Seneste nyheder
Nyheder

Hørve: Ny kirkedør i bronze og egetræ indviet  

Billedhugger Hein Heinsen har fortolket Luthers tese 62.

Der møder kirkegængere i Hørve et nyt syn, når de åbner døren ind til kirken.

For døren er ny. Et gitterværk i bronze på egetræ danner nu indgangsparti. Det er professor og billedhugger Hein Heinsen, der står bag det nye kunstværk, der blev indviet søndag, hvor også biskop Peter Fischer-Møller prædikede under indvielsesgudstjenesten.

Læs hele biskoppens prædiken her.

- Hein Heinsen har skabt et fantastisk relief til vores nye kirkedør. Med Hein Heinsens kunstværk vil kirkens indre og ydre komme i dialog, lyder det fra præsteparret Karin Wandall og Jens Kirk. 

Kunstværkets titel er "Luther. Tese 62". Det har været en del af udstillingen "Teser – Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen", der har været rundt i Danmark og Tyskland i anledning af 500 året for reformationen. Det jubilæum, der markerede det tidspunkt for 500 år siden, hvor Martin Luthers slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg som sit opgør mod pavedømmet. 

Tese 62 lyder således: Kirkens sande skat er det helligste evangelium om Guds herlighed og nåde.

Derfor er "Ordet" (Logos) skrevet på 25 sprog med forskellige skrifttegn. Kunstværket er en understregning af Ordets inkarnation og oversættelighed og taler ind i byen Hørves liv i dag med borgere fra mange forskellige lande og kulturer, fortæller Karin Wandall og Jens Kirk.

Nu er udstillingen slut, og døren har nu fået fast plads og ny rolle. Nemlig som indgang til Hørve kirke med støtte fra A.P.Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.

- rabi