Seneste nyheder
Nyheder

Konfirmandtræf 2020 med nyt tema

Planlægningsgruppen står klar med et nye emner: Domkirke, nadver og såmænd hele følelsesregistret kommer til at stå centralt.  

Af Jóannes Holm, medlem af Religionspædagogisk Udvalg

Til næste konfirmandtræf skal konfirmanderne hele turen rundt: Helt turen rundt i Domkirken. Hele turen rundt om bordet skærtorsdag. Og hele turen i gennem følelsesregisteret.

”Tour de Domkirke med konfirmander 2020”, kunne sagtens være arbejdstitlen på næste års konfirmandtræf. Eller hvad med ”Fra nedtour til optour”? Begge dele rammer det, som vi vil med konfirmandtræffet næste gang.

Konfirmanderne skal her møde vreden, frygten, sorgen og glæden, når de sammen med Peter, Thomas, Judas og Jesus skal med til skærtorsdag.

Kristendommen har noget at sige om hele følelsesspektret, og vi kan alle sætte os ind i, hvordan Jesu apostle må have haft det, da de gennemlevede de dramatiske begivenheder forud for Jesu korsfæstelse og opstandelse dengang for 2000 år siden.

Konfirmandtræf 2020 stiller skarpt på de fire grundfølelser, og det hele kulminerer vanen tro i en kæmpe festgudstjeneste.

Konfirmandtræf 2019 var dårligt lukket ned med den sidste ”high-fives” i døren fra biskoppen til den sidste konfirmand, før arbejdsgruppen gik i gang med planlægningen af Konfirmandtræf 2020.

Og Konfirmandtræf 2019 blev virkeligt den festlige fejring af tro og fællesskab, som er målet med hele arrangementet. De historiske rammer i Domkirken bød velkommen til intet mindre end 3500 forventningsfulde unge mennesker og sammen med ansatte, frivillige, præster og forældre, var vi i alt mere end 4000 til konfirmandtræf i Roskilde over de tre dage i februar. Der blev lyttet, der blev deltaget. Der blev sunget, der blev bedt. Der blev undret, og der blev bekendt. 

Dette års tema var de syv ”Jeg er-ord” fra Johannesevangeliet, og biskop Peter Fischer Møller forklarede i sin prædiken, at Jesus i disse ord ikke peger på sig selv, men ud på alle os andre. Og alle vi andre sad imens i skibet og lyttede. Sammen. Sammen om tro og kirke. Sammen om kristendommen til konfirmandtræf.