Seneste nyheder
Nyheder
Billede af fastelavnspose

Guide: Sådan laver kirken fastelavn "to go"

Hvordan fejrer man fastelavn på afstand? I Solrød Sogn vil de uddele fastelavnsposer. Læs her, hvordan de gør


Af Sidsel Drengsgaard
 

”Fastelavn er mit navn,
boller vil jeg have.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.”


Om lidt viser kalenderen februar og fastelavn, men med de nuværende restriktioner, ser det ikke ud til, at kirkerne kan slå dørene op til de traditionelle fastelavnsgudstjenester med udklædning, tøndeslagning og fastelavnsboller.

Hvad kan man gøre i stedet?

I Solrød Sogn laver de fastelavnsposer, som kan hentes af alle børn efter højmessen fastelavnssøndag den 14. februar 2021.

”Vi har uddelt poser til både halloween og jul, og det er blevet modtaget rigtig godt her i sognet. Derfor vil vi også uddele fastelavnsposer,” fortæller sognepræst i Solrød Sogn, Charlotte Bondo Gravesen.

Til jul havde medarbejderne ved kirken pakket 200 poser til børn og 200 poser til voksne. De forsvandt alle sammen, fortæller Charlotte Bondo Gravesen.
 

Sådan så det ud, da Solrød Sogn delte jul "to go" ud. Der var 200 juleposer til børn og 200 juleposer til voksne. Alle forsvandt, fortæller sognepræst i Solrød Sogn, Charlotte Bondo Gravesen.


”Jeg tror, det er blevet taget så godt imod, fordi vi knytter an til det, der i forvejen er på tapetet i børnefamilierne,” siger Charlotte Bondo Gravesen.

Hun forklarer, at poserne er en måde at bringe ”kirken” hjem til familierne, når man ikke kan mødes.

”Vi kan ikke mødes til fastelavnsfejring i kirken, men med fastelavnsposerne kan vi hjælpe til en lille fejring, derhjemme,” siger hun.

Tilbuddet om at hente ”to go” fastelavn – og tidligere halloween og jul – er også med til at gøre kirken synlig i denne corona-tid.

”Familierne får en gåtur hen til kirken og bliver mindet om, at vi stadig er her, selvom der er corona,” siger Charlotte Bondo Gravesen. 
 

Hvad putter de så i poserne?

Poser til børn indeholder ofte materialer og vejledning til en kreativ aktivitet og forkyndelse, der er målrettet børn. Til halloween skrev og tegnede Charlotte Bondo Gravesen selv en historie - det vil hun også gøre til fastelavn.

”Hvis man ikke har mod på det eller tiden er knap, kan man også købe pixibøger fra Bibelselskabet om fastelavn,” foreslår Charlotte Bondo Gravesen.
 

Fastelavn ”to go” – Solrød Sogns fastelavnspose

 

Fasteelavn på afstand

Flere idéer til fastelavnsposer

 

  • En hilsen med et link til en video med en mini-fastelavnsgudstjeneste for børn
     
  • Opskrift på fastelavnsboller (eller fastelavnsboller fra bageren). Find for eksempel opskrifter her
     
  • Lille æske med ansigtsmaling
     
  • Mulighed for at sende en tegning eller et billede af sit fastelavnsris eller sin udklædning til kirken, som kirken så kan dele på hjemmeside eller sociale medier (husk selvfølgelig at få tilladelse til at dele billeder)
     
  • Anden fastelavns-krea. Download gratis skabeloner på internettet – for eksempel disse