Seneste nyheder
Nyheder

Inspiration: Gå en gudstjeneste

Jakobskirken i Roskilde har via QR-koder tilrettelagt en alternativ gudstjeneste. Det bliver også en mulighed i påsken.  

Jakobskirken i Roskilde har netop gennemført kirkens første særlige gudstjeneste-arrangement foranlediget af coronakrisen.

- Det er nærmest en pilgrimsgudstjeneste, når vi individuelt og samtidig som del af et større fællesskab er sammen om 3 km gudstjeneste,” fortalte sognepræst Mogens Ohm (billedet) fra Jakobskirken før arrangementet blev åbnet. 

Her blev kirkegængerne inviteret til at ”gå en gudstjeneste”. Kirken havde simpelthen tilrettelagt en rute med syv poster, der hver indeholdt en lille del af gudstjenesten på video.

Med en smartphone og en app, der læser QR-koder, så kunne man opleve følgende på posterne:

DE SYV POSTER:

1. Lystænding foran kirken. Intro til meningen med ’Gå en gudstjeneste. QR-kode linker til ruten på GoogleMaps.

2. Læsning fra Gamle Testamente. 

3. Epistel-læsning.

4. Evangelie-læsning. Trosbekendelsen og kort prædiken.

5. Kirkebøn. 

6. Kort refleksion over nadverens betydning. Fadervor.

7. Velsignelse og udgangsbøn.

Jakobskirken er lige nu i gang med at planlægge en tilsvarende mulighed for kirkegængerne henover påsken, der skal være tilgængelig fra Palmesøndag til og med 2. påskedag.

Her skal videoerne ude på de enkelte poster muligvis være kortere, fortæller Mogens Ohm.

- Jeg tror videoerne var for lange. Det er nok for ambitiøst for eksempel også at have læsninger fra Det Gamle Testamente. Nogle af videoerne var tre minutter lange, og det var måske for meget, fortæller sognepræsten.

Erfaringerne var nemlig, at det kunne tage lang tid at downloade de lange videoer ude på posterne.

Du kan her læse den pressemeddelelse, som Jakobskirken havde skrevet i forbindelse med det første projekt, der kørte fra 22.-29. marts.

- rabi