Seneste nyheder
Nyheder

Jule- og nytårshilsen fra biskoppen

Peter Fischer-Møller sender her en hilsen til kirkefolket i Roskilde Stift.

Det er vintersolhverv i dag. Årets længste nat og korteste dag. Fra i morgen går det mod lysere tider.

I kirkerne stiftet rundt er der fuld gang i adventsarrangementer og juleforberedelser.

Her i stiftsadministrationen og bispeboligen i Roskilde er der pyntet op med julekrybber og nisser, og her sidder jeg så og hygger mig med en lille hilsen til jer gode kirkefolk i Roskilde Stift.

Det er godt at være i gang igen efter 3 måneders orlov, hvor jeg fik mulighed for at fordybe mig i grøn teologi i treenighedsperspektiv.

Klimatopmødet COP 24 i Katowice i Polen her i december viste os, at der er brug for alle gode kræfter for at værne om livet på planeten og for at give de kommende generationer ordentlige livsmuligheder. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om efter nytår.

Lige nu er det julen, der står for døren.

Jeg har haft et omkvæd fra en salme af Johannes Møllehave kørende i baghovedet nogle dage:

"Gud har set det oversete,

det var det, der dengang skete".

Juleevangeliet zoomer ind på det, vi kan være tilbøjelige til at overse: en enkelt lille familie i klodens menneskemylder. Det zoomer ind en højgra­vid kvinde, der går fra dør til dør i en fremmed by for at finde et sted at føde sit barn. Men alle døre er lukkede. Der er ikke nogen der har lyst til at afstå deres seng til sådan en tilfældig fremmed, så hun må tage til takke med den stald man til sidst anviser hende. Der fødes barnet så, og det bliver svøbt og lagt i en krybbe.

Juleevangeliet giver os et meget realistisk billede af verden, ikke kun verden som den så ud dengang for snart 2000 år siden, men også verden som den ser ud i dag. 

For hånden på hjertet: Hvordan mon vi ville reagere, hvis en tilfældig flygtningefamilie bankede på vores dør i nat og krævede vores hjælp? Ville vi tage bedre mod dem, end folkene gjorde det dengang i Betlehem?

Ind i denne verden, hvor vi let kommer til at overse hinanden, lyder altså juleevangeliet om at:

”Gud har set det oversete,

det var det, der dengang skete"

Gud kom til verden som barn i en krybbe, som et menneske som dig og mig, for at øve os i opmærksomhed. Overfor andre mennesker og overfor den verden, vi er en del af, det liv, vi har fået et medansvar for her på planeten.

Gud har set det oversete,

det var det, der dengang skete.”

Lige nu zoomer Gud ind på jer med sin stjer­nekik­kert og siger: "Det kan godt være, at I kan føle jer oversete midt i andres juletravlhed, men jeg ser jer. Jeg kender jer og holder af jer lige præcis som I er. Husk på det: hver eneste af jer, hvert eneste menneske er et helt enestående eksemplar, for­skellig fra alle andre. Der er ingen dubletter, ingen jeg kan undvære."

Fra Roskilde Stiftsadministration og os her i bispeboligen sender vi de bedste hilsner og ønsker om en glædelig jul og et velsignet nytår.

 

Peter