er det ikke fordi de skal være med til at bære fremtiden. Så er det fordi de godt kan pakke sammen og gå hjem fra jobbet, fra fodboldklubben, fra skolen.

Disse udvalgte bryder ikke ud i lovsang. De går netop snarere hjem og tænder for fjernsynet, går mere og mere i sig selv. For det er en stor krise for os mennesker, når vi bliver regnet til dem, der ikke er brug for. Vi brænder ikke bare ud, fordi vi har meget at lave, vi brænder også ud, når der ikke er brug for os. Og de brænder ud. Mister inspirationen. Meningen i tilværelsen. For de mangler at være del af et fællesskab.

Frustrationen er til at tage og føle på. Også hos dem der er i arbejde, er i gang. Tag nu os selv. Der skrives jævnligt om tomme kirker i landets aviser. Vi hører det i nyhederne, ublu antydninger om at tiden simpelthen er løbet fra alle de gamle historier om engle og lovsang og mirakler - og Jesus Kristus på korset. Vi har ikke brug for det. Vi er for længst forbi det sted. Vi er blevet klogere. Vi har brug for dagligt brød, selvfølgelig har vi det: penge til benzin, gode tilbud, lækker mad, motion og måske mere tid til at være sammen med vores familie om søndagen. Men vi har ikke brug for præsten, for kirken, for Guds ord. Og vi har da slet ikke brug for Guds kaldelse.

Sådan bliver vi i kirken – præster, menighedsråd, frivillige, medarbejdere – sådan bliver vi prikket på skulderen: I kan godt pakke sammen. Vågn ikke op og slå på jeres strenge, nej vågn op til virkeligheden!

Men går det måske begge veje? Det kunne man godt spørge om. Er det også os, der signalerer, at vi ikke har brug for andre, er det os der forsømmer at kalde? Det er da en tanke værd.

Vi kan ret godt lide at tingene er genkendelige. Og vi kender rutinerne, traditionerne, salmerne, ritualerne, langsomheden. Vi elsker den skjulte skat som findes i gudstjenestens tegn, i de gamle teksters betydning. Vi vil gerne bevare det, som er godt, men vi kan på den måde komme til at lyde lettere skråsikre, næsten som sagde vi, hvis folk ikke kan lide lugten i bageriet, så må de blive væk.

Samtidig mener vi jo også, at man skal kunne komme i kirken som man er – i frihed. Det er der ikke grund til at være uenig i; med mindre frihedstanken bliver til ansvarsforflygtigelse. Altså at vi ikke kalder, fordi folk selv skal finde vej. Frivilligt og af sig selv. Vi skal respektere menneskers blufærdighed og så holder igen. Måske for længe og for meget.

Jeg læste om en kvinde, som er vokset op i det tidligere DDR, altså opvokset uden kristendom og dåb. Hun fortalte om en hændelse, som bør gøre stort indtryk på os kirkefolk. Som ung teenager sad hun i en kirke, inde på bænken sammen med nogle veninder. De nød rummet, kiggede på alteret og på ham, der hænger dér på korset. De undrede sig over hele dette mærkelige univers. Sugede rummets betydning til sig. Sugede Helligånd til sig.

Så kom en præst gående op ad midtergangen. Han var ikke uvenlig, han hilste pænt på de unge mennesker som sad der på bænken. Hilste pænt. Og så gik han lige forbi dem.

Og kvinden fortæller så: ”Han gik bare forbi! Han kunne have indladt sig på en samtale med os. Han kunne have vist os, at han ville os, var interesseret, nysgerrig. Jeg sad lige der. Jeg kunne være blevet døbt på stedet”. Hun var så skuffet. Hun følte, at præsten ikke havde villet dele sin verden med hende. Som om det var ligegyldigt, som om hun var ligegyldig.

Jeg synes denne her fortælling gør indtryk. Og det er netop et spørgsmål, vi må stille os selv: Er vi blevet os selv nok? Har vi glemt den glæde, der ligger i at blive kaldt på? Har vi glemt at give den glæde videre? Glemt at dele den med andre?

Den samme glæde, som får Maria til at synge. Den glæde som springer af den oprigtige overraskelse over, at hun, en helt almindelig pige fra Nazareth, kan bruges i Guds store historie.

Har vi glemt, at det hele begyndte med en kaldelse; som den, der fik disciplene til at slippe deres garn, da Jesus kaldte på dem, personligt, kaldte dem ved navn? Simon, Andreas, Johannes, Judas …

Lige før sang vi med Maria: Helligt er hans navn. Sangen greb os. Melodien, rytmen, ordene. Grundtvig sagde, det er Helligånden der er på spil, når vi synger sammen. Derfor kan vi i sangen mærke evangeliet. I sangen bliver der kaldt på os. Kaldt på vores tro. Kaldt på glæden over at være udvalgt. I sangen rammes vi af det, der kan give os mod til at kalde på hinanden og dermed dele ud af det, der betyder noget for os selv. Mod til at inddrage andre i dette omkalfatrende fællesskab, mod til at række ud over vores forskelligheder. Mod til at bekræfte hinanden i troen på, at vi alle sammen kan bruges som bærere af Guds rige.

Så lad os lytte til Marias sang. Det er nemlig en historie, der fortæller os noget vigtigt om vores liv. Den giver os en anden selvforståelse end den, vi bliver mødt med i samfundet. Dér handler det om at kunne leve op til kravene, dér handler det om ikke at tvivle, om at drive det til noget. Det er samfundets store og ufravigelige krav. Du skal selv give dit liv værd og mening. Du skal. Og jeg behøver sådan set ikke at nævne, at det netop er dette, der gør mange mennesker urolige. For hvad sker der, når de ikke kan selv? Hvad sker der, når vi ikke formår at leve op til kravene?

I begyndelsen har Maria den samme bekymring. Da englen fortæller hende, hvad der bliver hendes livs skæbne, så tøver hun. Selvfølgelig gør hun det. Hvorfor mig? Det kan du da ikke mene! Hun forstår det ikke. Men englen insisterer. Hans ord blæser Ånd i Marias hjerte. Og hun ser at det er Gud der kalder. Hun kan ikke andet end at give sig hen og så siger hun de berømte ord: Lad det ske mig efter dit ord. Opgaven er uventet, betroet, og frygt bliver til lovsang.

Maria sender sin sang ud i verden, deler den med os. Fyldt af taknemmelighed over de muligheder, der med ét ligger foran hende.

Og vi synger med Maria, vi deler den med hinanden. For det overgår langt vores forestillingsevne. Jesus fødes af Maria og vokser op til liv og lærdom for andre. Han følger så at sige trop, deler endnu mere, deler ud af sig selv. Han deler ikke verden i dem og os, han deler sig med os alle.

Vi kan ikke vide os sikre på noget som helst. Vi må indse hvor prisgivne, vi er, hvor udleverede. Hvis ikke vi opretholdes går vi til grunde, hvis ikke vi hviler i kærlige hænder bliver vi til støv og forsvinder. Men vi er netop i Guds gode hænder. Det er det Maria synger om. Det er den sang Maria deler med os. Lad os synge med Maria. Lad os dele!