Seneste nyheder
Nyheder

Grøn Kirke i Roskilde Stift om borgerforslag: Fantastisk

Den store folkelige opbakning til borgerforslaget om en ny klimalov i Danmark glæder Grøn Kirke. 

- Det er fantastisk. Det er jo det, vi alle har ønsket!

Sådan lyder den helt umiddelbare reaktion fra sognepræst Martin Ishøj (billedet), der sidder i Roskilde Stifts grønne udvalg. 

Reaktionen kommer på den folkelige opbakning, som borgerforslaget om, at Danmark skal have en ny klimalov, har fået. Torsdag aften har over 59.000 borgere haft Nem-ID-kortet fremme for at skrive under på borgerforslaget. Allerede tirsdag aften nåede forslaget de vigtige 50.000 underskrifter, der betyder, at det vil blive behandlet som et lovforslag i Folketinget.

- Borgerforslaget vidner jo om en levende folkelighed. Her er en sag, som vi folkeligt set står sammen om, og som trækker i den rigtige retning set fra Grøn Kirkes synspunkt, siger Martin Ishøy, der også er præst i Sct. Jørgensbjerg Sogn i Roskilde. Her oplevede kirken også for nylig, at sagen om borgerforslaget er blevet en folkesag. 

- For et par dage siden havde vi et spis-sammen-arrangement i vores sognegård. Her opstod der blandt deltagerne en spontan ide om at indsamle underskrifter, og så gik folk i gang. 

Martin Ishøy understreger, at han som en del af Grøn Kirke ikke ser sig som en politisk aktør - men som samarbejdspartner med de organisationer, der står bag borgerforslaget. 

Det er WWF Verdensnaturfonden, Greenpeace, CARE Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Det Økologiske Råd, Verdens Skove, VedvarendeEnergi, 350 Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse.  

Læs mere om forslaget her, hvor du også kan skrive under: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02233

- rabi