Seneste nyheder
Nyheder

Er der et liv efter døden?

Interview med tidligere overrabbiner Bent Lexner. 

Af Rasmus Birkerod

Temaet i det kommende nummer af STIFTSBLADET handler om alt det, der relaterer sig til døden. Om sorgen hos de efterladte, om begravelserne, om skikke og traditioner - og om de forestillinger, vi gør os om døden. 

Her følger et kort uddrag af vores interview i Q&A-form med tidligere overrabbiner Bent Lexner: 

Hvad tror du, at der sker, når du dør?

- Der må være noget bagefter. Det er ikke min opfattelse, at vor Herre sidder med en bog med plusser og minusser. Men jeg har en ide om, at noget fortsætter i en eller anden sfære, hvor jeg har en forestilling om at være forbundet med evigheden. Jeg har også en opfattelse af, at de afdøde kan følge med i livet på jorden.

Har du en bevidsthed efter døden?

- Det kunne jeg godt tro. Jeg håber i hvert fald, at jeg kan følge med i, hvad der foregår, når jeg ikke er her mere.

Kan vi tale med de døde?

- Jeg tror, at vi kan tale med de døde. Måske gør vi det i drømme. Jeg kan opleve at tale med min far. Ikke nødvendigvis en kommunikation med ord, men i form af tanker og billeder.

Kan en afdød sjæl tage bolig i en ny krop?

- Den tanke har jeg det svært med. Jeg oplever krop og sjæl som forbundne med hinanden. Én sjæl, et legeme. Men… Hvis et menneske er meget sygt, så findes der en jødisk tradition om, at man giver den syge et nyt navn. For at forsøge at give den syge krop en ny start. 

Mit problem er, at jeg har set det ske. At denne meget syge kræftramte mand pludselig blev rask, da han fik et nyt navn. Så er jeg med på, at vi jo ikke kan vide, om han var blevet rask alligevel. Men jeg må acceptere, at der er ting i denne verden, går langt ud over min forståelse.

Kan jøder lære noget af folkekirkens begravelsesritualer?

- Det er svært at sige. Jeg er jo en indgroet del af det jødiske og har svært ved at forestille mig en anden måde. Musik er for eksempel ikke en del af en jødisk begravelse. Det er jo flot i folkekirken med blomster, kor, orgel og så videre, men jeg kan ikke sætte det ind i jødisk sammenhæng.  

Hvad er det bedste ved begravelsesritualerne i den danske folkekirke?

- Ideen om gravøl og begravelseskaffe er jo god nok. Man er opmærksom på, at fællesskabet faktisk i den situation er godt for den sørgende – men jeg synes, at det er et fællesskab, der varer for kort tid. Det giver ikke den sørgende en længere refleksionsperiode i fællesskabet, som jeg synes, at det giver, når vi ”sidder shiva”.

Læs hele interviewet i det kommende nummer af STIFTSBLADET.