Seneste nyheder
Nyheder

Inspiration: Tænd for julebelysningen

Kirke Saaby Kirke er oplyst i de mørke timer her i coronatiden.  

Hver aften i denne tid går sognepræst Poul Joachim Stender over til sin landsbykirke i Kirke Saaby (billedet) for at tænde lyset, så der både er lys indefra kirken og belysning udefra.

- Kirken kan virke som om den er helt død i den her tid. Det giver en trøst, at når man går en tur i en aftenmørket, så kan man se, at kirken altså handler om lyset, siger Poul Joachim Stender.

Han peger på, at kirken i denne tid sparer masser af penge på udgifter, de ellers skulle have afholdt i forbindelse med arrangementer henover påske. Derfor er der råd til et ekstra strømforbrug, fastslår han.

- Lyset skal fortælle i barsk tid, at Jesus er lyset. Vi må ikke miste håbet. Der er lys for enden af tunnelen, lyder formuleringen på kirkens hjemmeside.

Poul Joachim Stender kunne godt tænke sig, at alle landets kirker var oplyst både indefra og udefra i denne tid.

- Det ville være et stærkt signal lige nu. Jeg tror, at kirkerne har råd til det. Der er selvfølgelig noget praktik i det, men mange steder ville det ikke kræve andet, end at man laver en lokal aftale om hvem, der gør hvad, for at få lyset tændt. 

I Kirke Saaby er det Poul Joachim Stender selv, der om morgenen går over og slukker lyset igen ved 8-tiden.

(Bemærk: Her på hjemmesiden er aprilsnar ikke en del af kommunikationen under coronakrisen)