Seneste nyheder
Nyheder

Efter studierejse: Paulus var usædvanlig udholdende

Sognepræst tog på studierejse i Paulus´ fodspor. Særligt besøget i Filippi gjorde indtryk.

TEKST OG FOTO: Elsebeth Garde Kjær, sognepræst, Svogerslev

(billeder nederst i artiklen)

Paulus var en helt usædvanlig udholdende missionær.

Som prædikant og teolog tænker jeg på og henviser jeg typisk til Paulus som teologisk tænker og grundlægger af den dogmatik, vi refererer til som teologiens fundament.

Her lige efter min rejse til Thessaloniki og Filippi og helt konkret også rejsen mellem de to byer, fremstår Paulus mindst lige så meget som en ualmindelig engageret og udholdende missionær.

Han kan vel nærmest ikke kan have haft andet formål med sit liv end at komme til nye byer og skabe nye menigheder, samt efterfølgende at holde forbindelsen ved lige med dem, han har været hos og boet sammen med. Og desuden at skaffe penge til menigheden i Israel. En billede af Paulus, der nu bringer studietidens forelæsninger hos Professor Niels Hyldahls og hans grundige gennemgang af Paulus rejser til live.

Når man læser Apostlenes Gerninger og brevene med fokus på Paulus´ missionsrejser, fremkommer billedet af et robust menneske, der har været villig til at tilsidesætte egne personlige og basale fysiske behov:

Han besøger menighederne flere gange, han er væk i mange år hjemmefra (den første rejse 11 år), han bliver ikke i samme by, flere gange fængsles han og jages væk, for så at rejse videre – formentlig ved at ride eller sejle i mange dage mellem byerne. 

Blot den for os korte bustur 3 timer mellem Thessaloniki og Filippi: hvor besværligt og langsommeligt har det ikke været at komme fra sted til sted. Senere hen på samme rejse ned gennem bjergegne for at komme til Athen og Korinth. Ikke mærkeligt at Paulus flere gange nævner, at han har lidt for evangeliet og sat sig til selv til side.

En missionærvirksomhed noget anderledes både i forhold til den missionærvirksomhed, jeg selv har mødt i Indien i 1980erne, hvor missionærer engagerede kunne vie deres liv til missionsarbejdet, men dog som regel bosatte sig i en længere årrække og arbejdede fagligt/diakonalt ved siden af forkyndelsen. Og i forhold til den nuværende, hvor de fleste kun er udsendt i nogle få år.

Paulus blev fængslet allerede i første by, han kom til. I Filippi var ruinerne af fængslet meget belejligt udpeget for turister, og det var sådan hans missionærvirksomhed fortsatte: Han ankom til byer, hvor nogle var gæstfrie og lydhøre, mens andre var voldsomt provokerede og vrede. Men det afholdt ham ikke fra at gøre det samme i næste by.

Takket være Paulus blev den første europæiske menighed etableret i Filippi, og den kirke, der her blev etableret i år 300, kunne vi se grundrids af – blot et par 100 meter fra det store romerske forum.

Modig

Paulus var en modig mand, der trods alt rejste fra en kultur i Israel til en anden kultur i Lilleasien, og siden hen til andre kulturer i Makedonien, Grækenland og Italien. Hvor meget vidste han egentlig om levevis, mad, sygdomme etc. på forhånd? Han valgte godt nok i de fleste byer at gå ind i den jødiske synagoge, og knytte an til det folk han kendte… forventede måske mest gæstfrihed og lydhørhed her, men fik jo lige så meget kontakt og lydhørhed for kristustroen fra mange grækere. 

Men jøder eller grækere: det går igennem en stor del af rejsebeskrivelserne, at der var modstand og oprør mod ham og han var flere gange nødt til påkalde sig status af romersk borger for at få en rimelig behandling.

”Omvendt” missionsvirksomhed

Måske vidste Paulus, at den romerske velstand var stor og udvalgte med omhu sine byer. Han valgte ikke de små ubetydelige flækker som rejsemål. Filippi ligger strategisk tilbagetrukket fra havet – med så vidt vi kunne se (fra flyet) god adgang til marmorbrud. Byen har fremstået hvid skinnende– beklædt med marmor. Ifølge guidebogen var her også lagre af guld. Vi så ruinerne af de romerske veletablerede bydele med torve, templer, amfiteatre, marmorstatuer, bade og søjlegange og velstående handelspladser, der vidner om en øvrighed og en borgerstand, der vel næppe kunne se en økonomisk fordel i at skifte til en anden tro.

Ifølge Niels Hyldahl forskning var Paulus anden rejse ( og sidste rejse) da også en indsamlingsrejse. Og ikke mindst i forhold til menigheden i Filippi, hvor han (ifølge Filipperbrevet kap. 4) imellem sine egne besøg sendte  Epafroditus og Teofilus for at modtage pengegaver fra menigheden.

En ”omvendt missionsvirksomhed” i forhold til i dag, hvor missionærer/voluntører kommer som de velstående til et fattigt modtagerland for at bidrage med viden, diakoni og evangelium. Paulus var den fattige, der måtte bede om økonomisk støtte til ”moderkirken” i Israel. Måske kan det igen blive sådan, kristendommen i det nordvestlige Europa skal holdes ved lige. Ved at økonomisk dårligt stillede kristne med en stærk kirke-og trosbevidsthed skal inspirere og vække materielle kulturkristne igen. Os, der, som romerne, ikke af økonomiske årsager har brug for at være kristne og gribe til troen som trøst.

Fra Sydeuropa hjem til nordvest- kirken i dag.

Som gæst i den græskortodokse kirke er det faktisk provokerende at besøge en kirke, hvor kvinder ikke kan blive præster og hvor afstanden mellem lægfolk og gejstlige er så stor. (Ved en af de nadveruddelinger, vi overværede skulle menigheden kysse præstens hånd før de fik brødet!)

Til gengæld var det positivt inspirerende at se, hvordan tro har tydeligt udtryk både inden for og uden for kirken.

95 % af befolkningen er knyttet til den græsk-ortodokse kirke og Grækenland menes at være den ortodokse kirkes mest homogene land. Der var fuld hus på søndagene i kirkerne, så vi, og travlhed med at spritte ikonerne af efter de mange kys- og pandeaftryk. 

Det er stadig økonomisk svære tider for grækerne, der for tiden betaler dobbelt skat, også for næste år, for at komme gælden til EU til livs. Men opbakningen til den ortodokse tro er stor. I en by som Thessaloniki er der mange forretninger med salg af ikoner side om side med tøjforretninger. Ikoner hænger over alt – i bussen ved chaufførens plads og på restauranter. Flere – både unge og modne kvinder - gør korsets tegn for sig i bussen, blot de kører forbi en kirke.

Alt det, der kan siges om ikonografi et studie i sig selv. Men det umiddelbare møde med en religiøsitet mere integreret i hverdagslivet er tankevækkende. Ikke mindst fordi kirken virker så statisk og uforandret i forhold til det moderne liv udenfor. (Et andet studie kunne være at undersøge om der nu er forsøg på at reformere den ortodokse kirke og gudstjeneste). Takket være Grundtvig og Luther har vores Nordeuropæiske kirke ikke det at være statisk og uforanderlig som sin selvforståelse og ville nok heller ikke have tiltrækning og appel ved at være så ophøjet og præget af mystik som den ortodokse.

Hvad kunne vi lære så alligevel lære?

Alligevel har vi i de forandringer, vi i Folkekirken har arbejdet med for at imødekomme det moderne menneske, rent faktisk inddraget en del gamle katolske skikke, (lystænding, pilgrimsvandringer), katolske mystikere, samt senest også østens skikke. (meditation/mindfuldnessgudstjenester)

Kunne vi af den ordokse kirke lære at være en kirke, der er stolt af og kan have appel i kraft af vore egne traditioner? Ved at genfinde vestlig (protestantisk) mystik og finde en appellerende balance mellem det ubegribelige /mystiske i troen og det livsnære. 

Jeg har meldt mig til et kursus på FUV om Protestantisk mystik som ressource for samtidens teologi. Her skal vi se nærmere på aspekter af mystikken og teologien i det 17. og 18. århundredes teologi, kunst og musik. Jeg håber at komme det nærmere: at finde balancen mellem at være en kirke, der tilbyder mystik og højtidelighed og samtidig være aktuel og vedkommende. 

Appendix

Klosterlivet i Grækenland og sognekirken i Danmark har noget til fælles: Vi besøgte området Meteora. På bjergtoppe og i ufremkommelige klostre bor munke isoleret. De lever et liv, som giver indtryk af mystik og åndelighed. At møde og se stederne tiltrækker mange turister. Og de lokale støtter også og bakker op om klostrene.

Jeg kan forestille mig, at der nedenfor i byen er en tanke om, at munkene lever deroppe, beder og læser, og så at sige deroppe på bjerget ”holder kontakten” til den treenige Gud ved lige på folkets vegne. Det hænger meget godt sammen med den ortodokse gudstjeneste, hvor præster går ind bag ikonvæggen op på menighedens vegne er tæt på Gud.

Lidt på samme måde som mange af Folkekirkens medlemmer tænker: At vi præster repræsentativt står for det hellige og sørger for at der i byens kirke bliver bedt til Gud.

Det må vi kunne ændre på. Ved det almindelige præstedømme er alle lige tæt på Gud og det hellige og præsters udfordring og glæde er at minde menigheden om, at vi deler ansvaret for det være det.

 

Amfiteatret i Filippi, hvor Paulus har talt. 

Indgang til Paulus´ fængselscelle i Filippi.

Fængselscellen i Filippi.

Restaurering af den første kirke i Filippi.

Meteora-klostret. Her sørger munkene for befolkningens bønner. Olympen i baggrunden.