Seneste nyheder
Nyheder

En afholdt husalf takker af

Elly Vestergaard har gennem de seneste 18 år modtaget og serviceret i hundredevis af kirkens folk, der har haft ærinder i stiftsadministationen. Men fredag er det slut.

Af Rasmus Birkerod

Den snart 70-årige Elly Vestergaard har i professionel sammenhæng lukket døren til det gule palæ for sidste gang.

- Jeg vil savne det, og jeg har altid været glad for at være her. Jeg vil især savne det sociale. Vi har det jo super fint socialt, siger Elly Vestergaard, der oprindeligt blev ansat som rengøringsassistent i stiftsbygningen i 2001.

Den stillingsbetegnelse har dog altid dækket over flere varierende opgaver. For det er hende, der har lavet kaffe til alle møderne i huset, sat småkagerne frem og foldet servietterne. For slet ikke at tale om de mange praktiske opgaver i forbindelse med større begivenheder som for eksempel landemodet, julefrokoster, særgudstjenster osv. 

- Jeg har altid set mig selv som husalf. Det er nok det mest præcise udtryk at bruge”, siger hun med et sindigt smil og med et tonefald, der afslører sin nordjyske dialekt.

Hun er født for snart 70 år siden nær Blokhus. Helt præcist i Hune, hvor hun er døbt og konfirmeret i den kirke, hvor hendes far var kirkesanger i 25 år. 

På den måde fik hun det kirkelige liv ind som en naturlig del af tilværelsen. Hun har parallelt med alle årene i stiftet arbejdet som kirketjener-vikar i Svogerslev. Her har hun boet siden 1987 med sin mand Søren. Sammen har de sønnerne Peter og Troels på henholdsvis 49 og 35 år.

- Den Store og Den Lille, som hun stadigvæk kalder dem.

Elly Vestergaard bliver savnet i huset for sin ro, sit nærvær og sine smil. For en ægte husalf er mere end bare sit arbejde. En ægte husalf bidrager væsentligt – i en grad, der ofte er uden husalfens egen viden – med at skabe en god stemning, der giver andre medarbejdere lyst til at komme på arbejde.